Af Peter Krogh
Da jeg som teenager skulle med hjem og besøge en kæreste´s forældre for første gang, fik jeg mig noget af en overraskelse. Eftersom jeg havde interesseret mig for musik siden 7-års alderen, faldt snakken hurtigt på musik og Elvis. Pigen´s far, en sort gut fra Pittsburg, mødte mit største idol med ordene ”Elvis ?? That racist !!”. Overrasket og uden nogen form for forsvar blev ordene hos mig i mange år. Heldigvis er dette blev tilbagevist mange gange siden. Forleden faldt jeg over en artikel på nettet, skrevet af den sorte journalist Todd William ”Why I Stopped Hating Elvis Presley”. Hermed oversat af undertegnede.
WHY I STOPPED HATING ELVIS PRESLEY
Elvis Presley er nok den mest polariserende figur i det 20. århundredes populærmusik. For mange mennesker, er han “The King”, et ikon fra rock ‘n’ roll´s begyndelse, der repræsenterede en generation af unge som var klar til at smide de seksuelle og racemæssige lænker fra de tidligere årtier. For andre, er han en hul kultur-kopist, en overvurderede musikalsk charlatan, der profiterede af musik andre havde lavet før ham.
Kigger man på mandens karriere, er der argumenter for begge dele. Men hvis du graver lidt dybere, du begynder at indse, at begge disse “Elvises” er en smule overdrevet – der er variationer over denne musikalsk superstjerne.
Da jeg voksede op, mødte mine nærmeste Elvis Presley med væmmelse. Den mildeste kritik jeg har hørt om Elvis var, at han “stjal de sorte folks musik.” The hårdeste kritik jeg hørte, var, at han var en åbenlys racist, der følte, at alt hvad en sort mand kunne gøre for ham var, som han skulle have udtalt “pudse mine sko eller købe min plader”. Jeg hørte dette fra flere familiemedlemmer og tilfældige bekendte – en holdning, der blev udødeliggjort i Public Enemy klassiske single” Fight The Power” ”….Elvis was no hero. And he certainly meant shit to me”
Jeg kiggede på hvide´s besættelse af Elvis, og jeg betragtede det som racistiske præference for sort musik uden et sort ansigt. Selvom jeg i 1960’erne fan af flere grupper fra The British Invasion, var en del af beundringen at Beatles, Stones, og The Who at de åbent erkendte de sortes indflydelse i deres musik. Imodsætning til Elvis Presley.
Men det var først en del år senere, at jeg virkelig blev klogere på Elvis og hans indflydelse. Jeg arbejdede på en artikel om hans formodede racisme og racistiske arv, som jeg prøvede at finde bevis for.
Du kan ikke forestille dig min overraskelse blev…
Jeg lærte, at den berygtede “shine mine sko”-udtalelse aldrig er blevet bekræftet, og at rygtet var opstået fra en 50’erne tabloidjournalist fra Boston kaldet Sepia. På det tidspunkt Elvis angiveligt kom med denne ”udtalelse”, gav han også et interview med Jet Magazine(ja, det sort-ejede Jet magazine), hvor han åbent talte om oprindelsen af rock ‘n’ roll som sort musik. “Jeg har aldrig sagt sådan, og folk som kender mig, ved, at jeg ikke ville have sagt det,” sagde han til Jet. “En masse mennesker synes at mene, jeg startede rock´n´roll. Men rock ‘n’ roll har været her i lang tid. Længe før jeg begyndte. Ingen kan synge den slags musik som farvede mennesker. Lad os se det i øjnene: Jeg kan ikke synge som Fats Domino kan. Og det jeg ved godt. ”
Jeg fandt citater fra betydningsfulde sorte musikere og berømtheder, som beskrev Elvis med stor respekt og kærlighed. James Brown sagde, “Jeg var ikke bare en fan, jeg var hans bror.” BB King var også tæt på Presley hele sit liv og Ike Turner lod efter sigende Elvis slæbe bandets gear i de tidlige 50ér og hævdede han var den første mand til at sætte Elvis på en scene. Muhammad Ali, der mødte Elvis selvom han trænede til en kamp mod Joe Frazier, sagde, “Elvis var min nær personlig ven. Jeg beundrer ingen, men Elvis Presley var den sødeste, mest ydmyge og venlige mand, jeg har mødt. ”
Selvom kunstnere som Fats Domino, Big Joe Turner og Jackie Brenston havde indspillet rock ‘n’ roll længe før Elvis, bliver billedet af en en ”hvid kultur tyv som stjæler sort musik” noget overdrevet. Jeg havde altid fået at vide at rock ‘n’ roll var sort musik indtil denne hvide fyr kom på banen. Men Elvis var ikke den første hvide mand til at synge rock ‘n’ roll; Bill Haley var på hitlisten to år inden nogen havde hørt om Elvis. Jeg troede også ikoner som Chuck Berry, Little Richard og Bo Diddley havde sat deres præg på rock´n´roll inden Elvis “stjal” deres musik – Men Elvis første single, “That´s All Right” var et år før Chuck første (“Maybelline”), Diddley første (“Bo Diddley”), eller Richard gennembrud (“. Tutti Frutti”) Selvfølgelig ville det være naivt og hovedløs at foregive, at Elvis´ ”farve” ikke gjorde vejen til stjernestatus meget kortere for ham i 1950’erne´s USA. Men det var ikke bare hans race, der gjorde ham populær. Elvis var en flot dreng. Chuck Berry var tredive år og sang til teenagepiger. Det var usandsynligt at han skulle blive teenage-idol i 1956. Little Richard s flamboiante stil; og Bill Haley, som mere lignede en matematiklærer var ligeså usandsynlige teen-age idoler. Elvis havde udseende og karisma ud over det sædvanlige – og så var han en ung hvid fyr. Er det blasfemi at kalde ham “The King” af en genre, han ikke selv opfandt ? Jeg tror ikke, Michael Jackson opfandt popmusik; og jeg tror ikke, Aretha Franklin opfandt soul. Så har de vel heller ikke krav på royale titler ?
At Elvis havde et meget større hit med “Hound Dog” i forhold til den oprindelige sanger, Big Mama Thornton, er også ofte nævnt som bevis på hans fordel ved at have et hvidt ansigt. Men i 1950’erne, blev hit-sange indspillet af flere kunstnere; og mens der var mange åbenlyse eksempler på “hvide vask” af sorte hits for hvide målgrupper (se: Pat Boone), var det ikke en selvfølge at den hvide kunstner ville få et større hit end den sorte version. “Blueberry Hill” anses af mange for at være et Fats Domino-hit, men det var blevet skrevet af Vincent Rose som var hvis og indspillet af flere kunstnere inden Domino´s langt mere kendte 1956-versionen. Så der er langt flere nuancer i diskussionen om ”hvem-optog-hvad-først” end mange gerne overveje.
Jeg gik i flere år i den tro at Otis Blackwell, som skrev mange af Elvis tidlige hits, døde fattig. I høj grad, fordi han var snydt finansielt af den forbryderiske Presley. Men Blackwell modtog royalties i årevis, og var på et tidspunkt temmelig velhavende på grund af disse royalties. Han døde i 2002 og kæmpede de sidst år en del med økonomien, men det var mest på grund af skattemæssige spørgsmål og års alkoholisme – ingen af delene havde noget at gøre med Elvis.
Ideen om at Elvis var en ikonisk oprørsleder i spidsen for en ny tidsalder, er også åbenlyst forkert. Elvis higede accept fra den ældre etablerede generation. Hans oprør var for det meste i hjerter og sind af hans publikum, og slet ikke i den hensigt Presley selv ønskede. Han ønskede at lave musik, og reagerede med et ærgrelses suk, når talen faldt på foragt fra de ældre generation på grund af den seksuelt ladede “race” musik Elvis indspillede. Det knuste ham at blive undsagt af folk som bla. Frank Sinatra. Dette behov for accept var hvad der førte Elvis væk fra hans R&B / rock & roll lyd og i en retning af popmusik op gennem 60’erne.
Han kom også på kant med den næste generation; en generation, der eksisterede hovedsagelig på grund af ham. Han hånede nedladende de nye rockgrupper under hans 1969 comeback special. Ligesom han skrevet det berømte brev til Richard Nixon med ønsket om at blive “Federal Agent At-Large” i kampen mod narkotika, og han begræd den indflydelse grupper som The Beatles havde på den yngre generation.
Elvis vil til hver en tid være en kilde til diskution. Hans musikalske arv er noget af det største i vores historie; det øjeblik, hvor sort musik, folkelighed og kultur blev den drivende kraft, i hvordan den amerikanske ungdom så sig selv. Det der var begyndt med jazz så langt tilbage som 20’erne var ved slutningen af 1950’erne så stort at det ikke kunne benægtes. Dette er en af grundene til modstanden fra den hvide befolkning. Men, som mange fans har observeret er den 35. årsdag for Elvis´s død, for vigtigt til at ignorere “The King of Rock ‘n’ Roll”, og lad os i stedet se på virkeligheden i hvem han var som en mand og hviken kæmpe musikalsk figur han var. Før vi begynder at rive ham ned eller bygge ham op.