Civic Auditorium, San Francisco, Californien
26. oktober 1957

af Robert Lovmand Rasmussen

Elvis gav to shows i San Francisco lørdag den 26. oktober 1957, ét om eftermiddagen og ét om aftenen. Han ankom med tog få timer før showstart. Scotty, Bill og DJ var kørt dertil fra Memphis. De indlogerede sig på Mark Hopkins Hotel. Mellem de to shows var der arrangeret en art pressekonference backstage i Civic Auditorium, hvor Elvis kunne svare på spørgsmål fra reportere og fans. Her er avisen The Chronicle’s omtale af koncerterne og pressemødet:

“Tusinder af unge, der havde bygget op til dagen i ugevis, blev i går all shook up af Elvis Presley, den hoftevridende sanger fra Memphis, Tennessee. Presley, iført højt hår, trutmund, bakkenbarter ned til hagen og et vinrødt jakkesæt, spillede i Civic Auditorium for eftermiddags- og aftenpublikummer, hvis hyl og skrig kunne høres helt ned til Market Street.

Klakører af unge piger, som stolte bar grønne bånd påtrykt “Official”, var hele dagen blevet gejlet op til at “give Elvis alt, hvad I har”. Så de gav skrig, hvin, dånen og tårer så dybfølte, at end ikke de opfattede, hvad der ellers var smerteligt tydeligt for Presley’s managers: Eftermiddagen var en tynd omgang.

Om det fortrinsvis kvindelige publikum var kommet for at høre Presley synge eller iagttage hans karikatur af sex er ikke til at sige. De skreg sig igennem samtlige af hans fjorten rock’n’roll-numre i et sådant crescendo, at tre politibetjente og fire brandmænd blev nødt til at forlade bygningen. Tredive Pinkerton-betjente var udkommanderet til at beskytte den 22-årige Presley fra hans fans. Delingen fik forstærkning fra tropper af muskelbundter, som gentagne gange råbte, at publikum ikke ville få lov at nærme sig den 8½ meter lange scene.

Presley viste sig ikke for sine skælvende beundrere før i anden halvdel af en middelmådig varieté-forestilling. I en halv time holdt han hof i et lokale backstage, omgivet af vinderne af en “Derfor er jeg Elvisfan”-konkurrence, officerer i en “The King’s Klan” og “The Sideburn Set”; adskillige disc jockeys og nogle få apatiske reportere. Lettere nervøs og med et lidt oppustet ansigt tørrede han sine svedige håndflader i sine tætsiddende bukser og skar en grimasse over for forsamlingen af mennesker foran ham. De unge piger tog det som et smil fra hans side og klumpede sig tæt sammen. En begyndte at græde. Syv tog billeder af ham. Tre tegnede ham. Så begyndte de at række hænderne op, som hvis de havde været i skole, og anglede efter anerkendelse.

Med sin drævende sydstatsdialekt sagde Presley, at han ikke vidste, hvornår han ville blive indkaldt til hæren. Han var erklæret 1-A og ventede kun på at blive indkaldt. Nej, sagde han, han gik ikke med paryk. Nej, han havde aldrig sagt, at han ikke havde brug for pressen længere.
“Hvem er du vred på nu?” spurgte en pige.
Presley flyttede lidt på sig, ubehageligt til mode.
“Ikke nogen specielt,” sagde han.
“Hvad er din ultimative ambition?” spurgte en anden pige.
“Min ultimative ambition er at blive skuespiller,” sagde han,”Jeg er ikke klar til noget rigtig tungt nu. Det er noget, jeg vil skulle arbejde for.”
“Tager du skuespiltimer?” blev han spurgt.
Presley vred sig lidt igen.
“Jeg tager ikke timer i noget som helst”, sagde han. “Jeg tænker, det er erfaring, der tæller, ikke undervisning. Jeg har aldrig taget timer i noget; jeg tager bare tingene, som de kommer, og når det kommer, så vil jeg få det bedste ud af det.”

Dernæst fulgte en lille fotoseance, hvorefter Presley skrev autografer på alt, hvad han fik stukket i hånden – sko, programmer, lommetørklæder, tørklæder, små stykker papir. Han skrev: “Loving You”, Elvis” på dem alle. Han kaldte alle sine unge beundrere “Honey” og nussede dem distræt på skuldre og nakke. Tre minutter før han sprang på scenen, gav han denne skræmmende afsløring: Til jul vil der blive udsendt et album med julesange, indsunget af Presley. Den eneste sang, han ikke har givet den helt store tur, er “Silent Night”, sagde han. “Det bliver en rock-and-roll jul”, sagde han. Pigerne skreg.

En anmeldelse af koncerten har vi fra Dwight Newton, som under den kryptiske overskrift “Dag og nat” skrev:

“Som enhver teenager vil kunne fortælle dig, så er der rigtig mange lige nu, der har noget, der kaldes “the Asiatic Flu”, spillet af Ebe Sneezer and His Epidemics. Jeg har ikke alene hørt den, jeg har HAFT den. I tre dage i sidste uge var jeg overbevist om, at jeg ville dø ved min skrivemaskine – snotnæse, feber, hovedpine, smerter i kroppen, hele moletjavsen. Men så, pludselig, overvandt jeg det. Jeg tog chokbehandlingen. Lørdag eftermiddag tog jeg til koncert med Elvis Presley.

Jeg vidste intet om Elvis, ud over hvad jeg havde fået ud af at se ham på fjernsyn tre gange og høre ham 24 gange hver aften i radioen. Nutidens mødre faldt i svime over Frank Sinatra; nu falder deres egne døtre i svime over Elvis. Man skal se det for at tro det.

Civic Auditorium var halvt fyldt. Bygningen syntes fjendtlig. En knægt mumlede surt: “92 procent af publikum er piger.” Det havde han ret i. Koncerten åbnede med Howard Fredric’s blæserorkester. “Hvis ikke noget andet gør, så tager bandet livet af ham,” gnæggede en dreng ved siden af mig. En sangerinde ved navn Paula Page inkasserede moderat bifald, mens en anden dreng råbte: “Hurra! Det er overstået!” Den lokale Paul Desmond varmede op med sang og komik, og de syngende Jordanaires fyrede endnu mere op under temperaturen.

Så kom Elvis!

Alt, hvad jeg husker, er torden og lynild. Tordenen af jublende unger og lynilden fra tusindvis af blitzer, da kameraerne gik amok.

I samfulde 70 minutter hørte jeg ikke ét ord af, hvad Elvis sagde eller sang. På grund af larmen fra publikum. Det var Lindberg fra Paris, VJ Day på Market St., voodoo-aften på Haiti. Det var fuldkommen øredøvende vildskab. Elvis gryntede, stønnede, growlede, rystede, vrikkede, vred sine knæ og kastede sin krop rundt. Han red ikke bare på sin berømmelse. Han gav de unge alt, hvad han havde i sig. Han svedte, han dansede, og han blev ved. Pigerne sprang op af stolene som stimer af laks, der griber efter maddingen. De vinkede med begge arme. De hvinede, uophørligt. Når Elvis på skrømt udviste lidenskab, gispede og sukkede de unge, mens de hvinede. Når han lo ad sine egne gestikulationer, lo de med og hujede, mens de hvinede.

Men faktisk var det her slet ikke Presley’s show. Det var teenagernes. Det var deres tur til at hyle og te sig tosset og nyde det. Elvis var bare undskyldningen for det. Da han burde være bukket under for udmattelse, lukkede Elvis showet med sin nationalsang, “Hound Dog.” Dét var klimakset. Dét var, da bygningen kollapsede. Dér blev jeg kureret for min influenza. Dét var chokbehandlingen. Synes jeg, det var for galt? Nej da! For de unge, der så ham, var det en dag, de aldrig kommer til at glemme; en dag, de vil komme til at fortælle deres børnebørn om, ligesom jeg allerede har gjort til mine.

Jeg har set mange spektakulære performere – Buffalo Bill, Caruso, Souza, Billy Sunday, Jolson, Schumann-Heink, the Marx Brothers, Kirsten Flagstad, Aimee Semple McPherson, Crosby, Sinatra, Lena Horne, Liberace – men aldrig har jeg været vidne til en sådan storm af begejstring som den, Elvis Presley genererede. Må han vare ved, og må han modnes med de teenagere, der idoliserer ham. Bing og Frank satser på ham. Det samme gør jeg.”


Videre til næste anekdote
Elvis i Næstved

error: Advarsel: Indholdet er beskyttet!