Med knyttede næver
af Robert Lovmand Rasmussen
I oktober 1956 blev Elvis anholdt og sigtet for vold og gadeuorden i Memphis, efter at han havde været i klammeri med ejeren af en servicestation og en af dennes ansatte. Dagen efter blev han og de to andre fremstillet i retten – på det tidspunkt havde medierne fået nys om sagen og var massivt til stede.
Om begivenhederne sagde Elvis selv den 18. oktober 1956, dagen for episoden og anholdelsen, og dagen før hans fremstilling i retten:
“Denne dag vil jeg fortryde, så længe jeg lever. Der er sikkert mange, der har ventet på, at sådan noget som det her skulle ske. Det er ved at komme dertil, hvor jeg ikke engang kan forlade mit hjem, uden at der sker et eller andet.”
Elvis havde været involveret i et forholdsvis banalt håndgemæng, som næppe ville have været omtalt i selv ikke de lokale aviser, hvis ikke netop han havde været indblandet. Men det var han altså, så nu var det en nyhedshistorie på nationalt niveau. Et godt eksempel på, hvordan en enkelt hændelse i Elvis Presleys liv kunne ende med at få stor betydning for hans offentlige image.
Forløbet op til havde ellers været ganske harmløst. Elvis var netop vendt hjem til Memphis efter en fire-dages turné i Texas. Han havde en måned, hvor han kunne slappe af og lade op, før han til november igen skulle ud på landevejen. Mens han således var ude at køre i sin nye hvide Continental Mark II, som han netop havde købt i Miami, bemærkede han, at der var en lugt af benzin, og han holdt ind på en Gulf-tankstation på hjørnet af Gayoso og Second for at få sin udstødning tjekket. Da bilen var færdig, startede Elvis motoren for at køre væk igen. Men på det tidspunkt havde synet af den dyre bil og dens berømte fører tiltrukket en mindre menneskemængde. Da en gruppe unge piger kom hen, slukkede Elvis motoren og begyndte at skrive autografer. Hans bil holdt i vejen for, at andre kunder kunne komme til, og ejeren af tankstationen bad ham flytte bilen. Konfrontationen udviklede sig hurtigt til håndgemæng, men Elvis og ejeren havde hver sin version af, hvad der præcis var foregået.
Ifølge ejeren, Edd Hopper, bad denne tre gange og på en pæn måde Elvis om at flytte bilen: “Han sagde “ja ja, jeg kører nu,” sagde Hopper om Elvis, “men han kørte ikke. Vi vidste ikke, hvem han var, men jeg ville have bedt hvem som helst om at flytte sig. Den sidste gang, jeg bad ham flytte sig, begyndte han at stige ud af bilen, og jeg skubbede ham tilbage i bilen. Så røg han ud efter mig.” Elvis gav ham et knytnævneslag med sin højre hånd, så han fik en flænge på en halv tomme ved venstre øje. Hopper sagde, at nogen holdt hans arme fast, da Presleys slag ramte ham. Aubrey Brown, en ansat på tankstationen, kom da styrtende ud for at hjælpe sin chef, og Elvis slog også ud efter ham.
Ifølge Elvis havde Hopper bedt ham om at flytte sig, så de andre kunder kunne komme til, “men tre unge frøkener kom op og bad mig om en autograf.” Han sagde, at han var i færd med at give dem sin autograf, da Hopper gik i flæsket på ham ind gennem vinduet og sagde: “Jeg er ligeglad med, om du er Elvis Presley”. Og så, lød én af historierne i United Press, sprang Presley, en bredskuldret, velbygget mand på 21, som vel ville have været i let-sværvægtsklassen, hvis han havde tjent sine penge med boksehandsker på i stedet for med en guitar, ud af bilen og gav Hopper et knytnæveslag på kæben. I alt fem slag blev der uddelt, før to betjente fra Memphis, der havde stået på hjørnet, hastigt kom til og lagde sig imellem. Et vidne, Harvey Huff, fortalte betjentene, at Hopper havde “slået Presley i baghovedet.” Betjentene sagde også, at da de fik fat i Hopper, “var han i færd med at fremdrage en lille lommekniv.” Til forsvar for sine handlinger sagde Elvis på stedet: “Skældsord og den slags kan jeg tage, men når nogen slår mig, så er det en anden sag.”
Presley og Aubrey Brown – som erkendte, at Elvis “kun lige akkurat ramte mig på venstre øje” – kom derfra med småskrammer. Alle tre mænd blev anholdt og kørt til politistationen, hvor de blev arresteret på samme anklage. Da Elvis på stationen blev bedt om at oplyse sit navn, sagde han spøgefuldt: “Well, måske du hellere skulle notere mig som Carl Perkins”. Efter at alle tre havde betalt 52 dollars i kaution, blev de tilsagt at møde i retten dagen efter. Cirka en time efter slagsmålet ringede en journalist hjem til Elvis for at få en kommentar fra sangeren. Vernon Presley fortalte ham imidlertid, at hans søn var “omme i haven, han er ude at fodre muldyret.”
Dagen efter var ikke nogen typisk dag i byretten i Memphis. En journalist talte 207 kvindelige tilhørere i retten den formiddag, da Elvis mødte op. “De kom med taxa, med bil, ja sågar med lastbiler og lavede totalt trafikprop,” skrev United Press. “Der var teenagers, unge gifte kvinder, og endda nogle med babyer på armen.”
Mens de forsøgte at finde en ledig stol på tilhørerpladserne, hørte man én sige:
“Hvor er vores elskede Elvis? Hvis han får en bøde, betaler jeg den!”
Mens dommer Samuel Friedman tog sig af et par drukkenbolte, sludrede en jovial Elvis med fans og reportere ude på gangen. Så blev de tre mænd kaldt ind for at afgive forklaring. Efter at have idømt Hopper en bøde på 25 dollars og Brown en bøde på 15, gav dommeren dem begge en reprimande om ikke igen at tage loven i egen hånd. Derefter vendte han sig mod Presley. Da dommeren frikendte sangeren for begge anklager, udbrød der klapsalver i retslokalet. Dommeren, der ikke brød sig om den slags tilkendegivelser, udtalte: “Dette er en retssal, ikke et show!”‘
Dommeren henstillede til Elvis, at han fremover holdt sig ude af problemer med forretningsdrivende.
Før Presley fik lov at gå, gav dommer Friedman ham dette råd:
“I fremtiden bør De være opmærksom på, at De har et stort følge, og De bør altid samarbejde med forretningsdrivende for at undgå at skabe forstyrrelser.”
Elvis sagde, at det skulle han nok, og forlod retten, omgivet af en sværm af kvinder.
Elvis sagde, at han fortrød sine handlinger den dag ved tankstationen, men hændelsen gjorde ingen skade på hans rock’n’roll-image, tværtimod. Som én reporter sagde: “Rock-and-roll-feberens presseagent kunne ikke have opdigtet nogen bedre slutning på det manuskript.” Historien om Elvis’ slagsmål med et par tankpassere gjorde ham kun til en endnu større rebel i hans fans’ øjne. Hans modstandere, derimod, tog hændelsen som bevis for hans negative indflydelse på ungdommen. Det hele gav større afstand mellem hans tilhængere og hans modstandere, og Elvis fik endnu mere omtale. Det skulle heller ikke blive sidste gang, at Elvis kom i mediernes søgelys for slagsmål. I november var han involveret i en episode på en bar, hvor en jaloux ægtemand ville slås med ham. Der blev uddelt nogle slag, men ingen kom noget til. I marts 1957 trak han en pistol over for en ung marinesoldat, han var kommet op at toppes med over en pige i Memphis. Pistolen viste sig dog at være en attrap fra Hollywood, og Elvis skrev efterfølgende et brev til soldaten og undskyldte.
Kilde: www.elvispresleymusic.com
Note: Alle de steder, jeg har kunnet finde nogen detaljeret omtale af hændelsen, er beskrivelsen næsten ord for ord den samme, og det er den, jeg har bragt i dette opslag (i min oversættelse og redigeret til formålet). Mit gæt vil være, at den oprindelige tekst, der som sagt figurerer flere steder på nettet, i meget vid udstrækning bygger på presseomtalen i The New York Post og United Press, hvortil der er henvist i teksten.