af Tim Østerlund Toftegaard
Titlen på nærværende tema er naturligvis en stramning af virkeligheden eftersom Elvis Presley ikke besøgte Næstved i sit 42 år korte liv. Faktisk nåede han aldrig at sætte sine ”Blue Suede Shoes” i Danmark.
Bortset fra en tredages koncertturné i Canada i 1957 samt udstationeringen som soldat i Vesttyskland i 1958/60 (og et kort ophold i Paris under en orlov i 1959), forlod Elvis ikke USA. Når Elvis Presley alligevel kunne opleves i Næstved – endda med jævne mellemrum – foregik det på biografens lærred, hvor de mere end 30 spillefilm som han medvirkede i, kunne ses op gennem 1960’erne og 1970’erne.
Elvis Presley indledte sin filmkarriere med westernfilmen ”Love Me Tender”, som fik den danske titel ”Reno-brødrene”. Filmen havde amerikansk premiere i 1956, men nåede først premierebiograferne i Danmark to år senere. De danske biografer havde på daværende tidspunkt været igennem en langvarig filmblokade, som de amerikanske filmselskabers sammenslutning MPEA havde iværksat i 1955. Amerikanerne holdt de store film væk fra det danske marked, fordi de var utilfredse med den lave procentsats, som biograferne betalte for filmene.
Blokaden blev ophævet i 1958, men allerede i 1957 valgte en udbrydergruppe at acceptere den højere filmleje, så de atter kunne vise amerikanske film i deres biografer. En enkelt af Næstveds dengang fire biografer, Fønix Teatret på Slagelsevej, var en del af udbrydergruppen. Bruddet på filmblokaden skulle vise sig at have en gavnlig effekt for Fønix Teatret. Efter blokadens ophør fortsatte de store selskaber under MPEA trofast med at tilbyde deres største titler til biografen ved Susåen.
Fønix var førstevælger, når det gjaldt mange af de nye og store film fra Hollywood, inklusiv de nyeste film med Elvis, men det lykkedes også Kino i Jernbanegade at få premiere på enkelte af Elvis’ film gennem årene. Dette skyldtes at biografens daværende direktør, Tage Dahlerup, havde forbindelserne i orden. Han havde en fortid hos filmselskabet Metro Goldwyn Mayer’s danske afdeling, hvor han var ansat gennem mere end 30 år, og MGM var et af flere selskaber, som havde en filmkontrakt med Elvis.
Her i Næstved fik ”Reno-brødrene” lokal premiere fredag den 3. juli 1959 i Fønix Teatret. Filmen blev omtalt i Næstved Tidende dagen efter, men skribentens begejstring over Elvis’ debut på det Næstvedske biograflærred var til at overse. Under overskriften ”Wild West og hvad dertil hører” lød det blandt andet: “Det er Elvis Presleys første film, men man faar indtryk af at det er som rockn’roll sanger han er med og ikke som filmsskuespiller. Filmen, der virker noget kedelig, er som alle andre westerns fyldt med scener fra de storslaaede landskaber, men da den ikke er i farver, virker den noget forældet.”
Elvis ”left the building” og Næstved efter tre dage og seks visninger af ”Reno-brødrene”. Søndag den 5. juli blev filmen vist for sidste gang.
Rockkongens næste besøg i den sydsjællandske hovedstad strakte sig kun over to dage. Onsdag den 10. februar 1960 var der lokal premiere på Elvis’ tredje film ”Jailhouse Rock” med den danske undertitel ”Med knyttede næver”. Allerede aftenen efter skulle filmen pakkes sammen og sendes videre til næste by og biograf.
Elvis’ anden film ”Den Gyldne Guitar” blev hans tredje visit på det store lærred i Næstved, og det lokale biografpublikum kunne for første gang opleve rockkongen i farver. Filmen, der blev vist i Fønix Teatret i dagene 28. og 29. marts 1960, blev af biografen præsenteret med disse ord: “En musical-sensation, der ikke ligner nogen anden… Amerikas største grammofonstjerne Elvis Presley, der vækker forargelse og begejstring – døm selv!”
Herefter fortsatte filmene i en lind strøm i de efterfølgende år. Eksempelvis i 1963, hvor Fønix Teatret blændede op for ”Girls!, Girls!, Girls!” som blev akkompagneret af følgende linjer i Næstved Tidende: “Man ved, hvad der venter en, når man går til en Elvis Presley-film, masser af sang og musik leveret af fænomenet selv. Man kan mene, hvad man vil om Elvis Presley, men han har vitterlig indsunget nogle af de mest solgte plader i verden, og der er masser af unge, der stadig sværger til ham, selvom han snart er en gammel dreng på pophimlen. Hemmeligheden ved hans fortsatte popularitet er vel, at han i udpræget grad har forstået at at lægge sit program efter de øjeblikkelige krav.”
Senere samme år fulgte premieren på ”Kid Galahad” med denne lille appetitvækker fra Fønix Teatret: “Filmen og radioens populæreste stjerne! De hører ham dagligt – sé ham! De bliver slået ud af spænding og 6 nye træffere! Guld i stemmen og stål i næverne.”
Der var sjældent ros til Elvis-filmene, der blev regnet for letbenet underholdning som alle var skåret efter samme opskrift. Det fik på et tidspunkt en ansat på filmselskabet på Paramount Pictures til, ganske usentimentalt, at udtale at “vi kunne spare os titlerne og bare give dem numre. Der ville blive solgt lige så mange billetter.”
Eller som den Oscar-vindende producent Hal B. Wallis (”Casablanca” og ”True Grit” m.fl.) er citeret for at have sagt om de ti Elvis-film han producerede:
“Ingen af de film blev lavet af andet end kommercielle grunde. De skulle tjene penge, og det gjorde de.”
Ifølge Torbens Billes bog ”Den evige Elvis” fra 2002, lød opgørelsen på mere end 200 millioner dollars i omsætning ved Elvis’ død i 1977.
I samme bog leverer Torben Bille i øvrigt denne beskrivelse af Elvis’ mange film:
“Det var ikke dybt, og det var ikke påfaldende tomt. Det var trygt på samme måde som ”Far Til Fire” eller ”Det lille hus på prærien”, men mere sexet på den plisseret-tækkelige måde, der var tidens kropssprog. At gense filmene på video eller dvd er som at gense en verden, der aldrig har eksisteret, men som blev jomfrufødt i Hollywoods kulisser, igen og igen, næret af noget, der var mere livgivende end modermælk – profit. En slags Morten Korch uden kornmark, bondegård og slægtsdrama, men med masser karseklippet americana, serveret som en blanding af levendegjort tegneserie, præmatur ”Baywatch” (ingen silikone, men masser af strategisk vat i bh’erne og i drengenes badebukser), et Tupperwareparty og en tredjerangs musical.”
Undertegnede har altid haft en forkærlighed for Elvis-filmene. Jeg medgiver gerne at det ikke er stor filmkunst, men der er noget godt, trygt og hyggeligt over dem. Ingen er i tvivl om hvem der er de gode og hvem der ikke har helt rent mel i posen. Torben Billes sammenligning med ”Far Til Fire” og ”Det lille hus på prærien” er ikke helt skæv. Avisernes anmeldere var af en helt anden mening. De delte bestemt ikke min glæde over filmene. Det var mere reglen end undtagelsen, at der blev delt drøje hug ud, når der var premiere på en ny film med Elvis.
“Der findes film, der er så tåbelige, at man instinktmæssigt lader en halvdøs falde over sig, mens de står på. Billederne forhindres i at slå rod i bevidstheden, de glider smertefrit hen over lærredet mod slutningens befrielse. Den ny Elvis Presley-film, ”Kissin’ Cousins” egner sig glimrende til at overværes i denne særlige dvaletilstand,”
skrev Berlingske Tidende i 1964, mens Elvis fire år senere fik disse mindre flatterende ord med på vejen:
“Peter Tewksburry, der bl.a. lavede den seværdige komedie ”En søndag i New York”, har åbenbart haft besvær med den fedtglinsende frikadelle Elvis Presley. I hvert fald er det eneste morsomme i deres fælles western-farce ”Arizona Joe” scenerne uden den selvglade sanger, som for øvrigt heldigvis kun synger tre sange her.”
Uanset hvad de højtravende anmeldere mente om filmene og Elvis’ evner på det store lærred, var det danske biografpublikum glade for filmene, som af samme årsag blev omtalt som biografdirektørernes fryd.
Elvis havde selv et brændende ønske om at prøve sig af som seriøs skuespiller i stil med idolerne Marlon Brando og James Dean. Hans berygtede manager Oberst Tom Parker ville det dog anderledes og det blev som han ønskede!
“Jeg ville gerne være en mandlig Garbo (skuespillerinden Greta Garbo, red.) med hendes talent og personlighed og udstråling. Men jeg kender min plads som skuespiller. Jeg er blevet opfordret til at tage imod en rolle som psykopatisk gangster. Det skulle give mig et kunstnerisk gennembrud. Måske, men sæt nu jeg i stedet faldt igennem. Desuden kan jeg bedre lide film om sunde mennesker,”
blev Elvis citeret for i B.T. i 1966, mens hans ven og tidligere bodyguard Red West udtalte følgende til samme avis i 2011:
“Elvis havde én stor drøm. Han ville være seriøs skuespiller. Han ville enormt gerne prøve teater. Det var en stor frustration, at det aldrig blev til noget. Men Obersten havde andre planer, og Elvis kunne eller ville ikke sætte sig op imod ham.”
Elvis modtog en håndfuld gode tilbud om bærende roller, uden hverken sang eller dans, gennem årene. I 1958 blev han tilbudt roller i Robert Mitchum-filmen ”Kampen om smuglervejen” samt ”Lænken” med Sydney Poitier. I 1969 fik Elvis tilbud om at spille overfor Dustin Hoffman i ”Midnight Cowboy”, og i 1975 tilbød Barbra Streisand ham at spille med i filmen ”En stjerne fødes”. Fælles for disse tilbud var at Obersten afslog dem alle. Enten med ublu lønkrav eller som det var tilfældet med ”En stjerne fødes”, fordi Parker efter sigende ikke ønskede at Elvis’ navn skulle stå under Barbra Streisand på filmplakaten.
Elvis Presley medvirkede i 30 biograffilm fra ”Reno-brødrene” i 1956 til ”Ballade med piger” i 1969. Han kunne endvidere opleves i tv-filmen ”Change Of Habit” i 1969 og de to dokumentarfilm ”Elvis – That`s The Way It Is” og ”Elvis on Tour”, der havde dansk premiere i henholdsvis 1971 og 1973. ”Elvis – That`s The Way It Is” fik repremiere i 2002 i en ny redigeret og forlænget udgave.
John Carpenters film ”Elvis” med Kurt Russell i rollen som Elvis Presley fik dansk premiere i sommeren 1979. Filmen var egentlig produceret til amerikansk tv, men her i Danmark kunne den opleves i biografen. Filmen nåede til Næstved i efteråret 1979, hvor den kunne ses i Bio på Kattebjerg. Carpenters Golden Globe-nominerede film står fortsat som den bedste filmatisering af Presley nogensinde.
”This is Elvis” kom på plakaten to år senere. Filmen bestod af dokumentariske optagelser tilsat fiktion og ny indspillede optagelser. Den fik dansk biografpremiere i september 1981.
Elvis gæstede – som skrevet i de første linjer – aldrig Næstved. Men den sydsjællandske hovedstad har til gengæld haft besøg af nogle af de mange musikere som han arbejdede sammen med gennem karrieren. Dette er takket være den hollandske forfatter og koncertarrangør Arjan Deelen, som er bosat i byen. Han har arrangeret europæiske koncerter med Elvis’ originale musikere i flere år, og det er enkelte gange lykkedes at få dem til Næstved i samarbejde med det lokale spillested Vershuset.
I 2013 og igen i 2014 lagde Vershuset scene til Duke Bardwell, som var fast bassist i Elvis’ band gennem hele 181 koncerter i 1974-75. Han medvirkede desuden på livealbummet ”Elvis – Recorded Live on Stage in Memphis” fra 1974 og studiealbummet ”Today” fra 1975. Ved samme koncerter spillede trommeslageren Jerome “Stump” Monroe, der var tilknyttet Elvis’ backingband som afløser for den faste trommeslager Ronnie Tutt. Jerome Monroe passede trommerne ved tre koncerter i 1971, 1975 og 1977. I forbindelse med koncerten i 2014 fik Næstved desuden besøg af Dick Grob, der fortalte om sin tid som bodyguard og sikkerhedschef for Elvis i årene 1967-1977.
Trommeslageren Bob Lanning og percussionisten Eddie Graham gæstede Næstved i marts 2017. Lanning sad bag trommerne ved mere end 60 Elvis-koncerter i begyndelsen af 1970’erne og medvirker desuden på livealbummet ”On Stage” fra 1970. Graham spillede næsten 200 koncerter med Elvis og kan desuden ses i koncertfilmen ”Elvis – That’s The Way It Is”.
Kilder: NæstvedArkiverne, Næstved Tidende (Sjællandske), Ugebladet Næstved, Næstved Bladet, Vershuset, Berlingske Tidende, B.T., Magasinet Elvis News, Memphismansion.dk, Altomelvis.dk, Wikipedia samt bøgerne ”Den evige Elvis” af Torben Bille og ”Being Elvis: Et ensomt liv” af Ray Connolly.
Denne artikel er oprindeligt udgivet på Næstveds Biografer.dk, og er gengivet her på Alt om Elvis med forfatterens tilladelse.