I 1973 arrangerede den engelske Elvis-fanklub på andet år en tur til USA med bl.a. mulighed for at se nogle Elvis-koncerter i Las Vegas. Vi var omkring 200 deltagere, der ankom til Las Vegas i slutningen af august. Elvis optrådte på Hilton Hotel (Filmen ”ELVIS – That’s The Way It Is” fra 1970 er optaget samme sted – på det tidspunkt hed stedet International Hotel). Ingen af os boede på hotellet, men på billigere moteller i nærheden.

Inden vi nåede koncertsalen var vi gået igennem et stort område i hotellet med spillemaskiner og rouletter. Jeg spillede ikke og betalte heller ikke for at komme ind i koncertsalen, der også fungerede som restaurant og kunne rumme lidt over 4.000 gæster. Man skulle dog bestille for minimum $10, så jeg købte en flaske champagne til $11.

Den første koncert, jeg var til, må være dinner-showet, torsdag den 30. august. Da Elvis kom ind på scenen, var det underligt efter så mange år endelig at se ham i virkeligheden. Jeg husker især sangen ”How Great Thou Art”, hvor hans stemme lød om muligt endnu bedre, end på studieoptagelsen, jeg var vant til på plade.

Elvis’ stemme kom fra en Electro-Voice Sentry IV-hornhøjtaler, der hang i midten over scenen. I det hele taget var lydkvaliteten fremragende. Man kunne ikke høre at Elvis’ stemme kom fra en højtaler. Lydstyrken var heller ikke så kraftig, at der opstod forvrængning i ørerne. Rummet havde med sine tykke tæpper og polstrede stole en meget fin akustik. Jeg sad ca. 20 m fra scenen midt i salen, og med mit falkeblik kunne jeg tydeligt se ham.

Det var lidt uvirkeligt, en nydelse og tiden gik alt for hurtigt. Det var ca. 8½ måned efter det satellittransmitterede show fra Oahu, Hawaii. Jeg overværede i løbet af de næste par dage yderligere to koncerter med Elvis; ved den ene sad jeg på balkon, hvor lyden ikke var optimal uden dog at være katastrofal dårlig. Jeg ved med sikkerhed at den ene koncert var midnat-showet mandag den 3. september, der var den sidste koncert i den månedlange ”Elvis Summer Festival” på Hilton, der var startet mandag den 6. august.

Det var lidt sensationelt for en dansker at tage til en Elvis-koncert på det tidspunkt. Jeg var 24 år. Der kom en artikel om det i Vi Unge. Danmarks Radio henvendte sig, og jeg var i radioen og fortælle om oplevelsen. Jeg frydes stadig over oplevelserne i 1973.