af Peter Krogh
San Francisco-avisen The Chronicle hoppede med på den positive Elvis-bølge i februar 1957. Man kørte en artikelserie om de to Lincoln Highschool-piger Donna Dickson og Nancy Laity og deres ihærdige forsøg på at møde Elvis. Efter at have sendt mindst 25 breve, fødselsdagskort, valentines-kort og telegrammer til Elvis, kontaktede de The Chronicle med en god historieide.”Vi synes The Cronicle er den bedste avis i San Francisco”, startede brevet til avisen. Ideen var at avisen skulle sponsorere en tur til to piger – Donna og Nancy selvfølgelig – som skulle rejse til Hollywood og interviewe Elvis. “… og det ville ikke koste jer ret meget at sende os til Hollywood. Vi vil ikke engang spise … og det vil spare mange penge, ” skrev pigerne.
The Chronicle købte ideen og sendte journalist Tom Mathews og en fotograf med til Hollywood, for at registrere pigernes eventyr, ligesom avisen også betalte turen for pigernes mødre, så der kunne blive holdt godt øje med de to unge fans..