Biografi
Tekst: Henrik Busborg, layout: Allan Tychsen, billeder: Peter Krogh.
Stor tak til Peter Borberg for kreative indspark.
Historien om Elvis er fortalt mange gange, både i den polerede udgave og i den mindre pæne udgave. Herunder finder du vores forsøg på at skrive en biografi om Elvis’ liv, med en kritisk tilgang til emnet, uden hverken at forgude eller nedlade ham og hans historie. Det er blevet en ærlig og jordnær fortælling om personen Elvis, lige fra hans barndom til hans alt ødelæggende misbrug, der desværre ender med hans alt for tidlige død. Samtidig har vi flettet vigtige historiske amerikanske begivenheder ind i fortællingen, så man får et bedre perspektiv på samtiden. Biografien er skrevet ved hjælp af de mest pålidelige kilder der findes i dag, hvoraf de fleste dog kun er udgivet på engelsk. Vi giver dig her muligheden for at læse Elvis’ historie på dansk. Find kildeoversigten i bunden af denne side.
Vi har valgt at dele biografien op i årstal, så den bliver mere overskuelig at læse, og man hurtigt kan læse om et enkelt årstal, hvis man har brug for det. Under de fleste årstal finder du links til andre steder på hjemmesiden, hvor du kan læse meget mere om emnet. Alle links på denne side åbner i et nyt vindue, så du nemt kan vende tilbage til biografien, hvor du slap den. Desuden er denne side ikke omfattet af vores copy/paste sikring. Du har derfor mulighed for at kopiere uddrag af teksten til fx skoleopgaver eller lign. Dog kun med tydelig kildeangivelse til altomelvis.dk
1935-1936
Elvis Aron Presley bliver født d. 8. januar 1935 i et lille hus i den østlige del af Tupelo, Mississippi. At kalde adressen på Old Saltillo Road ”et lille hus” er nok en tilsnigelse. Der er nærmere tale om et skur. En lille to-værelsesbebyggelse uden hverken elektricitet eller rindende vand. Det er standarden i området, for her bor typisk lavindkomstfamilier. På 306 Old Saltillo Road bor den 18-årige Vernon Elvis Presley med sin fire år ældre kone, Gladys Love Presley (født Smith). Parret har lånt $180 til materialer af den lokale farmer, Orville Bean, som Vernon arbejder for. Med familiens hjælp har ægteparret fået bygget hjemmet, der står færdig i december 1934 kort før Gladys’ termin.
Fødslen bliver en traumatisk oplevelse. I forvejen har graviditeten været kompliceret. Gladys har i den sidste periode måttet opgive sit job på den lokale tøjfabrik, men ingen i den lille dagligstue, der også fungerer som soveværelse, har kunnet forudse den rutsjebanetur af sorg og glæde, som natten vil bringe. Gladys tilses af jordemoderen, Edna Martin, samt Vernons mor, Minnie Mae og en anden kvinde. Midt på natten må kvinderne konstatere, at fødslen ikke forløber som ventet. De tilkalder derfor den lokale læge, William Robert Hunt. Ud på natten går fødslen i gang, men omkring klokken fire om morgenen må Dr. Hunt med sorg meddele, at Gladys har født en dødfødt dreng. Bare 35 minutter senere føder Gladys endnu en dreng. Han er i live. Den dødfødte storebror får navnet Jesse Garon Presley – Jesse efter Vernons far. Han bliver senere begravet i de ukendtes grav på Priceville Cemetery lidt syd for hjemmet. Lillebror får navnet Elvis Aron Presley – med fornavn efter fars mellemnavn – og mor Gladys bliver bragt til hospitalet, hvor de kommer sig oven på den hårde fødsel. Regningen for hospitalsopholdet betales af de sociale myndigheder, da de nybagte forældre på ingen måde har råd til uforudsete udgifter. Den dødfødte tvillingebror skal med tiden få sit helt eget kapitel i historien om Elvis, myten om broderens betydning er omgærdet med rygter og mystik.
Det kan godt være, at området omkring Old Saltillo Road ikke hører til byens mest attraktive, til gengæld er det tæt på familien. Bedsteforældre, tanter, onkler, fætre og kusiner bor i nabolaget, og der er altid hjælp at hente. Og det kan være nødvendigt, for Elvis vokser op under fattige kår, der skal komme til at præge ham resten af livet. Til gengæld er hjemmet fuld af omsorg. Især fra mor Gladys, som forguder sit eneste barn. Hun er i det hele taget lyset i det lille hjem. Det er hendes smittende humør, som Elvis læner sig op ad. Far Vernon er nærmest hendes modsætning; stille og ind imellem tvær. Måske er det bekymringerne over at skulle brødføde familien, der tynger ham. Wall Street-krakket i 1929 har kastet USA ud i en gigantisk økonomisk krise, og følgerne kan mærkes langt ind i 1930’erne. Arbejdsløsheden er stor, og Vernon ernærer sig med skiftende jobs som mælkemand, tømrer, lastbilchauffør og landarbejder.
1937-1939
I slutningen af 1937 ændres omstændighederne i den lille familie dog dramatisk. Vernon sælger, sammen med Gladys’ bror, Travis og en mand ved navn Luther Gable en orne til Orville Bean, den landmand, der i sin tid lånte Gladys og Vernon penge til deres hus. De modtager en check på $4 for ornen. De tre mænd beslutter sig dog for at ændre på checkens beløb, men bliver opdaget og anholdt. Hverken Vernon eller Travis har råd til at betale den kaution på $500, som retten stiller. Dermed er Vernon sørgeligt fraværende i familien, mens han afventer rettens dom. Den falder i maj 1938. Vernon og Travis bliver idømt tre års fængsel, og selv om Vernon allerede prøveløslades i starten af 1939, har hans fravær sat sine spor. Først og fremmest økonomisk. Gladys og Elvis er under Vernons fængselsophold været nødt til at flytte ind hos familie, da der ikke har været råd til at betale afdragene på huslånet. Hele situationen gør, at Gladys udvikler et nervøst sind. Hun bekymrer sig konstant om økonomien, men først og fremmest om, hvordan det skal gå lille Elvis.
Vernon får eftergivet resten af sin straf, og det lykkedes ham at få et job som tømrer i et af præsident Roosevelts mange New Deal-projekter, der har til formål at sparke gang i den amerikanske økonomi efter Wall Street-krakket. Den månedlige løn på $52 falder på et tørt sted. Vernon får endda mulighed at låne penge en bil, som dog hurtigt bliver inddraget af banken, da han ikke er i stand til at overholde de aftalte afdrag.
Mens anden verdenskrig melder sin ankomst i Europa, kæmper familien Presley sig gennem hverdagen. Det er på alle måder en hverdag, hvor den lille familie hutler sig igennem. I lokalsamfundet er Gladys, Vernon og Elvis nok som de fleste andre. Selv om de som oftest holder sig for sig selv, er de altid i kirke og hjælper gerne til, når der er brug for det. Vernon ser sig selv som ufaglært arbejder, mens Gladys har større forhåbninger for lille Elvis. Hun håber, at han en dag vil kunne få en studentereksamen.
1940-1945
Vernons ansættelse i regeringens projekt ophører i slutningen af 1940. Familien har i en periode boet i Pascagoula tæt på Biloxi ved den Mexicanske Golf, men har fået hjemve og er flyttet tilbage til Tupelo i et lejet hus på Maple Street 510½. Endnu en gang er det lykkedes Vernon at købe bil – først en 1930 Chevrolet truck og senere en brugt 1932 Chevrolet Coupe – dens $85-pris afdraget med $5 om måneden. Mange år senere beretter Elvis, hvordan familien lørdag aftener samledes om en radio, der var tilsluttet bilernes batteri. Sammen lytter de til det populære radio-show the Grand Ole Opry. Showet sendes fra Nashville og er udelukkende countrymusik. Sammen med gospelmusikken fra de ugentlige gudstjenester i kirken, bliver det de første musikalske input i en lille dreng, der få år senere skal sætte en hel verdens teenagehjerner og -hjerter i brand.
I efteråret 1941 starter den 6-årige Elvis i skole. Få måneder senere vil et japansk angreb på Pearl Harbor trække USA med ind i anden verdenskrig, men for en lille dreng er sådan noget voksensnak. Han har mere travlt med at finde sin plads i hierarkiet i første klasse på East Tupelo Consolidated School på Lake Street – en skole med 700 elever fordelt på 12 klassetrin. Hver eneste dag går Gladys og Elvis hånd i hånd, når husstandens yngste skal i skole. Imens har Vernon skiftende jobs, som oftest ligger i længere afstand fra hjemmet. I en periode får han arbejde i Memphis og er kun hjemme i weekenderne. Det forstærker blot båndet mellem mor og søn, der er så tætte, at de har udviklet deres helt eget babyagtige sprog. I skolen udmærker Elvis sig ikke synderligt. Han er en gennemsnitlig elev, men er til gengæld sød og velopdragen. Gladys indprenter ham igen og igen, at han en dag vil blive til noget stort, og at han har fået dobbelt så mange kvaliteter som andre børn, da tvillingebror Jessies evner er gået til Elvis.
Imens kæmper Vernon for at tjene til dagen og vejen. Han har skiftende jobs som alt fra bygningsarbejder til en ansættelse på Pepsi Colas tapperi i Tupelo. Selv om Vernon ofte tager overarbejde, må familien lejlighedsvis låne penge i banken for at få enderne til at nå sammen. Årsindtægten for 1943 opgives til skattemyndighederne som $1,232,88. Godt nok beslaglægger huslejen en tredjedel af lønnen, men for første gang i umindelige tider har familien Presley mulighed for at lægge de alvorligste økonomiske bekymringer lidt på hylden.
I august 1945 kaster amerikanske bombefly atombomber over japanske Hiroshima og Nagasaki, og inden længe er anden verdenskrig formelt slut. På dette tidspunkt flytter familien Presley igen. Denne gang til Berry Street. Vernon har sparet penge nok sammen til udbetalingen på $200 på et fireværelses hus, som han køber af Orville Bean, den landmand, hvis check fik Vernon en tur i fængsel. Husets pris på $2,000 afdrages med $30 om måneden plus seks procent i rente.
I skolen har den nu 10-årige Elvis vovet sig på scenen til den daglige morgensang. Han fremfører ”Old Shep”, en trist ballade om en dreng og hans hund. Elvis’ lærer, Oleta Grimes, er så imponeret af den unge elevs evner, at hun tager ham med til skolens inspektør, Mr. Cole. Han tilmelder Elvis til femteklassernes talentkonkurrence ved den årlige Children’s Day ved Mississippi-Alabama Fair and Dairy Show, som skal løbe af stablen på the Fairgrounds i det centrale Tupelo. Her optræder Elvis igen med ”Old Shep”, hvilket ifølge hans egen hukommelse indbringer ham en femteplads og en præmie på en stak fribilletter til pladsens forlystelser. Den begivenhedsrige dag slutter – igen ifølge Elvis’ egen erindring – med en endefuld fra mor Gladys. Vist nok fordi den unge talentspire havde kastet sig ud i en af pladsens mere farlige forlystelser.
1946-1948
Elvis fylder 11 år. Han ønsker sig en cykel til sin fødselsdag, men får i stedet en guitar. Om årsagen er, at cyklen er for dyr, eller det faktum, at mor Gladys ikke bryder sig om at sende sit eneste barn ud i den farlige trafik på to hjul, står hen i det uvisse. En guitar bliver i hvert fald købt i Tupelo Hardware Store, og lidt efter lidt lærer Elvis at spille. Hans onkel Johnny Smith og pastor Frank Smith fra den lokale kirke er behjælpelige med gode råd til at sætte fingrene korrekt.
På boligfronten er familien Presley igen flyttet. Der er ikke penge nok til at passe de månedlige afdrag på huset i Berry Street, og næste stop bliver Commerce Street og dernæst Mulberry Alley og endnu et skur af et hus. Det er et alvorligt trin ned ad den sociale rangstige. Mulberry Alley ligger lige overfor ”Shake Rag”, kvarteret, hvor Tupelos farvede indbyggere bor. Familien Presley er igen på samfundets bund.
I efteråret 1946 skifter Elvis skole. Han starter i 6. klasse på Milam Junior High School. Elvis er på mange måder udenfor. På klassens årlige billede poserer Elvis som den eneste i overalls, men det er ikke kun udseendet. Klassekammeraterne beskriver ham senere som en enspænder, der ikke rigtigt passer ind, men husker samtidig hans kærlighed til musikken. Den henter Elvis fortsat inspiration til i kirken og fra country-musikken i radioen.
De første efterkrigsår er virkelig en rodløs tid på boligfronten for familien Presley. I efteråret 1947 hedder adressen 1010 North Green Street. Selv om huset er ”for hvide”, ligger det i et nabolag primært beboet at farvede. At der overhovedet er råd til at flytte, skyldes nok, at mor Gladys har fået arbejde på Mid-South Laundry.
Elvis fortsætter på Milam Junior High, hvor guitaren jævnligt bliver bragt med i skole. Elvis spiller, så godt han kan, de sange, han har hørt derhjemme eller i radioen. Det er ikke alle, som bryder sig om musikken, og i sensommeren 1948 tager nogle ældre drenge guitaren fra Elvis og klipper strengene over. Klassekammeraterne synes, at det er synd for Elvis og samler penge ind til et nyt sæt strenge. Det er godt det samme, for hjemme hos familien Presley er det sværere og sværere at få penge til at slå til. Snakken om endnu en flytning har stået på et stykke tid. Den 6. november 1948 pakker familien Presley deres få ejendele i en 1937-Plymouth og sætter kurs mod nordvest med et skrøbeligt håb om en bedre fremtid. Næste stop er Memphis, Tennessee.
1948-1950
Flytningen til Memphis er noget af en omvæltning for den snart 14-årige Elvis. Byen er væsentligt større end Tupelo. Det samme er Humes High School, hvor Elvis omgående bliver indskrevet i 8. klasse.
Familien Presley flytter til at starte med ind i et pensionat på 370 Washington Street. Huslejen er $11 om ugen. Vernon har fået arbejde hos Precision Tool, hvor Gladys’ brødre Travis og Johnny også arbejder. Det varer dog ikke længe, før familiens overhoved igen rykker de arbejdsmæssige rødder op og får job hos United Paint Company. Når Vernon lægger ekstra timer oven i sin 45-timers arbejdsuge, kan han lige nøjagtig hente en ugeløn på lidt over $40 hjem. Der er ikke megen luft i økonomien. Midt på året i 1949 flytter familien til adressen 572 Poplar. Igen er det et pensionat, og selv om huslejen er en smule billigere, så er det ikke ideelt. Vernon ansøger derfor om en lejlighed i et socialt boligbyggeri. Da Miss Richardson fra Memphis Housing Authority besøger familien Presley, kan hun konstatere, at familien deler bad med de andre på gangen, at der laves mad på en varmeplade, og at familiens eneste barn er ”en sød dreng”. Samtidig opfylder familien Presleys økonomi på alle måder kravene for optagelse i kommunens byggeri. Sidst i september kan familien Presley derfor flytte ind i en toværelses lejlighed i Memphis Housing Authority’s projekt Lauderdale Courts. Adressen er 185 Winchester Street. Her bliver lejlighed 328 den 14-årige Elvis’ nye hjem. Huslejen er på $35 om måneden og retten til at blive boende betinget af, at husstandens samlede indkomst ikke overstiger $2,500 om året. Selv om Gladys arbejder deltid hos Fashion Curtains, er der dog ingen fare for, at grænsen nås. Dermed bliver Lauderdale Courts endelig den stabile ramme, som familien Presley har længtes efter. De skal ende med at blive boende her i fem år.
På Humes High School er Elvis en gennemsnitlig elev, der på mange måder går under radaren. Han er dog en flink dreng og får hurtigt nye venner. Interessen for musikken er usvækket, og guitaren er fortsat hans trofaste følgesvend, selv om den ikke længere bliver taget med i skole. Derfor er det noget af et nederlag, da Elvis i ottende klasse får den gennemsnitlige karakter C i musik. Elvis mener, at det er uretfærdigt, og at musiklærerinden, Miss Marmann, udelukkende har givet ham karakteren, fordi hun ikke kan lide hans musiksmag. Det får Elvis til at tage guitaren med i skole. Her spiller og synger han Fairley Holdens hit ”Keep Them Cold Icy Fingers Off of Me” for musiklærerinden. Og Elvis har ret, det er ikke Miss Marmanns smag, og karakteren ændres der ikke ved. Guitarfærdighederne er ret beset gennemsnitlige, men lysten til at blive bedre er stor. Gladys får kontakt til en dame, hvis søn, Jesse Lee Denson, modvilligt indvilliger i at undervise Elvis, der suger til sig. Drømmen om at blive noget ved musikken vokser sig nemlig større og større i den unge Elvis.
1951
Det er en fornuftig periode for familien Presley. Der er stabilitet på boligfronten, og 16-årige Elvis har af flere omgange bidraget til husstandens indkomst. Først som billetkontrollør i biografen Loew’s State Theatre og i sommeren 1951 med et job på Precision Tool, hvor onklerne Travis og Johnny tidligere havde fået Vernon ind. Resultatet af den ekstra indtægt er håndgribeligt. Der bliver indkøbt et fjernsyn, og Elvis’ farmor, Minnie Mae, flytter ind i lejligheden på Lauderdale Courts. Hendes ægteskab med farfar Jessie har længe knirket. Efter sommerjobbet hos Precision Tool er Elvis tilbage som billetkontrollør i biografen, men han bliver fyret, da han kommer i slagsmål med en anden kontrollør. Det er som om, den stille og generte dreng er på vej ud af sin puppe.
I skolen lægger både lærerne og de andre studerende også mere mærke til Elvis. Elvis forsøger at gro bakkenbarter, og det halvlange hår bliver redt tilbage, mens det passes og plejes med vaseline og rosenolie. En del af Elvis’ indtægt bliver brugt på en udskiftning af den mindre moderigtige garderobe. Det er i sandhed en forvandling, der er til at få øje på.
Den nyvundne selvtillid lider et knæk, da Elvis går til udtagelse hos Humes High Schools football-hold. Det er et modigt skridt. Dels er Elvis en spinkelt bygget 16-årig knægt, og samtidig er det netop fodbolddrengene, der tidligere har været på nakken af Elvis. Historien vil vide, at de andre drenge truer Elvis til at klippe sit halvlange hår kort. En af fyrene fra holdet, den et år yngre Red West, holder hånden over Elvis. Det bliver starten på et venskab, hvor Red West af flere omgange får afgørende betydning i historien om Elvis. Skaden er dog sket. Træneren kan ikke have uro på holdet og smider som konsekvens Elvis ud.
Da efteråret kommer, får Gladys arbejde som sygehjælper på St. Joseph’s Hospital, der ligger bare en kort gåtur fra hjemmet. Det er en klar forbedring. Hendes sidste job var som servitrice på et cafeteria. Og så er lønnen hele $4 om dagen i den seks dage lange arbejdsuge. Gladys er stolt og glad. Også over Elvis, der i løbet af året har taget kørekort. Den lille, forsagte dreng er ved at blive en voksen mand.
1952
Allerede i begyndelsen af året må Gladys stoppe som sygehjælper på St. Joseph’s Hospital. Familiens samlede indkomst overstiger grænsen for husstande i det sociale boligbyggeri på Lauderdale Courts. Vernon sender et brev til Memphis Housing Authority, hvor han forklarer, at han har været ude af stand til at arbejde i en periode på grund af en dårlig ryg. Han forklarer også, at Gladys ikke længere arbejder. Det resulterer i en ny lejeaftale. Huslejen er nu på $43 om måneden, mens den øvre grænse for husstandens indkomst hæves til $3,000.
Elvis får endnu en gang arbejde på Loew’s State Theatre. Denne gang holder det fem uger. Endnu en gang bliver han fyret for et skænderi med en anden billetkontrollør. Det er et plaster på såret, da Vernon i sommeren 1951 køber en 1941 Lincoln. Vernon fortæller Elvis, at han må få bilen. I realiteten er bilen dog familiens, men Elvis stiger pludselig i anseelse i vennekredsen.
Fritiden tilbringer Elvis for en stor del i drømmeland. Der drømmes, når han længselsfuldt stirrer ind ad vinduerne hos Lansky’s, en tøjforretning ejet af brødrene Guy og Bernard Lansky. De to brødre lægger mærke til den høflige, unge mand, der på ingen måde ligner en, der har råd til at handle i deres butik. Elvis har huller i sko og sokker, og når brødrene ser hans slidte tøj, kan de godt forstå de lange blikke mod butikkens smarte og moderigtige udvalg. Tankerne flyver også i den lille pladeforretning Charlie’s. Her lytter Elvis til musikken fra jukeboxen, mens han drømmer om en dag at blive rig. ”En dag kommer jeg til at køre i Cadillacs”, siger han henført til en ven. Unægtelig noget af en ambition for en knægt fra et af byens sociale boligbyggerier. Musikken fylder stadig meget. Elvis går til gospelaftener med vennerne og spiller musik med nogle af drengene fra Lauderdale Courts. Når der er fest i boligblokken, optræder Elvis altid med sange, han har øvet sig på. Selvtilliden vokser. De sparsomme penge bruges på en garderobe, der finder inspiration fra ose-turene foran Lansky’s.
Elvis har længe suppleret den lille families økonomi med flere jobs. Da skoleåret begynder, går der da heller ikke længe, før lærerne kontakter Gladys og Vernon. Elvis falder ganske enkelt i søvn i timerne. Elvis må stoppe med at arbejde, og Gladys genoptager sit arbejde på St. Joseph’s Hospital. Da året går på hæld, står det klart, at familiens indkomst vil overstige den øvre grænse. Memphis Housing Authority sender en klar besked. Familien Presley skal forlade lejligheden i starten af det nye år – et år, hvor drømmen om at blive ”noget ved musikken” skal tage mere håndgribelig form.
1953
Dagen før Elvis’ 18-års fødselsdag flytter familien Presley fra Lauderdale Courts. Den ny adresse, 698 Saffarans Street, ligger belejligt tæt på Humes High School. Den stabile boligsituation er dermed ovre. Der går ikke engang tre måneder, før de igen flytter. Næste stop hedder 462 Alabama beliggende lige over for den gamle adresse i Lauderdale Courts.
Stort set samtidig med årets anden flytning optræder Elvis til ”Annual Minstrel” – en talentkonkurrence – på Humes High School. På plakaten ses hans navn – stavet forkert ”Elvis Prestly” – som optræden nummer 16. Han optræder som ”guitarist” på en aften, hvor der også er stepdans og akrobatik på programmet. Iført en rød flanel-skjorte, som han har lånt af en ven, kommer Elvis trods store nerver igennem Teresa Brewers ”’Till I Waltz Again With You”. Mange år senere huskede Elvis tilbage på netop denne aften og fortalte, hvordan han efterfølgende blev en populær skikkelse på skolen. Ambitionens fine gløder får pludselig et ordentligt pust.
Skoleåret nærmer sig sin afslutning, og Elvis har inviteret den 14-årige Regis Vaughan til skolebal, der afholdes i Continental Ballroom på Peabody Hotel. De to bliver kærester, og sammen tager de på dobbelt-date med Elvis’ fætter, Gene Smith og hans kæreste. Elvis har fået den stille ballade ”My Happiness” på hjernen. Den har været et hit i 1948 med Jon og Sandra Steele. Han synger den igen og igen for sin unge kæreste.
Sommeren kommer, og Elvis får sin eksamen og siger farvel til Humes High School. Allerede dagen efter er han ude i den virkelige verden. Nu skal der tjenes penge. For $33 om ugen har han fået ansættelse hos M. B. Parker Machinists’, der har lokaler ikke langt fra skolen. Pengene er der rigeligt brug for i den daglige husholdning, men Elvis lægger alligevel nogle sparepenge til side. Han har nemlig taget en beslutning, der skal være første skridt i en total forandring af hans liv.
Denne sommer møder Elvis op hos Memphis Recording Service, der har lokaler på 706 Union Avenue. Her kan man indspille sin helt egen plade. Elvis går i studiet hos indehaveren Sam Phillips og indspiller to numre: Kæreste-balladen, ”My Happiness” og ”That’s When Your Heartaches Begin”, en sang af den farvede vokalgruppe the Ink Spots. Prisen for at indspille pladen er $3,98 plus afgifter. For en ekstra dollar kan man også få indspilningen på bånd, men Elvis vælger den billige løsning; en enkelt acetat-plade, hvorpå han indspiller sangene akkompagneret af sin egen guitar.
Hos Memphis Recording Service møder han også sekretæren, Marion Keisker. Hun er betaget af den høflige unge mand, der fortæller, at pladen er til hans mor. Men måske er Elvis’ formål med besøget og indspilningen noget ganske andet. Sam Phillips har nemlig sideløbende et pladeselskab ”Sun Records”, der siden 1952 har haft kunstnere på kontrakt. Måske er Elvis’ egentlige plan at vise Sam Phillips sine evner. Det lykkes dog ikke i første omgang at få større opmærksomhed. Sam Phillips siger til Elvis, at de måske vil ringe til ham og får Marion Keisker til at notere ”Good ballad singer. Hold.” og gemme kontaktoplysninger på Elvis i arkivet.
Da Marion Keisker senere huskede tilbage på hans første besøg, var det mest hans høflige fremtræden, der stod klarest i hende hukommelse. Og så en ung mand med en tilsyneladende blind tro på egne evner. Da Marion Keisker spørger, hvem Elvis lyder som, svarer han prompte ”Jeg lyder ikke som nogen” – underforstået, at han er sin helt egen. Ilden brænder i Elvis. Ambitionen og drømmen om at bryde igennem er kæmpestor, og en enkelt afvisning skal ikke stoppe ham. Snart skal ihærdigheden betale sig.
Mere info om 1953
1954
I januar indspiller Elvis få dage før sin 19-års fødselsdag endnu en acetat-plade hos Memphis Recording Service. Denne gang bliver det country-balladerne ”I’ll Never Stand In Your Way” og “It Wouldn’t Be The Same Without You”, der finder vej til pladens riller. Igen er det bare Elvis og hans guitar. Igen må Elvis konstatere, at Sam Phillips ikke har yderligere planer med ham.
Sammen med sin fætter, Gene Smith, er Elvis begyndt at gå regelmæssigt i kirke. Årsagen er ikke, at de to fætre pludselig er blevet særligt religiøse. Nej, årsagen er mere jordnær. Kirken er nemlig et udmærket sted at møde piger. Det er First Assembly of God Church i South Memphis, der fatter de unge herrers interesse. Her spiller en af landets førende gospel-grupper The Blackwood Brothers, hvilket passer Elvis rigtig godt. Der går ikke længe, før Elvis tiltrækker sig opmærksomheden fra den 15-årige Dixie Locke. Inden længe er de to kærester, og den unge pige introduceres hjemme hos mor Gladys og far Vernon.
Elvis er konstant på udkig efter muligheder indenfor musikken. Han går til optagelsesprøve hos The Songfellows, en lille amatørkvartet, der holder til i kirken. Her får den nedslående besked, at han ikke kan synge. Eller sådan opfatter Elvis det. Ret beset er tilbagemeldingen, at han ikke kan synge harmonier. Skuffelsen ryster Elvis dog hurtigt af sig. Han er fast besluttet på at slå igennem med sin musik, koste hvad det vil.
På jobfronten er Elvis for en kort bemærkning tilbage hos Precision Tool. Her bliver han drillet med sit hår, der er noget længere end herremoden foreskriver. Derfor passer det ham godt, da han midt i april kan starte på et nyt job som chauffør hos Crown Electric. Han bliver ansat til en timeløn på $1, men håbet er, at der på længere åbner sig en mulighed for at blive elektriker. Ugens løn bliver hver fredag bragt hjem til Vernon, der igen er sygemeldt med dårlig ryg.
Næste forsøg på at få gang i musikkarrieren slår også fejl. Sammen med Dixie Locke tager Elvis til spilleklubben The Hi-Hat på South Third Street. Elvis spiller og synger to sange for den rutinerede sanger Eddie Bond, der skal vurdere det unge talent. Han er ikke imponeret og vender tommelfingeren nedad. Elvis fortæller senere i livet, at Bond skulle have sagt til ham, at det var bedre, hvis han blev ved med at køre lastbil.
Midt på sommeren ser det endelig ud til, at gennembruddet kommer. Elvis bliver kaldt til en indspilning hos Sam Phillips, der har bedt Marion Keisker om at ringe efter ”drengen med bakkenbarterne”. Elvis forsøger en hel eftermiddag at indspille balladen ”Without You”, men det lykkes ikke at frembringe et tilfredsstillende resultat. Sam Phillips beder Elvis om at forsøge sig med andre numre, men den håbefulde sanger har ikke det, som Phillips leder efter. Men Elvis er ikke skuffet. Hans vedholdenhed har betalt sig. Sam Phillips ringede – og måske vil han ringe igen.
Det skal holde stik. Allerede i juli er der igen bud efter Elvis. Den 22-årige guitarist Scotty Moore har skrevet kontrakt med Sam Phillips og er nu på jagt efter en sanger. Det lykkes at få fat i Elvis, og de aftaler at mødes i guitaristens lejlighed. Her spiller de en lang række numre igennem sammen med den 27-årige kontrabassist Bill Black. De er allerede erfarne musikere, og de er ikke imponerede over Elvis. Alligevel aftaler de at mødes dagen efter til en indspilning hos Sam Phillips.
Det er mandag den 5. juli 1954. Den nydannede trio mødes om eftermiddagen hos Sam Phillips i Sun Studio. I første omgang tyder intet på, at denne dag skal skrive sig ind i musikhistorien. Elvis synger den ene sang efter den anden, men intet falder i Phillips’ smag. I en pause begynder Elvis at spille ”That’s All Right”, en sang af den farvede bluessanger Arthur ”Big Boy” Crudup. Sangen får Sam Phillips til at spidse ører. Det er præcis dét, han har været jagt efter. Scotty Moore og Bill Black falder hurtigt ind, og efter nogle forsøg har de nummeret i kassen. Umiddelbart er hverken Moore eller Black specielt begejstrede, men Phillips er ikke i tvivl. De har et hit.
Sam Phillips spiller ”That’s All Right” for en lokal radio-dj, Dewey Phillips, som lover at spille den i sit program på stationen WHBQ. Det gør han om aftenen den 8. august. Reaktion er en reel lytterstorm. Programmets lytterne ringer ind og vil høre nummeret igen og igen. Radiostationen ringer hjem til Elvis, men han er taget i biografen. Gladys og Vernon får fat i ham og får ham sendt til radiostationen, hvor Elvis giver sit livs første interview uden at ane, at han er direkte i æteren.
”That’s All Right” bliver udgivet på Sun Records med nummeret ”Blue Moon of Kentucky” – et 1946-hit med Bill Monroe – som b-side. Elvis er lykkelig som et barn juleaften, da den færdige single ankommer fra trykkeriet. Han har indfriet første etape af sin store drøm. Trioen laver en kontrakt, der sikrer Elvis 50 procent af al fortjeneste, mens Moore og Black får hver 25 procent. Lørdag den 17. juli giver de deres første koncert på Bon Air Club. De spiller bare de to numre fra singlen, og publikum er halvfulde, redneck-typer. Elvis er rystende nervøs. Hvordan vil netop dette publikum tage imod en ung mand med hans udseende? Men Elvis klarer også den del af prøvelserne.
Scotty Moore varetager i første omgang rollen som manager. Der er rigeligt at se til, for trioens medlemmer har alle fortsat deres faste jobs. Til at starte med er det udelukkende koncerter i Memphis-området. Elvis optræder bl.a. i Overton Park Shell, hvor nervøsiteten er så voldsom, at hans ben ryster. Det udløser kæmpe jubel især fra det kvindelige publikum.
Succesen går ikke ubemærket hen. ”That’s All Right” hopper stille og roligt op på de regionale hitlister. I september går trioen igen i studiet og indspiller Elvis’ anden single. På pladen kan de nyslåede fans høre ”Good Rockin’ Tonight” og ”I Don’t Care If the Sun Don’t Shine”. Selv om den anden single ikke sælger så godt som den første, er der nu et større repertoire til de mange koncerter. I oktober 1954 kan avisen Memphis Commercial Appeal meddele, at ”That’s All Right”-singlen har solgt 6.300 eksemplarer alene i Memphis-området.
I oktober giver Elvis for første gang en koncert udenfor Memphis. Det er i Ryman Auditorium i the Grand Ole Opry i Nashville, Tennessee. Stedet er ikonisk, men publikums modtagelse er kølig. Det vælter dog ikke Elvis, for der er virkelig gang i butikken. DJ’en og promotoren Bob Neal er nu også kommet ind over. Han promoverede – præcis som Dewey Phillips – Elvis’ første single. Neal øjner hurtigt mulighederne og booker nu endnu flere jobs uden for Memphis-området.
Midt i oktober starter Elvis sammen med Moore og Black en længere række af shows for radiostationen KWKH’s populære Louisiana Hayride. I første omgang får Elvis $18 pr. show – Moore og Black får hver $12. Det betyder også, at Elvis siger sit job hos Crown Electric op. Elvis skal optræde i den del af showet, hvor nye talenter præsenteres – det hele sponsoreret af cigaretfirmaet Lucky Strike. Udsendelserne er et kæmpemæssigt PR-boost. De transmitteres nemlig af 190 radiostationer i det sydlige USA. Sidst i december køber Elvis en 1951 Cosmopolitan Lincoln, som bandet kan bruge på deres mange ture. ”Elvis Presley – Sun Records” er der malet på bilens sider. Bob Neal hjælper med købet af bilen og overtaget officielt rollen som manager ved indgangen til 1955. På årets sidste dage udgiver Sun Records Elvis-single nummer tre med numrene ”Milkcow Blues Boogie” og ”You’re a Heartbreaker”. Elvis’ karriere er for alvor skudt i gang.
Mere info om 1954
1955
I løbet af januar måned melder en ny interessent sig på banen. Hans navn er Thomas Andrews Parker, men går under navnet Colonel Tom Parker. Egentlig er han født i den hollandske by Breda og døbt Andreas Cornelis van Kuijk. Han er i 1927 ankommet til USA som illegal indvandrer og har efter endt militærtjeneste slået sig på showbusiness. Efter en karriere i tivolibranchen har Parker slået sig på musikbranchen. Her har han været manager for countrystjernerne Eddy Arnold og Hank Snow, der begge har nydt godt af en snu og opfindsom ræv. Den 46-årige Parker har udset sig Elvis som sit næste mål og indleder til at starte med et samarbejde med Bob Neal.
At Colonel Parker er en usædvanligt snedig rad viser sig hurtigt. Imellem to shows i Ellis Auditorium i Memphis sår Parker de første frø af tvivl i Elvis’ ambitiøse sind. Sammen med sin assistent Tom Diskin har Tom Parker inviteret Bob Neal, Sam Phillips og Elvis på en kop kaffe på Palumbo’s Café, lige over for koncertsalen. Det er første gang Elvis møder den frembrusende Parker, der går lige til biddet. Han er af den klare holdning, at Elvis ikke kommer videre med sin karriere, hvis han fortsætter hos Sun Records. Parker fortæller, at han allerede har stukket en finger i jorden hos det langt større selskab RCA. Elvis er i Parkers optik klar til langt større udfordringer. Der er plantet et tvivlens frø – både hos Elvis, men bestemt også hos Bob Neal og Sam Phillips.
Det er hektiske måneder for Elvis. Den ene dag er der koncert i Texas, den næste i Louisiana. Ind imellem det hele når Elvis også i studiet, hvor den fjerde single indspilles. Den udkommer i april 1955 med numrene ”I’m Left, You’re Right, She’s Gone” som a-side og ”Baby, Let’s Play House” som b-side. A-siden optages med en udvidelse af trioen. Den knap 17-årige trommeslager Jimmie Lott spiller percussion. Allerede året før har trioen været assisteret af en trommeslager. Ved en af Louisiana Hayride-koncerterne sætter D.J. Fontana fra Shreveport, Louisiana sig bag trommesættet og spiller med. Inden længe skal Fontana blive en fast del af Elvis’ band.
Forholdet til Dixie Locke lider til gengæld under den nyvundne succes. Elvis er konstant bortrejst og er ydermere meget jaloux anlagt. Senere har Dixie Locke udtalt, at Elvis nærmest betragtede hende som sin ejendom. I sommeren 1955 ender forholdet med et brag. Men der er nok piger, der byder sig til, når Elvis har stået på scenen. En af dem er med i Elvis’ Cadillac, da den på vej fra et job i Arkansas bryder i brand og brænder helt ud. Hjemme vågner Gladys af sin søvn. Hun har en fornemmelse af, at et eller andet er helt galt. Båndet mellem mor og søn er ganske usædvanligt. Elvis bruger ikke længe på at sørge over Dixie Locke, og snart har han en ny fast kæreste. Efter en koncert i Biloxi inviterer han en lokal pige, den 17-årige June Juanico, ud. Det bliver starten på et forhold, der skal vare næsten to år.
I kulissen fortsætter Colonel Parker sine rænkespil. Hans plan er klar. Elvis skal købes fri af sin kontrakt med Sun Records og Sam Phillips. Målet er en kontrakt med RCA. Selv om Bob Neal formelt stadig er manager for Elvis, og Parker kun har titel af ”særlig rådgiver”, så er det reelt Parker, der udstikker kursen og tager de afgørende beslutninger. Der skal gå endnu nogle måneder, før en aftale med RCA falder på plads.
Imens indspiller Elvis sin femte single. Det skal blive den sidste på Sun Records. A-siden bliver ”I Forgot to Remember to Forget”, mens b-siden er den insisterende ”Mystery Train”, der i 1953 var et hit for Junior Parker på netop Sun Records. Sam Phillips synes, at der mangler trommer på a-siden og indkalder en ny trommeslager, Johnny Bernero. Singlen udkommer i august 1955.
Elvis er blevet et stort navn i det sydlige USA. Forespørgslerne vælter ind, og Elvis er nærmest konstant på turné. Han er ofte afsted sammen med Sun Records nyeste stjerneskud, Johnny Cash. Bandet bag Elvis er nu udvidet med trommeslageren D.J. Fontana, og indimellem får de assistance af steel-guitaristen Jimmy Day og pianisten Floyd Cramer.
Forholdet mellem Bob Neal og Colonel Parker er sat på prøve. Parker vil gøre Elvis endnu større, Neal kæmper for at komme ud over kanten – især hæmmet af Sun Records’ manglende evner til at distribuere og promovere Elvis’ plader. Elvis er fanget i et dilemma. Han er loyal overfor Phillips, som har kickstartet karrieren, men samtidig er Elvis forblindet af Parkers løfter om flere penge, endnu større berømmelse, optrædener på tv – ja, endda muligheden for at indspille film. Det moralske tovtrækkeri i Elvis bobler, mens turnéaktiviteterne fortsætter hen over efteråret.
Da oktober bliver til november, sker det, som længe har været under opsejling. Colonel Parker tilbyder Sam Phillips svimlende $40,000 for at slippe Elvis til RCA. Phillips tager imod tilbuddet. Samtidig overtager Parker formelt rollen som manager for Elvis, selv om der skal gå endnu et lille halvt år, før der bliver skrevet en kontrakt mellem ham og Elvis. At Parker skal have 25 procent af samtlige indtægter for sin ulejlighed, er her og nu ikke et samtaleemne. Elvis er lykkelig. Med Parker ved roret skal hans berømmelse nu blive endnu større.
RCA genudgiver omgående alle fem Elvis-singler. Samtidig lægger selskabet sig i selen for at få sat skub i salget af Elvis’ femte single, som Sun Records ikke har formået at få ud over kanten. Det giver omgående pote. Allerede midt i december er der mere end 3.500 daglige bestillinger på sidste udspil fra den nye stjerne. Colonel Parker virker som den helt rigtige mand til jobbet.
1956
Elvis fylder 21 år og kan gøre status over et par vilde år. Han har opnået stjernestatus på rekordtid, skrevet kontrakt med et af landets største pladeselskaber og er i fuld gang med at sætte en helt ny standard for musikken og idoldyrkelsen. Og 1956 skal blive endnu større.
Næppe er lysene på fødselsdagskagen blæst ud, før Elvis skal i studiet hos RCA for første gang. De velkendte rammer i Memphis hos Sam Phillips er nu byttet ud med RCA’s studier i Nashville. Her indspiller Elvis materialet, der i første omgang skal blive til endnu en single med den nye stjerne.
Allerede 17 dage efter indspilningen kan de hungrende fans kaste sig over en single med ”Heartbreak Hotel” som a-side og ””I Was the One” som b-side. Der skal dog gå nogle måneder før ”Heartbreak Hotel”, for alvor vælter frem på hitlisterne. En af årsagerne er måske at Elvis, da han i slutningen af januar optræder i sit første landsdækkende tv-show, slet ikke spiller ”Heartbreak Hotel”. På tv-kanalen CBS i brødrene Tommy og Jimmy Dorsey’s The Stage Show er seerne dog vidne til noget ganske særligt. Den unge mand på skærmen er muligvis nervøs, men han skjuler det godt. Og ikke alene er han klædt anderledes end tidens andre kunstnere, hans anderumpefrisure, bakkenbarterne og ikke mindst de æggende bevægelser med ben og hofter medfører flere løftede øjenbryn hos den kyske del af seerne i de amerikanske dagligstuer. Elvis er snart tilbage på The Stage Show, for Colonel Parker har skrevet kontrakt på fire optrædener – en kontrakt der snart bliver udvidet til seks. Den effektive manager skriver bare en måned senere kontrakt med sin protegé og overtager hermed den totale kontrol med Elvis’ management.
Elvis er hurtigt tilbage hos RCA. Her indspiller han sammen med bandet ”Blue Suede Shoes”, et hit af Memphis-musikeren Carl Perkins, der præcis som Elvis startede sin karriere hos Sam Phillips i Sun Studios. Da Elvis den 11. februar optræder for tredje gang i The Dorsey Show, kan seerne opleve både ”Blue Suede Shoes” og ”Heartbreak Hotel”. Effekten udebliver ikke. Den 3. marts skyder netop ”Heartbreak Hotel” ind som nummer 68 på Billboard Hot 100-listen. Syv uger senere er nummeret klatret op på førstepladsen, hvor det forbliver de næste otte uger – ifølge det amerikanske magasin Variety med svimlende 1 million solgte eksemplarer. Da har Elvis afsluttet sine i alt seks optrædener på The Stage Show og tager endnu en tur på skærmen i The Milton Berle Show, hvor Elvis optræder på hangarskibet USS Hancock, der ligger for kaj i en flådebase ved San Diego. Colonel Parkers PR-maskine er velsmurt og effektiv.
Pengene vælter ind, og pludselig er det Elvis, der forsørger familien Presley. For $29,500 køber han et hus på Audubon Drive 1034 i et forstadskvarter i Memphis, og her flytter familien ind. I horisonten venter nye udfordringer – præcis som Colonel Parker har stillet i udsigt. Elvis har været en tur i Hollywood, hvor han hos Hall Wallis og Paramount Studios har gennemført en prøvefilmning. Planen er, at det nye teenageidol snart skal kunne ses på det store lærred.
Karrieren har kurs mod stjernerne med raketfart. Den første LP med titlen ”Elvis Presley” er udsendt i marts og bliver revet ned af hylderne. Pladecoverets forside er et billede taget ved en koncert i Tampa, Florida den 31. juli året før. Elvis skubber Harry Belafonte af LP-hitlistens førsteplads og forbliver der i ti uger – og på listen i 48 uger totalt. Ironisk nok er ”Heartbreak Hotel” ikke at finde blandt LP’ens tolv numre. Det er til gengæld ”Blue Suede Shoes”, der på albummet får selskab af fem af de numre, som allerede er indspillet, men ikke udgivet, på Sun Records. I sin første periode på hitlisten sælger LP’en hele 300.000 eksemplarer.
Der er ikke den store tid til at hvile på laurbærrene. Kalenderen er nemlig proppet. Da april måned lukker ned, kan Elvis indkassere $37,110,63 for royalties fra RCA samt turnéaktiviteter. En del af indtægten skyldes en aftale om fjorten dage med shows på New Frontier Hotel i Las Vegas. Her oplever Elvis for første gang i lang tid modgang. Det ældre publikum i spillebyen er tydeligvis ikke den rette målgruppe for den nye rock ’n’ roll-sensation.
I maj måned bliver endnu en RCA-single sendt på gaden. Pladeselskabet er i tvivl om, hvilken sang, der skal være a-side på singlen. Valget falder på den stille ballade ”I Want You, I Need You, I Love You”, mens Arthur ”Big Boy” Crudups (ham med ”That’s All Right”) ”My Baby Left Me” bliver b-side. Elvis er glad. Han har altid drømt om netop at blive anerkendt for at synge ballader. Nu er også den drømt gået i opfyldelse. Med på kor er brødrene Ben og Brock Speer fra The Speer Family, som RCA netop har skrevet kontrakt med. Sammen med dem synger Gordon Stoker, der ellers optræder sammen med i The Jordanaires. Dem har Elvis oplevet året før i Memphis, hvor de sang gospelnummeret ”Peace in the Valley”. Ved den lejlighed har han sagt til The Jordanaires, at han ville benytte dem som kor, hvis eller når han fik kontrakt med et større selskab. Det har Elvis nu, og The Jordanaires skal meget snart blive en fast bestanddel af Elvis’ optrædener og indspilninger – en position de beholder de næste 14 år.
Da Elvis i begyndelsen af juni har sin anden optræden i The Milton Berle Show, er The Jordanaires med. Det er dog ikke deres skyld, at de amerikanske vande for alvor skilles. Det skyldes nemlig, at Elvis optræder med Leiber og Stoller-sangen ”Hound Dog”. Sangen er endnu ikke udgivet af Elvis, men det afholder ham ikke fra at give den ekstra gas. I slutningen af sangen slår Elvis over i halvt tempo og her får seerne endelig syn for sagn. Den 21-årige Memphis-dreng udfører ganske enkelt bevægelser, som aldrig har været set i den bedste sendetid. Mens Elvis vrider og vrikker sig gennem sangen, går det kvindelige publikum i tv-studiet i svime, mens de skriger og har svært ved at sidde stille på stolene. Dagen efter er pressens reaktion kontant. Elvis stemples som ”vulgær” og ”uanstændig”, og hans bidrag til ”ungdommens forfald” revses sort på hvidt. Det er muligt, at Elvis er klar til verden, men er verden klar til Elvis?
Det virker derfor både logisk og samtidig grotesk, at man forsøger at tæmme Elvis, da han en lille måned senere optræder i ”The Steve Allen Show”. Han præsenteres som ”den nye Elvis Presley” – ulastelig klædt i smoking. ”Hound Dog” bliver sunget til en bassethund. Nogle vil opfatte det som en nedgørelse, men Elvis selv har en humoristisk distance til hele seancen og endda overskud til at vise sine ”Blue Suede Shoes” for enden af smokingen undervejs.
Dagen efter er Elvis i studiet for at indspille netop ”Hound Dog”. Den bliver sammen med ”Don’t Be Cruel” RCA-single nummer tre. Elvis er fuld af selvtillid og samtidig kritisk. Først efter 31 forsøg er han tilfreds med resultatet af ”Hound Dog”. Imens har unge Elvis-fans samlet sig foran RCA’s studie, hvor de bakker Elvis op med skilte, hvorpå der står ”The Real Elvis”. Det kan godt være, at forældrene ønsker en mere renskuret og ufarlig Elvis, men ungdommen vil noget andet. Elvis kan ikke stoppes, og det må medierne snart bøje sig for.
I New York har Ed Sullivan, der er vært på et af landets mest populære tv-shows, erklæret, at han ikke vil røre Elvis med en ildtang. Han kan dog ikke sidde Elvis’ popularitet overhørig, og har overgivet sig. Der er lavet en aftale med Colonel Parker om en Elvis-optræden i september måned, en aftale, hvor Parker har betinget sig, at Elvis har fuldstændig kunstnerisk kontrol over, hvad der skal ske undervejs. Inden da skal en anden Elvis-drøm dog gå i opfyldelse.
Egentlig var Elvis tiltænkt en rolle i filmen ”The Rainmaker” med Burt Lancaster og Katherine Hepburn. I stedet bliver det filmen ”The Reno Brothers”, som Elvis skal debutere i. Elvis er godt tilfreds da han læser manuskriptet, men hurtigt bliver tre sange skrevet ind i filmen, og dens titel ændret til ”Love Me Tender”. Det hele indspilles hos 20th Century-Fox. For Elvis er det en skuffelse. Hans skuespilmæssige forbilleder er folk som James Dean, Tony Curtis og Marlon Brando. De optrådte udelukkende som skuespillere – ikke sangere. At Elvis modtager $100,000 for sit bidrag gør nok pillen mindre bitter at sluge. Samtidig har han en option på yderligere to film med en lønstigning på $50,000 per film.
Da august bliver til september, udgiver RCA en kaskade af hele syv Elvis-singler. De skal være klar til den bedst tænkelige reklame. Den 9. september optræder Elvis nemlig i The Ed Sullivan Show, og selv om showets vært på grund af et trafikuheld ikke er på skærmen, er der tændt for tv’et i rigtig mange amerikanske stuer. Senere på måneden følges udgivelserne op med singlen ”Love Me Tender”/”Any Way You Want Me”. Nu skal der varmes op til en kommende filmpremiere.
I slutningen af september får Elvis en heltevelkomst, da han giver to koncerter ved Mississippi-Alabama Fair and Dairy Show i Tupelo. Med på passagersædet på turen til fødebyen er Elvis’ nye kæreste, Barbara Hearn. Hun er godt klar over, at Elvis er en populær herre, og at hun ikke er den eneste pige, han ses med. På scenen bærer Elvis en lilla skjorte, som han har fået af skuespillerinden Natalie Wood. Hun er bare en af den, som Elvis også ses med.
Elvis er på alle måder varm, og det ved Colonel Parker, der genforhandler kontrakten med RCA, så den gælder for yderligere fem år. At Elvis er tidens største navn bekræftes, da han sidst i oktober har sin anden optræden i The Ed Sullivan Show. Denne gang er Sullivan selv vært, og han må knibe sig selv i armen. Hele 80,6 procent af nationens tv-seere har tunet ind på showet. Seerne kan meget passende kaste sig over den anden Elvis-LP med titlen ”Elvis”. Den er udgivet lidt over en uge før showet og sælger en halv million eksemplarer. Selvfølgelig drøner den direkte ind på hitlisternes førsteplads.
Mens amerikanerne i november genvælger den republikanske præsident Dwight D. Eisenhower for endnu en fireårig periode, gør Elvis klar til premieren på ”Love Me Tender”. Anmeldernes modtagelse er kølig, men det er biografgængerne ligeglade med. Ifølge Variety indtjener ”Love Me Tender” allerede i den første uge $540,000. Elvis’ navn er henvist til anden linje på filmplakaten til ”Love Me Tender”. Det er sidste gang, det er tilfældet. Det skal Colonel Parker sørge for. Ingen er større end Elvis.
Da julemåneden begynder, kigger Elvis forbi sin gamle arbejdsplads, Sun Studio. Her er ”Blue Suede Shoes”-komponisten og sangeren Carl Perkins midt i indspilningen af nye sange. Inden længe er Elvis midt i en jamsession med Perkins og den nye Sun-stjerne; klaverekvilibristen Jerry Lee Lewis. Elvis’ gamle producer, Sam Phillips, er heldigvis nærværende nok til at lade båndmaskinen køre, og således optages det, der senere skal blive kendt som ”The Million Dollar Quartet”. Fjerde stjerne i kvartetten er Johnny Cash, der dog kun er til stede, mens øjeblikket bliver foreviget på et fotografi. Cash er nemlig på vej videre for at købe julegaver,
Efter en enkelt optræden i Shreveport, Louisiana, kan Elvis endelig holde en smule juleferie. På selvangivelsen angives Elvis’ indtægter for kalenderåret som $282,349,66 – mere end 25 millioner danske kroner omregnet i nutidspenge. Det har i sandhed været et stort 1956 for Elvis, men bestemt også for de amerikanske teenagere. Elvis er brudt gennem den musikalske lydmur, og musikken vil aldrig blive den samme igen.
1957
Året åbner med den tredje optræden hos Ed Sullivan. Elvis er iført den lilla skjorte fra Tupelo og en guldlamé-vest, som han har fået af kæresten Barbara Hearn. Sammen med bandet og The Jordanaires lukker Elvis sin optræden en smuk version af ”Peace in the Valley”, det nummer, som han oprindelig hørte The Jordainers med. Selv om kameraerne under showet helt bevidst kun filmer Elvis fra taljen og op efter, finder Ed Sullivan det alligevel på sin plads at rose Elvis. Sullivan fortæller, at Elvis er ”en rigtig god dreng”, og at de aldrig har haft ”en mere behagelig oplevelse med et stort navn, end med Elvis”. Det efterlader den amerikanske befolkning med overvejelsen om rebellen er ved at blive stueren.
Hos Colonel Parker er overvejelserne også tunge. Han ønsker ikke, at Elvis skal overeksponeres. Hvis potentielle købere får alt for meget gratis, er det ikke godt for forretningen. Nu skal der skrues ned for tv-optrædenerne. I stedet skal der skrues op for film- og pladeindspilningerne. Turnévirksomheden skal snart vise sig at blive sekundær, da de store penge ligger andre steder.
Næste single-udspil fra RCA bliver ”Too Much” (med b-siden ”Playing For Keeps”). Den er forudbestilt i en halv million eksemplarer og sælger to millioner eksemplarer. Det fører til endnu en topplacering på Billboard Hot 100. Samtidig er Elvis i gang med næste filmprojekt, ”Loving You”. Der arbejdes bogstavelig talt i filmkulissen. Her lykkes det manager Colonel Parker at genforhandle kontrakten på en tredje film. Aftalen indbringer efter sigende Elvis $250,000 plus halvdelen af filmens overskud.
På Audubon Drive er det blevet besværligt for familien Presley at bo. Der er hver dag en reel invasion af især unge, kvindelige fans, som vil have et glimt af Elvis. Naboerne har svært ved at krydse gaden, og fremmede biler parkeres i folks indkørsler. Familien Presley må finde et andet sted at bo. Det bliver det gamle sydstatspalæ, Graceland – opkaldt efter den oprindelige ejer, trykkeriejeren Stephen C. Toofs datter, Grace. Palæet ligger i udkanten af Memphis, hvor der er luft omkring ejendommen. Prisen er $102,500, hvoraf de $10,000 betales kontant. Resten af beløbet optages om et 25-årigt lån. Huset på Audubon Drive sælges for $55,000. Elvis får sat en indretning af Graceland i gang, og familien flytter ind et par måneder senere.
Colonel Parker arbejder konstant med at iscenesætte sin stjerne. Fra slutningen af marts kan koncertpublikummet således opleve Elvis i et guldlamé-jakkesæt, som Parker har fået lavet. Prisen er $2,500, men det signalerer på alle måder, at Elvis er blevet en kæmpe stjerne. Der er da heller ikke de store finansielle bekymringer. Marts måneds single-udspil ”All Shook Up” (med b-siden ”That’s When Your Heartaches Begin”) sælger næsten 2,5 millioner eksemplarer, og “All Shook Up” tilbringer hele otte uger som nummer et på singlehitlisten.
April måned byder på en kort turné til Canada. Her er reaktion præcis lige så voldsom som syd for grænsen. Det er i det hele taget et tiltagende problem. I Canada bryder publikum efter koncerten igennem politiets afspærringer, og Elvis må sammen med bandet flygte i en ventende bil. Hjemme i USA udsender RCA EP’en ”Peace In The Valley”. Den følger op på den helt nye og pænere side af det ellers så rebelske rock ’n’ roll-fænomen, som fansene allerede har mødt i januars tv-show hos Ed Sullivan.
Allerede i maj måned er Elvis tilbage i Hollywood. Her starter indspilningerne til tredje film, ”Jailhouse Rock”. Imens kræver det sin mand at holde styr på pengene. I perioden januar til maj tjener Elvis $385,375 på sine forskellige aktiviteter. En del af indtægterne investeres i en swimmingpool på Graceland. Der er ikke sparet på noget.
Endnu en Elvis-single topper hitlisterne, da ”(Let Me Be Your) Teddy Bear” (med b-siden ”Loving You”) – begge fra den kommende film – sendes ud i juni måned. Igen runder salget en million, og da ”Loving You” har premiere i biograferne sidst i juli, får salget et ekstra boost.
Privat ser Elvis flere piger, men især den godt to år yngre Anita Wood har fanget hans interesse. Anita Wood arbejder som discjockey på en lokal radiostation, men skal senere få en karriere som både musiker og skuespiller. De to ser hinanden ofte, og deres forhold skal komme til at vare i flere år.
Efteråret bruger Elvis på forberedelserne til et julealbum, alt imens ”Jailhouse Rock” (med b-siden ”Treat Me Nice”) udsendes som single. ”Jailhouse Rock” er titlen på den kommende film, og den når da også førstepladsen på hitlisten med et salg på over to millioner eksemplarer. Det er nok til at holde den på førstepladsen i otte uger henover oktober og november.
Mens Sovjetunionen i oktober sender historiens første satellit, Sputnik 1, i omløb om jorden, er Elvis’ julealbum ”Elvis’ Christmas Album” klar til udsendelse. Men projektet løber ind i uventede problemer. På albummet synger Elvis ”White Christmas”, en evergreen af den amerikanske komponist Irving Berlin, der ikke sparer på dramaet og påstår, at det er vanhelligelse af julen, at Elvis har indspillet den. Berlin er ikke klar over, at Elvis’ udgave er inspireret af The Drifters’ udgave fra 1954 og ligger langt fra originalen. Det hele ender med, at Berlin kontakter alle større amerikanske radiostationer og beder dem om ikke at spille nummeret i Elvis’ version. Om det er den direkte årsag, står hen i det uvisse, men julealbummet sælger kun skuffende 200.000 eksemplarer i 1957.
Elvis sejler mod tiltrængt opladning på Hawaii, mens ”Jailhouse Rock” har premiere i starten af november. Anmeldelserne er igen lunkne, men især det unge publikum strømmer til biograferne for at se Elvis i fængsel. På Hawaii holder Elvis ikke kun fri, han giver også et par koncerter. For Colonel Parker, der er med på turen, er det et kærkomment gensyn med øgruppen, hvor han i sin tid aftjente sin værnepligt. Koncerterne på Hawaii skal blive Elvis’ sidste i lang tid, for da han er tilbage i Memphis, er der foruroligende nyheder: Elvis er indkaldt til militærtjeneste.
1958
Kalenderåret starter med udgivelsen af endnu en RCA-single. “Don’t” (med b-siden ”I Beg of You”) ender på hitlistens førsteplads med rundt regnet 1,3 millioner solgte eksemplarer. Salgstallene er en smule lavere end ellers, men det tænker Elvis ikke på. Han er lige nu optaget af endnu et filmprojekt. I Hollywood skal han indspille ”King Creole”, bygget over Harold Robbins’ roman ”A Stone For Danny Fisher”. Nok en gang skal der indspilles sange til filmen – endda hele 11 af slagsen. Instruktøren Michael Curtiz er hyret til at stå for filmen. Den ungarsk fødte instruktør kommer med en Oskar i bagagen for sin instruktion af mesterværket ”Casablanca” i 1942. Elvis glemmer alt om indkaldelsen til militæret, der ovenikøbet må udskydes, så filmen kan færdiggøres. Han kaster sig med ildhu over rollen som den rastløse Danny Fisher. Resultatet er fremragende, og Elvis’ fjerde film bliver karrierens vel nok bedste.
Der udgives endnu en LP i marts måned. Titlen ”Elvis’ Golden Records” antyder indholdet; en stak af Elvis’ mest populære udgivelser. Albummet sælger 150.000 eksemplarer. Hen over årene skal dette tal dog stige til tæt på 6 millioner i USA alene.
Der er dog en bekymring, som er vendt tilbage. Elvis skal påbegynde sin værnepligt med basistræning i Fort Hood, i Kileen, Texas. Militærtjenesten er berammet til to år. Det er lang tid at være væk fra rampelyset, men Colonel Parker får det bedste ud af situationen. 45 journalister følger Elvis’ første dag i trøjen. Selv militærklipningen af Elvis bliver foreviget på film under mottoet ”Hair today – gone tomorrow”. Samtidig kan manageren berolige sin klient med, at alle sejl vil blive sat til for at fansene ikke glemmer deres store idol, mens militæret har tag i ham.
I Fort Hood får Elvis tilladelse til at bo uden for basen – i første omgang i et mobile home, men det bliver hurtigt for småt. Både Gladys og Vernon er flyttet med, men også farmor Minnie Mae og Elvis’ ven Lamar Fike bor hos dem. Der lejes i stedet et hus, og inden længe flytter også Elvis’ fætre Gene og Junior Smith ind. Samtidig med at Elvis gennemgår de almindelige militæropgaver, udsender RCA endnu et par singler og i første omgang to EP’er med soundtracket til ”King Creole”, der har premiere i starten af juli. Strategien med EP’erne ser ud til at virke. Begge albums sælger en halv million, og da hele soundtracket udkommer på LP senere på året, formår det, selv om materialet bortset fra et enkelt nummer er præcis det samme, at sælge yderligere 250.000 eksemplarer. Under en orlov i juni måned er Elvis forbi RCA’s studie i Nashville, hvor han indspiller nye sange, der skal holde gryden i kog, imens han er i militæret.
Elvis er bekymret under militærtjenesten. Gladys er blevet syg. Hun har tidligere på året været indlagt, men nu er det slemt. Hun er bleg, har mistet appetitten og er tiltagende depressiv. Elvis får sin mor til lægen, der kan konstatere, at hendes tilstand er alvorlig. Gladys bliver omgående indlagt på Methodist Hospital i Memphis, og lægerne konstaterer, at hun tilsyneladende har problemer med leveren. Et par dage senere får Elvis lov til at rejse hjem til Memphis. Og det er alvorligt. Den 14. august dør Gladys på hospitalet. Hendes legeme bliver bragt til Graceland, hvor Elvis ønsker, at begravelsesceremonien skal finde sted. Colonel Parker får dog overtalt Elvis til at holde ceremonien hos Memphis Funeral Home, da det vil være umuligt at holde den nødvendige sikkerhed på Graceland. Elvis får Gladys’ yndlingskvartet, the Blackwood Brothers fløjet ind fra en turné i North Carolina, og kvartetten synger til ceremonien.
Bare ni dage efter begravelsen er Elvis tilbage i Fort Hood. Her kigger han frem mod en lang udstationering til Vesttyskland lidt under en måned senere. Den 22. oktober tager Elvis afsted mod Europa. Han afholder en pressekonference, hvor han beder sine fans om ikke at glemme ham, og så er det ellers ombord på troppeskibet USS Randall, der skal bringe Elvis og en masse andre soldater til den vesttyske havneby Bremerhaven. Under overfarten bliver Elvis gode venner med en anden soldat, Charlie Hodge, der selv har erfaring inden for musikbranchen som rytmeguitarist.
Ved ankomsten til Vesttyskland er der stor ståhej. Omkring 1.500 fans er mødt op på havnen, og det vrimler med fotografer og journalister. Fra Bremerhaven går det sydpå mod Ray Barracks i Friedberg. Der går ikke længe, før Elvis – præcis som i Texas – får tilladelse til at bo uden for militærbasen. Han flytter i første omgang ind på Hilberts Park Hotel i Bad Nauheim. Her er både Vernon, Minnie Mae og vennerne Red West og Lamar Fike allerede indkvarteret efter et kort ophold på Ritters Park Hotel i nærved liggende Bad Homburg.
Hjemme i USA har Colonel Parker lovet Elvis at holde gang i butikken. I oktober udgives singlen ”One Night” (med b-siden ”I God Stung”). Den sælger imponerende 1,5 millioner eksemplarer og bliver dermed den næstbedst sælgende single efter ”Jailhouse Rock”. ”One Night” erobrer selvsagt endnu en hitlisteførsteplads til samlingen. Men citronen skal presse til det yderste. I november udgiver RCA således en EP med titlen ”Elvis Sails”. Albummet indeholder blandt andet en optagelse af pressekonferencen ved Elvis’ afrejse. Selv om det samlede salg af ”Elvis Sails” kun når 60.000 eksemplarer, har den snu manager lavet kontrakt på betaling for 100.000. Samtidig lukker Parker allerede nu aftaler med Hal Wallis om $175,000 for en film, når Elvis kommer tilbage fra Europa. Der lukkes derpå aftaler om yderligere to film. De vil sikre Elvis hhv. $200,000 og $250,000 plus halvdelen af indtægterne, efter at alle udgifter er betalt.
Imens aftjener Elvis sin værnepligt som de fleste andre soldater. Når dagen er slut, returnerer han til hotellet, hvor han i weekenderne også får selskab af sin nye ven Charlie Hodge. Sidst i oktober flytter entouraget til det mere mondæne Hotel Grünewald, et lokalt spahotel. Her sender Elvis breve hjem til Anita Wood, hvor han fortæller om hjemve, evig troskab og bryllupsplaner. Det er dog ikke helt i overensstemmelse med virkeligheden. I Bad Nauheim ses Elvis allerede med den 16-årige pige Margit Bürgin, der arbejder som maskinskriverske i Frankfurt. Elvis synes, at hun minder lidt om Brigitte Bardot.
Også Vernon har gang i kærlighedslivet. Han har mødt amerikanske Dee Stanley, der er i Vesttyskland med sin mand, der er udstationeret som sergent. Deres forhold er dog i opløsning, da hun og Vernon møder hinanden og forelsker sig. Alt dette ved Elvis dog intet om – endnu.
Og således afslutter Elvis et på mange måder trist 1958. Den udvidede familie Presley holder jul på Hotel Grünewald, mens Colonel Parker overholder sin del af aftalen hjemme i USA: Elvis vil ikke blive glemt.
Mere info om 1958
1959
Det er efterhånden blevet lidt trangt med pladsen på Hotel Grünewald. Derfor flytter familien Presley og deres kulørte følge i slutningen af januar til en treetagers villa i Goethestraβe 14. For $800 om måneden lejer huset ejer, fru Pieper, hele huset til Elvis. Hun bliver dog selv boende i et af husets værelser. Her kan hun holde øje med de nye lejere og knytter snart et venskab med Elvis’ farmor, Minnie Mae.
Ellers går livet hurtigt sin vante gang. Elvis passer sin militærtjeneste om dagen og skriver autografer uden for Goethestraβe 14 hver aften mellem 19.30 og 20.00. Den sparsomme fritid bruger Elvis sammen med vennerne. De spiller touch-football, spiller musik og tager ture rundt i det vesttyske. Det bliver til besøg i Frankfurt, hvor Holiday on Ice holder show, men også en tur til München. Her ses Elvis med den 18-årige skuespillerinde Vera Tschechowa. Sammen med vennerne er der også tid til at besøge stripteaseklubben Moulin Rouge, der har en filial i det sydtyske.
I USA forsøger Colonel Parker at holde Elvis-gryden i kog. Der arrangeres telefoninterviews med Dick Clark, der er vært på det populære tv-program American Bandstand. Her kan de amerikanske teenagere konstatere, at deres idol har det godt og vil vende tilbage for fuld kraft. På plade-fronten udgives i februar ”For LP Fans Only” – ti tidligere udgivne sange nu samlet på en LP-plade.
At Elvis’ popularitet på ingen måde er dalende, ses tydeligt, da RCA i marts udsender singlen ”A Fool Such As I” (med b-siden ”I Need Your Love Tonight”) – begge indspillet i sommeren 1958. De to sange stormer op ad hitlisten og ender som hhv. nummer 2 og 4. Det er første gang siden ”Hound Dog”/”Don’t Be Cruel”-singlen at begge sange fra en singleudgivelse ender i top fem. Til trods for, at salget af singleplader i USA er på retur, formår marts måneds udgivelse at sælge en million eksemplarer.
I maj måned arrangerer RCA en fotosession i Frankfurt, så man har helt nye billeder af Elvis, til brug på de første plade-udgivelser, når han vender hjem året efter. RCA får produceret covers til både den første single og LP, allerede før der er indspillet nogle nye sange. Ved udgivelsen af LP’en laver man en sticker med sangtitlerne, som bliver sat på forsiden af pladen. Samtidig har Elvis modtaget demoer af nye sange, som han flittigt øver mens han stadig er i Tyskland.
Elvis og vennerne morer sig midt i juni med en tur til Paris. Det er ikke en sightseeingtur. Dagene tilbringer Elvis sovende i sengen, for om aftenen og ud på natten får den fuld gas på natklubberne i Lysets by. Alt imens kan Elvis glæde sig over, at næste RCA-single ”A Big Hunk o’ Love” (med b-siden ”My Wish Came True”) rammer hitlisternes førsteplads. Ventetiden er lang for både fans og Elvis selv. Colonel Parker fodrer konstant offentligheden med små og store historier om sin stjerne. En af de store nyheder slippes midt i juli, hvor det annonceres, at Elvis vil optræde i The Frank Sinatra Show, når han i starten af det nye år vender hjem fra Vesttyskland. Colonel Parker har forhandlet en pris på $125,000 for Elvis’ optræden.
Der kommer endnu flere penge i kassen, da RCA sidst i juli udgiver endnu en opsamlings-LP; ”A Date With Elvis”. Der er nok en gang tale om tidligere udgivet materiale. Det til trods sælger LP’en 175.000 eksemplarer og opnår er 14. plads på en hitliste, hvor navne som Paul Anka og Bobby Darin er blandt konkurrenterne.
Den 13. september kommer en særlig gæst på besøg i Goethestraβe 14. Det er den bare 14½-årige Priscilla Ann Beaulieau. Hun er sammen med sin mor og stedfar udstationeret i Vesttyskland og har fået arrangeret, at hun kan besøge den amerikanske stjerne. Hun har, mens hun boede i USA, været medlem af den lokale Elvis-fanklub i Austin. Chancen for at møde idolet vil hun ikke lade gå fra sig. Elvis fatter omgående interesse for den smukke, unge pige, og inden længe er Priscilla en fast bestanddel af fritidsaktiviteterne i huset. Her er selskabet blevet udvidet med Joe Esposito, der præcis som Elvis har aftjent den første del af sin værnepligt i Fort Hood.
Da året lakker mod enden, får Elvis en ny interesse. Han begynder på karate. To gange om ugen modtager han undervisning af den vesttyske karateinstruktør, Jürgen Seydel. Elvis’ fascination af karate skal holde ved resten af hans alt for korte liv.
Og så fejres endnu en jul i udlandet. Elvis får arrangeret, at Anita Wood hjemme i USA får en fransk puddelhund i julegave, mens han selv får et sæt bongotrommer af Priscilla. Det gælder om at holde tungen lige i munden, når man spiller på flere heste.
Mere info om 1959
1960
Udstationeringen i Vesttyskland lakker mod enden. Elvis fylder 25 og kan i et telefoninterview med Dick Clark på American Bandstand afsløre, at han skal i gang med en ny film, så snart han kommer hjem. Filmen har titlen ”G.I. Blues” og handler meget belejligt om en ung mands oplevelser i militæret.
Umiddelbart før hjemsendelsen bliver Elvis udnævnt til sergent, og så er det ellers farvel til det europæiske eventyr. Ved afrejsen er der naturligvis et kæmpe opbud af journalister og fotografer. Her foreviges Priscilla i sit farvel til Elvis. Hun bliver kort efter præsenteret i Life Magazine som ”Pigen, han efterlod”.
Hvis Elvis har været bekymret om sin popularitets holdbarhed i hjemlandet, kan han i flyet over Atlanten søge trøst hos magasinet Billboard, der skriver, at han har solgt otte millioner singler siden sit gennembrud. Han er dermed USA’s bedst sælgende kunstner nogensinde.
Tilbage på Graceland giver Elvis en lille pressekonference i Vernons kontor, der ligger i en lille bygning bag det store palæ. Her må han blandt meget andet forholde sig til spørgsmålet, om musikken har ændret sig, mens han har været væk. Det ved Elvis ikke helt, men han mener, at det ville være dumt ikke at ændre sig med musikken. Det skal på mange måder være en selvopfyldende profeti for det, som venter i den kommende periode.
Det bliver hurtigt hektisk hverdag. Knap tre uger efter hjemsendelsen er Elvis tilbage i RCA’s studie i Nashville. Her indspiller han blandt andet de to numre, som bliver næste singleudspil; ”Stuck On You” (med b-siden ”Fame And Fortune”). Der arbejdes på højtryk, og på mindre end tre døgn bliver pladen trykt og udsendt med et cover, der var trykt på forhånd, hvorpå der i al beskedenhed står ”Elvis’ første nye indspilning til sine 50 millioner fans over hele verden”. Det bliver endnu en bestseller, og ”Stuck On You” rammer snart hitlistens førsteplads.
Sidst i marts optager man Elvis’ gæsteoptræden i The Frank Sinatra Show med henblik på udsendelse i maj. Elvis står knivskarpt – først i soldateruniform og dernæst i smoking. Det er giganternes møde, men også et møde mellem to generationers idoler. Frank Sinatra, der ellers ikke er den store fan af rock ’n’ roll, synger duet med Elvis, hvor de salomonisk deler to af deres største hits; Elvis’ ”Love Me Tender” og Sinatras ”Witchcraft” ved at synge hinandens vers. Sinatra må for rullende kameraer konstatere, at ”de arbejder på samme måde, bare i forskellige regioner” – han med skuldrene og Elvis’ med de berygtede hofter.
Da Elvis i april måned tager til Hollywood for at påbegynde indspilningen af musik og billeder til ”G.I. Blues” er det en mindre hær, han medbringer. Soldaterkammeraterne Charlie Hodge og Joe Esposito har følgeskab af Lamar Fike, Red Wests fætter Sonny og Elvis’ egen fætter Gene Smith. Vennerne bliver i de kommende år en væsentlig del af livet rundt omkring Elvis. Inden længe får gruppen af venner tilnavnet ”The Memphis Mafia”.
Samtidig sender RCA endnu en Elvis-LP på gaden. ”Elvis Is Back”, er den meget rammende titel. Pladen indeholder helt ny-indspillede sange, der favner bredt, og forventningerne er store hos både pladeselskabet og ikke mindst Colonel Parker. Der drømmes forsigtigt om salgstal i nærheden af den halve million. Så godt går det dog ikke. ”Elvis Is Back” sælger næsten 300.000 eksemplarer, og bliver dermed Elvis’ bedst sælgende LP indtil videre. Det rækker til en andenplads på hitlisten, hvor titelmusikken fra filmen ”Sound Of Music” og The Kingston Trios ”Sold Out” er svære at slå af pinden.
Optagelserne til ”G.I. Blues” forløber hen over sommeren. Undervejs får optagelserne royalt besøg. Tre skandinaviske prinsesser; danske Margrethe, svenske Margaretha og norske Astrid, kigger forbi studierne. Senere på måneden er der mere kongeligt besøg, da Kong Bumiphol og Dronning Sirikit af Thailand er på visit.
Kærligheden mellem Vernon og Dee Stanley blomstrer stadig. Dee er blevet skilt fra sin mand, og i juli bliver hun og Vernon gift. Elvis deltager ikke ved brylluppet og signalerer på den måde, at han ikke billiger sin fars valg. Med ægteskabet får Elvis pludselig tre stedbrødre: Billy, David og Rick Stanley.
Få dage senere udgiver RCA nok en single, ”It’s Now Or Never” (med b-siden ”A Mess of Blues”). Elvis har virkelig kæmpet for at få det rigtige udtryk ind i ”It’s Now Or Never”, som er en engelsksproget version af den klassiske italienske ”’O Sole Mio”. Det hårde arbejde betaler sig. Singlen sælger mere end en million eksemplarer alene i USA, og endnu en førsteplads på hitlisten kan føjes til samlingen.
Mens alle venter spændt på premieren på ”G.I. Blues”, går Elvis i gang med sin sjette film, der efter arbejdstitlen ”Flaming Lance” ender med at få titlen ”Flaming Star”. Elvis skal spille cowboy, og for at falde bedst muligt ind i rollen, tager han ridetimer hver eftermiddag i to uger. Soundtracket til ”G.I. Blues” udgives umiddelbart før premieren på filmen. Elvis selv er ikke specielt tilfreds med sangene fra filmen, men med 700.000 solgte eksemplarer sætter pladen nye standarder. Alt imens laver Colonel Parker kontrakt på endnu to film. Pris: $500,000 plus halvdelen af overskuddet. Parker er en hård hund, der gerne spiller de forskellige producenter ud imod hinanden. Hal Wallis er ikke i stand til at matche et tilbud, som United Artists bringer på banen.
I november vælger amerikanerne den bare 43-årige demokrat John F. Kennedy til landets nye præsident. Han slår republikanernes kandidat, Richard Nixon, i en tæt valgkamp. Efter otte år med republikanske Dwight D. Eisenhower ved magten, skal der nu en demokrat bag skrivebordet i Det Hvide Hus. På singlehitlisten er alt dog ved det gamle. Elvis topper igen. Denne gang med ”Are You Lonesome Tonight?” (med b-siden ”I Gotta Know”), en stille ballade, som Colonel Parker efter sigende har anbefalet Elvis at indspille, da hans kone var helt vild med den. Singlen ender med at sælge to millioner eksemplarer.
Stort set samtidig udgiver RCA LP’en ”His Hand in Mine”, en gospelplade, der understreger Elvis’ spændvidde – såvel musikalsk som sangmæssigt. Med udgivelsen opfylder Elvis en drøm og ser den som en hyldest til sin afdøde mor, men også til gospelgrupperne The Statesmen og The Blackwood Brothers, som han har været meget inspireret af.
Kort før jul er der endelig premiere på ”G.I. Blues”. Elvis har travlt med indspilningen af næste film ”Wild in the Country”, men kan glæde sig over flotte besøgstal i biograferne. En uge efter premieren er filmen nummer to på Variety’s liste over solgte biografbilletter. ”Flaming Star” har premiere mindre end en måned efter ”G.I. Blues”. Måske netop derfor når den ikke helt samme salgstal til trods for en fin skuespilpræstation af Elvis. En anden udlægning af det dalende salgstal kunne være, at Elvis i ”Flaming Star” kun synger to sange – mod hele elleve i ”G.I. Blues”. Hvad vil publikum have? Drama eller lystspil? Seriøst skuespil eller sange fra Elvis? 1961 skal med al tydelighed give svaret og lægge skinnerne til en kunstnerisk ørkenvandring i Hollywoods projektørlys.
1961
Ganske symptomatisk starter Elvis året i Hollywood, hvor optagelserne til ”Wild in the Country” fortsætter. Lige så symptomatisk har Colonel Parker gang i forhandlingerne om yderligere film. Det lykkes at lande en ny aftale med Hal Wallis. Denne gang må produceren betale $175,000 for hver af de første tre film og $200,000 pr. styk for de to næste. Næppe er blækket på kontrakten tørt, før Parker har lavet en aftale om yderligere fire film med MGM. Aftalen indbringer $500,000 plus halvdelen af filmenes overskud. Indtil nu har alle Elvis-film genereret et overskud. Elvis i Hollywood er blevet big business.
Endnu en single går nummer et på hitlisten, da RCA i februar udgiver ”Surrender” (med b-siden ”Lonely Man”). Salget runder 750.000, og er dermed en del under den magiske million-grænse, som efterhånden er blevet succeskriteriet for single-salget.
I marts måned besegles Elvis’ skæbne for det meste af dette årti. Her starter indspilningen af soundtracket til ”Blue Hawaii”, stjernens ottende film. Elvis har en stor del af sit eget hold af musikere med til Radio Recorders i Hollywood, hvor man de næste tre dage blandt andet indspiller balladen ”Can’t Help Falling In Love”.
Kort efter flyver Elvis til Hawaii, hvor en del af filmen skal indspilles. Her starter Elvis med en velgørenhedskoncert, der har til formål at indsamle penge til et mindesmærke for de sømænd, som omkom på USS Arizona i forbindelse med japanernes angreb på Pearl Harbor i 1941. Elvis er i topform, og showet indtjener $62,000 til det gode formål. Nu følger tre uger med optagelser på Hawaii. Imens er håndværkerne i gang hjemme på Graceland, hvor palæet gennemgår en større renovering for en samlet sum på $5,340,66, men så er der også lagt guldtæpper i soveværelset.
Nok en single rammer markedet i starten af maj. ”I Feel So Bad” (med b-siden ”Wild in the Country”) sælger lidt over 600,000 eksemplarer, men opnår de fine salgstal til trods kun en femteplads på hitlisten. Til gengæld erobrer juni måned LP-udgivelse ”Something for Everybody” med 300.000 solgte eksemplarer en fin førsteplads på LP-hitlisten.
Der er ikke megen sommerferie. Allerede i juli står den på endnu en tur i filmkarrusellen. Først med indspilningerne af soundtracket til ”Follow That Dream” og dernæst med optagelserne til filmen.
August måneds udgivelse af singlen ”(Marie’s the Name) His Latest Flame” (med b-siden ”Little Sister”) opnår et salgstal på 700.000 og en fjerdeplads på hitlisten, hvor ”Little Sister” faktisk opnår en femteplads. Til gengæld sættes en tyk streg under filmmusikkens salgbarhed, da soundtracket til ”Blue Hawaii” udgives i oktober. I løbet af det første år sælges der vanvittige to millioner albums.
I Europa, og ikke mindst i Danmark, er Elvis’ succes nu større end nogensinde før. Han anses ikke længere som rock ‘n’ roll rebellen fra 50’erne, men er blevet en familievenlig popsanger.
Trods en kort ferie i Las Vegas, har Elvis nok at se til. I november starter optagelserne til ”Kid Gallahad”, film nummer 10 i rækken. Samtidig har ”Blue Hawaii” premiere i de amerikanske biografer. Da har publikum allerede kunnet udvide samlingen med singlen ”Can’t Help Falling in Love” (med b-siden ”Rock-A-Hula Baby”). Colonel Parker har forhandlet en aftale på plads om royalties for en million eksemplarer – uanset om salget når den magiske grænse. Det gør singlen, og den når en andenplads på hitlisten i USA. I Storbritannien går den helt til tops i starten af det kommende år og forbliver på førstepladsen i fire uger.
Elvis kan holde en velfortjent juleferie, som han tilbringer på The Sahara i Las Vegas – måske fordi Vernon og Dee holder julen på Graceland sammen med Elvis’ tre nye stedbrødre.
At forretningen Elvis i stigende grad har fokus på filmene og deres soundtracks er tydeligt. Selv om der stadig indspilles og udgives musik, der ikke har relation til Hollywood, er det indtægterne, der genereres omkring filmene, der er skæpper mest i kassen. Da indtægterne for 1961 skal gøres op har musikudgivelserne indtjent $775,078, mens filmene tegner sig for $902,610.
Colonel Parker har set skriften på væggen længe før Elvis: de store penge ligger i Hollywood. Imens er Elvis for øjnene af de amerikanske biografgængere forvandlet fra en hver svigermors mareridt til at være hendes drøm. Det hele er sket på en yderst simpel formel bestående af halvtynde filmmanuskripter tilsat sange fra et gudsbenådet talent, hvis kreativitet langsomt bliver kvalt. Det er muligt, at Hollywood er en guldgrube, men på den lange bane skal det blive en sten om benene på Elvis.
1962
Elvis fejrer sin 27-års fødselsdag på The Savana i Las Vegas. Colonel Parker har også noget at fejre. Han har ikke alene genforhandlet kontrakten med RCA på favorable vilkår, han har også indgået en aftale med Elvis om, at indtægterne i fremtiden skal deles ligeligt.
Året starter ellers stille for den fortravlede stjerne. Februar byder på singleudgivelsen af ”Good Luck Charm” (med b-siden ”Anything That’s Part of You”), og for første gang i et år kan Elvis notere sig en førsteplads på singlehitlisten. Det skal blive sidste gang i lang tid, at Elvis kan fejre en førsteplads på den prestigefyldte liste.
Efter en tur i RCA’s Studie B i Nashville er det igen tid til at indspille film. I april måned er Elvis igen på stillehavsøgruppen Hawaii, hvor hovedparten af ”Girls! Girls! Girls!” indspilles. Håbet er, at succesen fra ”Blue Hawaii” kan gentages. Elvis lander i Honolulu, hvor en helikopter flyver ham til Hawaiian Village Hotel. Her venter omkring 8.000 skrigende fans. På de små 100 meter fra helikopteren til hotellets hovedindgang mister Elvis både sin sømandskasket, en diamantring og sin juvelbesatte slipsenål. Da optagelserne på Hawaii er slut, vender Elvis tilbage til USA, hvor de sidste scener til filmen optages i Hollywood. Imens udgives en EP med sangene fra ”Follow That Dream”, der har premiere sidst i maj. Filmen topper på en femteplads på biografernes liste over mest solgte billetter.
Midt på sommeren får Elvis besøg. Efter lange forhandlinger er det endelig lykkedes ham at overtale Priscillas mor og stedfar til at sende deres datter på besøg fra Vesttyskland. Næppe er den 17-årige skønhed landet, før Elvis inviterer hende på tur til Las Vegas sammen med vennerne. Priscilla bliver hos Elvis i fjorten dage.
Inden Elvis i august måned påbegynder indspilningen til sin tolvte spillefilm, ”It Happened At the World’s Fair”, der skal filmes i Seattle, udgiver RCA singlen ”She’s Not You” (b-siden ”Just Tell Her Jim Said Hello”). Dens 800.000 solgte eksemplarer rækker til en femteplads på hitlisten. Stort set samtidig er der premiere på ”Kid Gallahad”, hvis soundtrack udgives på EP og sælger 400.000 eksemplarer. Colonel Parkers strategi om i højere grad at satse på film, soundtracks og enkelte udgivelser med nyt materiale synes at holde stik. Henover september fortsætter optagelserne på filmen i Hollywood samt indspilningen af soundtracket i Radio Recorders-studiet. Her har Elvis allerede før optagelserne i Seattle indspillet nogle af sangene til filmen.
Imens nærmer premieren på ”Girls! Girls! Girls!” sig. RCA har udset sig Otis Blackwell og Winfield Scotts ”Return to Sender” (med b-siden ”Where Do You Come From”) som hitsinglen. Det viser sig at være et godt valg. Singlen sælger pænt over en million eksemplarer og tager anden pladsen på hitlisten, hvor den i fem uger i træk må se sig slået af The Four Seasons og deres kæmpehit ”Big Girls Don’t Cry”. LP’en med hele tretten sange fra soundtracket til ”Girls! Girls! Girls når slet ikke samme højder som ”Blue Hawaii”-pladens to millioner eksemplarer. Faktisk ikke en gang 600.000 styk.
På den politiske front står USA i en dramatisk duel. Den Kolde Krig med det kommunistiske Sovjetunionen når et foreløbigt klimaks med en tretten dage lang konfrontation om sovjetiske missiler på Cuba. Præsident John F. Kennedy afværger krisen, og håndteringen lægger yderligere længder til hans popularitet hos amerikanerne.
Kort før jul kommer Priscilla til USA for at holde helligdagene sammen med Elvis på Graceland. Vernon og Dee henter hende i lufthavnen i New York og følger hende til Memphis, hvor Elvis ønsker at vise hende det juleudsmykkede Graceland. De første to dage i Memphis tilbringer den unge dame dog sovende. Elvis har givet hende nogle piller for at falde i søvn. Priscilla tåler tydeligvis ikke helt samme doser som en voksen mand.
Da året skal gøres op i penge, er det igen filmene, der står for broderparten af indtægterne. Lidt over $900,000 kan tilskrives film, mens $775,000 er hentet på pladesalg. Elvis synes at sidde solidt på tronen. Men et tronskifte er umiddelbart forstående. I den engelske havneby, Liverpool, har fire fyre gang i noget ganske særligt. Snart vil en engelsk gruppe ved navn The Beatles være teenagernes foretrukne idoler.
1963
Elvis er på kunstnerisk niveau fanget i et tilsyneladende endeløst loop, hvor den ene Hollywood-produktion afløser den anden. Til gengæld blomstrer kærligheden. Priscilla og Elvis har holdt jul og nytår sammen, og Elvis gør, hvad han kan for at overtale Priscillas mor og stedfar til at lade hende blive, men får nej. Kort efter Elvis’ 28-års fødselsdag returnerer hun til familien i Vesttyskland.
Hermed kan Elvis rette sit fulde fokus mod indspilningen af sange til ”Fun in Acapulco”, som skal blive hans næste film. Handlingen skal udspille sig i Mexico, men optagelserne med Elvis kommer udelukkende til at foregå på hjemlig grund.
Sidst i januar udgives singlen ”One Broken Heart For Sale” (med b-siden ”They Remind Me Too Much of You”). Den varsler en kommende stagnation af Elvis’ pladesalg. Singlen opnår en 11. plads på hitlisten. Det er første gang en Elvis-single, der er indspillet hos RCA, ikke når top ti.
Der arbejdes hårdt på at få Priscilla til USA. I marts besøger hun sammen med sin stedfar, Paul Beaulieu, Elvis i Los Angeles, hvor Elvis fortsat filmer. Planen er, at få Priscilla permanent til USA. Hun skal bo hos Dee og Vernon, mens hun tager sit afsluttende skoleår på Immaculate Conception High School. Elvis’ overtalelsesevner er store, og det lykkes at overbevise Priscillas forældre om, at det hele kommer til at foregår under respektable forhold.
Alt imens har ”It Happened at the World’s Fair” premiere. Soundtracket sælger kun 300.000 eksemplarer, mens filmen opnår en lige så skuffende placering som nummer 55 over de bedst indtjenende film i 1963. Noget tyder på, at det udelukkende er de trofaste Elvis-fans, der køber pladerne og besøger biograferne, mens det kniber med at rekruttere nye tilbedere.
Hverdagen på Graceland har for længst fået sit helt eget underlige liv. Der bliver ofte byttet om på nat og dag, og Elvis er stadig ikke i stand til at gå uden for en dør uden at tiltrække sig voldsom opmærksomhed. Når Elvis for eksempel ønsker at tage i biografen, er løsningen derfor, at han lejer hele salen, der bliver lukket af for ham. Her ser han film som komedien ”The Nutty Professor” med Jerry Lewis og science fiction-gyseren ”Village of the Damned”. Besøgene i biografen skal i øvrigt blive en af Elvis’ faste interesser. Vennerne kan vente sig lidt af hvert, når lyset slukkes. Hvis filmen, der vises, ikke falder i Elvis’ smag, bliver fremvisningen stoppet allerede efter ti minutter, men det kan også ske, at seancen ender i en gigantisk popcornkamp.
I slutningen af maj består Priscilla sin eksamen. Elvis deltager ikke i ceremonien, da han ikke vil tiltrække sig unødig opmærksomhed. Den unge studine er nu fast inventar på Graceland, hvor hun er vidne til udsendelsen af ”(You’re the) Devils in Disguise” (med b-siden ”Please Don’t Drag That String Around”). A-siden når en tredjeplads på den amerikanske hitliste, mens den går nummer et i Danmark. Singlen og dens b-side er resultatet af endnu omgang indspilninger i Nashville.
Små fjorten dage senere er der nye indspilninger, denne gang hos Radio Recorders i Hollywood, hvor Elvis tager hul på soundtracket til næste film, ”Viva Las Vegas”. Og så er der ellers afgang til Las Vegas, hvor der skal skydes levende billeder. Der går ikke længe, før der hviskes i krogene. Det er almindelig kendt, at Elvis flirter med sine kvindelige medskuespillere, men denne gang er det mere intenst. Elvis og hans co-star, den langbenede skønhed, svensk-amerikanske Ann-Magret, har et mere end godt øje til hinanden. Faktisk har Elvis gennem længere tid kigget langt efter den selvsikre Ann-Margret, der også har indspillet sange på RCA, hvor hun er forsøgt lanceret som ”den kvindelige Elvis”. Pressens udsendte opsnuser romancen og bringer omgående nyheden. Hjemme på Graceland må Elvis forsikre Priscilla om, at pressens historier intet har på sig. Intet kunne være længere fra sandheden. Det slår bogstavelig talt gnister mellem Elvis og Ann-Magret, og det gør underværker ved hele filmen, der til stor ærgrelse for Colonel Parker overskrider budgettet. Mens Elvis hen over august og september filmer og flirter med Ann-Magret, udgiver RCA LP’en ”Elvis Golden Records Vol. 3”. Samlingen af tidligere hits sælger 600.000 eksemplarer og når en tredjeplads på hitlisten.
Sidst i september er det igen tid til at indspille filmmusik og levende billeder. Denne gang er det ”Kissin’ Cousins”, som skal i kassen. Colonel Parker forsøger at spare, hvor der kan spares. Han vil for alt i verden undgå, at budgetoverskridelsen fra ”Viva Las Vegas” gentages. Soundtracket optages derfor i Nashville. Det lykkes at få spinket og sparet budgettet helt ned på $800,000. Resultatet bliver desværre også derefter. Samtidig når Elvis’ nyeste single ”Bossa Nova Baby” (med b-siden ”Witchcraft”) en ottendeplads på singlehitlisten med 700.000 solgte eksemplarer.
For Priscilla er rygterne om Elvis og Ann-Margret blevet for meget. Hun pakker sine ting og tager til Hollywood. Den svensk-amerikanske skuespiller er imidlertid rejst til London, hvor hun skal deltage i den britiske premiere på musicalkomedien ”Bye Bye Birdie”, hvor hun har en større rolle. Filmen handler pudsigt nok om en stor rock ’n’ roll-stjerne, der på karrierens foreløbige højdepunkt bliver indkaldt til militæret. Elvis var egentlig blevet tilbudt hovedrollen, men Colonel Parker takkede nej, da han ikke ønskede, at stjernen skulle medvirke i en parodi på sin egen karriere. I London bekræfter Ann-Margret overfor pressen, at hun er forelsket i Elvis, men dog ikke ved, om de skal giftes.
Ann-Margret er snart tilbage i USA, hvor Elvis under filmoptagelserne bor i en luksusvilla på 565 Perugia Way i Los Angeles-bydelen, Bel Air. Her oplever hun sammen med Elvis foran tv’et de gruopvækkende live-billeder i timerne umiddelbart efter det dødelige attentat på præsident John F. Kennedy. USA er et land i sorg, men livet går videre, nu med den tidligere vicepræsident Lyndon B. Johnson ved roret.
Umiddelbart før premieren på ”Fun in Acapulco” sidst i november udkommer soundtracket, der sælger nok til en tredjeplads på LP-hitlisten. Det til trods, er tendensen klar. På bundlinjen har Elvis i 1963 tjent $1,235,000 på sine film, mens musikdelen af forretningen står for $546,000. Og Parker har allerede landet endnu en filmaftale. Her har manageren betinget sig, at budgettet ikke overskrider $1,500,000. Til gengæld er Elvis sikret $600,000 i honorar plus $150,000 til udgifter – præcis halvdelen af filmens maksimale budget. Sidste tilføjelse til kontrakten er selvfølgelig, at Elvis skal have halvdelen af overskuddet. Colonel Parker er på alle måder en skruppelløs forhandler.
Forholdet til Ann-Margret løber snart ud i sandet. Elvis har gennemskuet, at Ann-Margret aldrig vil opgive sin karriere, og der er ikke plads til to stjerner i hans liv. Julefreden kan derfor sænke sig over Graceland, hvor Elvis holder julen sammen med Priscilla. Hun elsker Elvis, og han lover hende, at hun er kvinden i hans liv. Det er hende, han vil giftes med.
1964
Det er på mange måder skiftedag. Mens Elvis hænger fast i en kreativ rundkørsel med blokerede afkørsler, stormer nye navne frem. The Beatles har i 1963 fået deres store gennembrud i Storbritannien, og nu står de umiddelbart foran deres entré på det amerikanske marked. Liverpool-drengene ankommer få dage efter Elvis’ 29-års fødselsdag. Affyringsrampen skal være The Ed Sullivan Show, hvor Elvis selv har vundet masser af nye fans.
Mens John, Paul, George og Ringo sætter ny decibelrekord for pigeskrig ved det populære tv-show, holder Elvis ferie i Las Vegas sammen med vennerne. De går til shows med Fats Domino, Don Rickles, Tony Martin og andre populære navne. At Elvis samtidig udsender singlen ”Kissin’ Cousins” (med b-siden ”It Hurts Me”) sker i skyggen af de nye engelske idoler. Singlen topper som nummer tolv på hitlisten, mens The Beatles har sat sig tungt på markedet. Deres ”I Wanna Hold Your Hand” tager syv uger som nummer et, og da den endelig må slippe sit ellers solide tag i førstepladsen, er det blot for at overlade den til ”She Loves You”, og derefter ”Can’t Buy Me Love”. På et tidspunkt indtager The Beatles de fem øverste pladser på hitlisten. Den britiske invasion tager ingen fanger.
Elvis må se til fra sidelinjen, for han har ikke mulighed for at tage handsken op. Han er kontraktligt bundet til flere film. Næste projekt hedder ”Roustabout”, en film, som Colonel Parker er særlig involveret i. Elvis skal nemlig spille en sanger, der bliver ansat i et omrejsende tivoli. Parkers fortid i netop denne branche gør, at han har ekstra stor opmærksomhed på manuskript og produktion. Mens Elvis filmer i Hidden Valley Ranch nord for Los Angeles, er der premiere på ”Kissin’ Cousins”. Præcis som med singlen, er det uden den store succes. Filmen når en enkelt uge op som nummer 11 Variety’s liste over mest sælgende film.
April måneds tre udgivelser gør det ikke meget bedre. LP’en til ”Kissin’ Cousins” opnår en placering som nummer seks, mens de to singleudgivelser ”Kiss Me Quick” (med b-siden ”Suspicion”) og ”What’d I Say” (med b-siden ”Viva Las Vegas”) kun når placeringer som hhv. nummer 34 og 21. Salget er nu under en halv million pr. single. Det er nye tider.
I Elvis’ entourage er et nyt ansigt dukket op. Det er frisøren Larry Geller. Der går ikke længe, før han og Elvis finder et fællesskab om dybe religiøse samtaler. Elvis er tydeligvis i krise – både menneskeligt og kunstnerisk – og det gør ham til en søgende sjæl.
Udgivelsen af en EP med musikken til den kommende film ”Viva Las Vegas” signalerer heller ikke, at nedturen skal bremses. Den sælger magre 200.000 eksemplarer. Og således nedslået kan Elvis melde sig under fanerne til indspilningen af nok en film; ”Girl Happy”, som skal indspilles hen over sommeren.
Der er dog opmuntring, da ”Viva Las Vegas” endelig kommer ud i biograferne. Publikum tager godt imod, og filmen ender med at indspille mere i 1964 end The Beatles’ film ”A Hard Days Night”. Faktisk ender ”Viva Las Vegas” med at blive den bedst indtjenende Elvis-film – både i sit premiere-år og i det hele taget.
Glæden er dog kortvarig. Juli måneds single ”Such a Night” (med b-siden ”Never Ending”) kravler lige nøjagtig op som nummer 16 på hitlisten. Samtidig har Elvis’ mange samtaler med Larry Geller medført uro – både i forholdet til Colonel Parker, men også internt blandt de andre Elvis-venner.
Det er symptomatisk, at årets sidste større opgave er endnu en filmindspilning. ”Tickle Me” indspilles i oktober og november, hvor ”Roustabout” har premiere. Den klarer sig overraskende fint og opnår en ottendeplads på Variety’s hitliste.
RCA holder gang i hjulene med udgivelsen af julesinglen ”Blue Christmas” (med b-siden ”Wooden Heart”). Det er materiale fra hhv. 1957- og 1960-udgivelser. Der er altså intet nyt under misteltenen. På den særlige julesalgsliste opnår singlen dog en fin førsteplads.
Året skal gøres op. Den økonomiske del kan ikke diskuteres. Elvis har tjent over $1,500,000 på film, mens musikdelen tegner sig for lidt over $500,000. Derfor kan det også retfærdiggøres, at Colonel Parker netop har forhandlet endnu en filmaftale på plads. Aftalen er på tre film og vil indbringe Elvis $2,500,000 plus 40 procent af filmenes overskud. Parkers andel er stadig 50 procent.
Julen afslører de efterhånden større sprækker i fundamentet omkring Elvis’ vennegruppe. Drengene giver Elvis en bibel i julegave. På biblens forside er livets træ afbilledet. Hver af grenene bærer vennernes navne, men et navn mangler; Larry Geller. Elvis nægter at modtage gaven, før Gellers navn også er sat på træet. Der er uro blandt de nærmeste, mens Elvis sejler længere og længere væk fra noget, der minder om udfordringer og ambitioner. Han keder sig bravt.
1965
Elvis fylder 30 med en dejlig fødselsdagsgave. LP’en med titelmusikken fra ”Roustabout” rammer albumhitlistens førsteplads. Glæden er dog kortvarig. En uge bliver det til, så er den stødt af tronen af The Beatles og deres ”Beatles ’65”, en udgivelse til det amerikanske og canadiske marked. Det er nærmest salt i såret, at der på Beatles-udgivelsen er coverversioner af to Carl Perkins-numre (”Honey Don’t” og ”Everybody’s Trying To Be My Baby”, samt et Chuck Berry-nummer (”Rock and Roll Music”).
Elvis’ interesse for Hollywood-projekterne er for længst falmet. Han har indset, at de kunstneriske udfordringer ikke kommer. De mange film fungerer udelukkende som en pengemaskine. Colonel Parker kan også mærke sin klients manglende engagement. Han skriver om sine bekymringer til Elvis-vennernes nyudnævnte formand, Marty Lacker, der skal stå for næste tur til Hollywood, hvor filmen ”Harum Scarum” skal optages. Turen skal foregå i en autocamper. Undervejs til Los Angeles betror Elvis sig til Larry Geller. Elvis er skuffet over, at han – trods både studier af biblen og meditation – aldrig har mærket Gud. Øjeblikke senere stopper Elvis autocamperen og vandrer ud i ørkenen. Her har han set en skyformation, der ligner Josef Stalin. Skyerne forvandler sig dog hurtigt til et ansigt, der ligner Jesus.
Ude i den virkelige verden er tingene ved at antage et noget mørkere perspektiv. Den Kolde Krig mellem USA og Sovjetunionen optrappes endnu et gear, da amerikanerne indsætter 3.500 marinesoldater i det sydlige Vietnam. Snart vil USA være involveret til op over begge ører i en krig, der skal komme til at koste over en million mennesker livet i løbet af de næste ti år. Krigen skal komme til at sætte sit præg på en hel generation og deres musiksmag.
Colonel Parker arbejder hårdt på at få musikdelen af Elvis-forretningen tilbage på skinner. I påsken får han fremskyndet udgivelsen af RCA’s næste single ”Crying in the Chapel” (med b-siden ”I Believe In the Man In the Sky”). Singlens a-side blev egentlig indspillet i forbindelse med albummet ”His Hand in Mine” i 1960, men dengang vejet og fundet for let. Nu er nummeret støvet af og klar til udgivelse. Det bliver omgående en succes. På den amerikanske hitliste skyder det op som nummer tre. Det er første gang siden oktober 1963, at Elvis har et top ti hit. I Storbritannien går den endda helt til tops. Det hele bekræfter Colonel Parker i, at det nok skal lykkes at få Elvis til top, hvis blot tid og sted er de rette. Sammenfaldet mellem påsken og en gospeludgivelse skal Parker, som så meget andet, der har været en succes, vende tilbage til – dog med et noget mere magert udkomme.
Mens Elvis sidst i maj gør klar til næste filmprojekt, ”Frankie and Johnny”, er ”Harum Scarum” blevet klar. Resultatet er mildest talt ringe. Selv Colonel Parker må erkende, at det er under standard og foreslår, at en talende kamel kan være fortæller i filmen. På den måde vil filmen i det mindste blive modtaget som en rendyrket komedie. Den idé bliver ikke til noget, og ”Harum Scarum” kommer til at markere et filmmæssigt lavpunkt for Elvis.
Årets tredje filmindspilning påbegyndes i august, hvor optagelserne til ”Paradise, Hawaiian Style” skydes. Det virker nærmest som skæbnens ironi, at der lige nu sættes et musikalsk topmøde op. The Beatles skal besøge Elvis på Perugia Way i Bel Air. Mødet bliver en fuser. Vennerne fylder i forvejen godt i huset, Priscilla er der også, men Elvis er uoplagt. Samtalen går trægt og alt tyder på, at det er slut, før det overhovedet er begyndt. Først da Elvis finder en bas frem og begynder at spille med på Charlie Rich’s sang ”Mohair Sam”, løsner tingene lidt op. John Lennon og Paul McCartney finder et par guitarer og jammer lidt med Elvis, mens resten af selskabet har deres egne cirkler kørende. Colonel Parker spiller roulette med Beatles’ manager Brian Epstein. George Harrison ryger joints med Larry Geller, mens de diskuterer hinduisme ved swimmingpoolen. Ringo Starr spiller pool sammen med et par af Memphis Mafiaen. Da de unge kometer fra England forlader Perugia Way, ved de ikke helt, hvad de skal mene om mødet med deres store idol.
Efterårets pladeudgivelser fra Elvis klarer sig på det jævne. Selv om Elvis’ pladesalg er dalet med 40 procent siden 1960, lykkes det alligevel Colonel Parker at genforhandle kontrakten med RCA til forbedrede forhold. Tingene sættes dog lidt i perspektiv, da Elvis’ tidligere bassist, Bill Black, dør af en hjernetumor bare 39 år gammel. Elvis er i chok, men deltager ikke i begravelsen af frygt for at skabe unødig forstyrrelse.
Og således noterer endnu et kalenderår sig i den tabte kreativitets annaler. Elvis er tiltagende frustreret og har svært ved at se meningen med det hele. Og det værste af det hele er, at der venter endnu flere formålsløse filmmanuskripter i horisonten.
1966
Der går rygter. Så varme, at de når den lokale avis i Memphis. Rygterne vil vide, at Beatles’ manager, Brian Epstein, vil købe Colonel Parker ud af kontrakten med Elvis. Den snedige manager kan dog forsikre Elvis om, at det ikke kommer til at ske – med mindre beløbet er så stort, at det vil sikre ham og Elvis, at de kan trække sig tilbage og gå på pension.
Med den vished kan Elvis endnu en gang vende næsen mod Hollywood og næste filmprojekt. I Bel Air har han lejet et nyt hus, denne gang 10550 Rocca Place. Med huset som base kan Elvis gå i gang med optagelserne til ”Spinout”. Under optagelser løfter Elvis overfor en journalist sløret for, at der er et nyt projekt i støbeskeen. En religiøs plade – det første ikke-soundtrackalbum i 2½ år.
I det hele taget er det som om interessen for musikken har fået ny energi. Sammen med Charlie Hodge og Red West sidder Elvis mange timer og spiller eller lytter til andres musik. Der er indkøbt en tolvstrenget guitar og en harmonika. For selv om Elvis stadig er meget optaget af gospelmusikken, har han også kastet sin kærlighed på artister, der ligger mere op ad folkemusiktraditionen. Det er artister som Peter, Paul and Mary eller Ian and Sylvia. Elvis hører også en del Bob Dylan-sange. Det er godt nok den afroamerikanske sangerinde Odetta’s udlægninger, han er faldet for, men det er tydeligt, at Elvis samler musikalsk inspiration. Der skal dog gå endnu nogen tid, før han får afløb for den opsparede kreativitet.
Hverken februar eller marts måneds singleudgivelser er hitliste materiale. Her er det i stedet ”California Dreamin’” med The Mamas & Papas og Nancy Sinatras ”These Boots Were Made For Walking”, der stjæler overskrifterne. Premieren på filmen ”Frankie and Johnny” og den medfølgende soundtrack-lp skaber heller ikke større røre.
Når turene går fra Memphis til Bel Air eller retur, er det nu i en Greyhound-bus, som Elvis har fået ombygget til formålet. Det er som oftest med Elvis ved rattet. Her lytter de til kassettebånd med numre, som Red West og Charlie Hodge har mixet. Præcis som ved de uformelle sessions i stuen lytter Elvis efter nyt materiale og ny inspiration.
Sidst i maj måned er det langt om længe tid til indspilningen af det religiøse album, som Elvis tidligere på året har annonceret. I RCA’s studie B i Nashville har en ny spiller meldt sin ankomst. Det er den 31-årige producer Felton Jarvis der skal styre processen. Han er anbefalet af guitaristen Chet Atkins, der ved, at Jarvis er kæmpe Elvis-fan, men også, at Jarvis er en natteravn, præcis som Elvis. De to vil helt sikkert svinge sammen. Det skal hurtigt vise sig, at Atkins har set fuldkommen rigtigt. Det skal blive starten på et samarbejde, der skal vare helt til Elvis’ død. Over fire sessions indspiller Elvis og holdet omkring ham materialet til det, som skal blive gospelalbummet ”How Great Thou Art”. Med ved optagelserne er en anden af Chet Atkins’ indskydelser; vokalgruppen The Imperials. Det hele smelter smukt sammen, og Elvis er usædvanligt godt tilfreds med det færdige resultat.
En måneds tid senere er Elvis tilbage i Studie B. Her lægger han vokal på tre sange, som bandet allerede har indspillet i dagene før, hvor Elvis har klaget over en forkølelse. Et af disse er julenummeret ”If Every Day Was Like Christmas”, der er skrevet af Elvis’ gode ven Red West.
Ellers går livet sin efterhånden vante gang på Graceland. Elvis tilbringer det meste af tiden enten i biografen eller i det lokale tivoli. Indimellem bliver der også tid til en omgang flag-football i parken sammen med vennerne. Interessen for det spirituelle har Elvis ikke tabt. Han søger på alle fronter efter meningen med tilværelsen.
Og så kalder Hollywood nok en gang. ”Double Trouble” skal i kassen, alt imens kan Elvis konstatere, at heller ikke ”Paradise, Hawaiian Style” bliver den store succes. Soundtracket sælger endda 25.000 eksemplarer mindre end forgængeren ”Frankie and Johnny”.
Før septembers indspilning af næste film ”Easy Come, Easy Go” er Hal Wallis bekymret. Han sender et brev til Colonel Parker, hvor han påpeger, at der må gøres noget ved kampvægten, hvis Elvis skal overbevise i den kommende film, hvor han skal spille soldat og dykker. Elvis er efterhånden så afslappet på filmsættet, at det skaber problemer. Som det er blevet kutyme, har Elvis vennerne med til optagelserne. Oftest ender de med at få en mindre statistrolle. Denne gang er Red West med. Da han og Elvis under en optagelse bryder grinende sammen, bliver det for meget for filmens instruktør John Rich, der bortviser West fra filmsættet.
På pladefronten er der ikke megen trøst at hente. Septembers single ”Spinout” (med b-siden ”All That I Am”) udkommer før premieren på filmen, men når ikke højere end nummer 40 på hitlisten. Meget bedre går det ikke med soundtracket, der ellers har flere uptempo-sange end de seneste filmudgivelser. En højeste placering som nummer 18 bliver det til. Det er ikke noget, man praler af i Elvis-regi. Filmen ”Spinout” klarer sig heller ikke prangende. Selv om Elvis fortsat er blandt de ti højest lønnede skuespillere i Hollywood, får hans seneste udspil på det store lærred en kølig velkomst og en højeste placering som nummer 57 på listen over bedst sælgende film.
Det er sværere og sværere at kode Elvis’ humør og sindsstemning. Det mærker vennen Red West, da greyhound-bussen en aften med Elvis ved rattet er nær Little Rock i Arkansas. Her hører de pludselig Tom Jones i radioen med tåreperseren ”Green Green Grass of Home”. Elvis stopper omgående bussen og får ringet til radiostationen, der skal spille sangen en gang til. For Red West er det en underlig oplevelse. Mindre end et år tidligere har han spillet sangen for Elvis, der pure har afvist den som værende ”alt for country”.
Red West har store forhåbninger, da julemåneden står for døren. Her udgives hans nummer ”If Every Day Was Like Christmas” (med b-siden “How Would You Like to Be”). West må dog justere sine drømme. Det smukke nummer når ikke engang op på hitlisten og sælger bare 200.000 eksemplarer.
Og så skal der ellers købes julegaver. Der er ingen økonomiske kvaler. Filmene har i 1965 indbragt $2,500,000, mens der er $644,000 i kassen fra musikken. Måske er det derfor, at julegavebudgettet har fået en ekstra tand. Elvis køber en hest til sig selv og Priscilla, og da hun ikke skal ride alene, køber han også en hest til vennen Jerry Schillings kæreste, Sandy Kawelo. Men Elvis har mere i ærmet. Den 24. december frier han til Priscilla. Om frieriet er planlagt eller en pludselig indskydelse er uvist. Det er nemlig en nærmest manisk fase, Elvis er i. Den ene af de købte heste bliver returneret kort efter jul, men allerede inden nytår er der købt yderligere syv heste og en masse rideudstyr.
1967
Elvis har fået heste på hjernen. Bestanden udvides stadig – der er endda købt en hest til Vernon, og staldbygningen bag Graceland gennemgår en større renovering. Elvis’ egen hest, den guldfarvede ”Rising Sun”, giver navn til den nye staldbygning, der i daglig tale omtales ”The House of the Rising Sun”. Inden januar er omme, er der også anlagt en ridebane på Gracelands grund.
Januars singleudspil ”Indescribably Blue” (med b-siden ”Fools Fall in Love”) kommer på markedet og sælger 300.000 eksemplarer. Den får en højeste placering som nummer 33 på hitlisten og indikerer på alle måder, at Elvis’ popularitet ikke har tidlige tiders højder.
Elvis flygter mere og mere ind i hestedillen. På en af sine hesteindkøbsture falder han over en lille gård, Twinkletown Farm, en frisk køretur syd for Graceland. Da det både gård og land der er til salg, slår Elvis til med det samme. For $5,000 i udbetaling og en samlet pris på $437,000 køber han gården og omdøber den til ”Circle G”. Nu skal drømmen om det frie liv på hesteryg leves fuldt ud. At bygningerne på gården ikke rummer plads til alle vennerne, er der også en løsning på. Der udvides hurtigt med husvogne, alt imens der indkøbes en mindre bilpark, der passer til det nye landmandsliv.
I februar udkommer gospelalbummet ”How Great Thou Art”. Pladen bliver modtaget med ros fra anmelderne, og året efter skal det modtage en Grammy i kategorien ”Best Sacred Performance”. Det kniber derimod mere med salget, der kun når skuffende 200.000.
Det bliver sværere og sværere at trække Elvis væk fra Circle G. og hestene. Da han sidst i februar skal i studiet for at indspille sangene til den kommende film ”Clambake”, ankommer han i fuld cowboyuniform, og afrejsen til indspilningerne i Hollywood må en uges tid senere udsættes, da Elvis har fået siddesår af de mange timer i sadlen. Det hører Barbara Little, der er kæreste med Elvis’ ven, George Klein. Hun anbefaler lægen George Nichopoulos, der omgående møder op for at behandle Elvis’ ømme ende. Dr. Nick, som han hurtigt ender med at blive kaldt, kan dog konstatere, at problemet med siddesåret nærmere er en undskyldning for at udsætte rejsen til Hollywood end et reelt medicinsk problem. Elvis og Dr. Nick bliver hurtigt venner.
Mens Colonel Parker i Hollywood kæmper for at udsætte optagelserne, bruger Elvis lystigt løs af formuen. $8,500 bruges på et hegn til farmen. Hjemme på Graceland er det Vernon, der styrer betalingen af regningerne. Han river sig i håret over de mange og pludselige udgifter. Det sidder stadig dybt i ham, at han i den største del af sit liv har levet på fattigdomsgrænsen.
Langt om længe melder Elvis sin ankomst i Hollywood. Med sig har han det meste af heste-entouraget. Det bliver dog ikke til optagelser lige med det samme. Elvis falder på badeværelset på Rocca Place og slår hoved imod badekarret. Der er ikke sket noget alvorligt, men filmholdet må vente yderligere elleve dage på stjernen. Det får Colonel Parker op i det røde felt. Han kalder gruppen af venner sammen. Som han ser det, er det deres job at passe på Elvis. Hvis de ikke kan klare noget så simpelt, må de hellere kigge sig om efter anden ansættelse.
Der er i virkeligheden masser af alarmklokker, der ringer. Mens Elvis optager ”Clambake” udkommer soundtracket til ”Easy Come, Easy Go”. Det er en salgsmæssig katastrofe. EP’en med sangene til filmen sælger sølle 30.000 eksemplarer og når end ikke på hitlisten. Filmen sælger ligeledes skidt og bekræfter den værste mistanke; Elvis’ popularitet er i frit fald. Det virker nærmest som en strategisk panikløsning, at næste film, nummer 24 i rækken, ”Double Trouble” har premiere bare 14 dage senere. Heller ikke her er der udsolgte sæder i biograferne. Det virker nærmest som om, at det kun er de allermest trofaste fans, der køber billetter.
Den 1. maj er der bryllup. Det hele foregår nærmest hals over hoved. Sammen med udvalgte venner flyver det kommende brudepar til Las Vegas. Her får Priscilla og Elvis for $15 et bryllupsbevis på Clark County Courthouse, og efterfølgende er der en lille ceremoni i en suite på Aladdin Hotel, hvor Colonel Parker styrer begivenhederne med usædvanlig hård hånd. Af Elvis’ venner er det kun Marty Lacker og Joe Esposito, der har fået lov til at være med til ceremonien. Colonel Parker har meget belejligt valgt et mindre lokale, og derfor må nogle udelukkes fra deltagelse. Det falder ikke i god jord hos Red West, der sammen med sin kone Pat, forlader stedet under eder og forbandelser. Sådan behandler man ikke en gammel ven. Der skal gå to år, før Red West igen ser Elvis.
Tilbage i Memphis er det som om Elvis’ interesse for hestene og farmen aftager. Måske er det seksuelle frustrationer, der langt om længe har fået afløb. I hvert fald går der ikke længe, før Priscilla kan meddele, at hun er gravid. Elvis er lykkelig og meddeler, at det er det største, der nogensinde er overgået ham. Det skal vise sig, at fødslen kommer til at finde sted præcis ni måneder efter brylluppet.
Og så melder den kedelige Hollywood-hverdag igen sin ankomst. Midt i juni starter de indledende manøvrer til film nummer 25, ”Speedway”, hvor Elvis skal spille overfor Frank Sinatras datter, Nancy. Mens Elvis er på filmoptagelser, er Vernon gået i gang med at sælge ud af lidt af hvert på Circle G. Nu hvor Elvis har mistet interessen, er der ingen grund til at have alt for megen kapital bundet i projektet. Da optagelserne til ”Speedway” er i kassen, vender Elvis og Priscilla tilbage til Memphis. Her har Elvis fået en ny dille. Nu er det pludselig skydning, der fylder det meste af fritiden. Der går heller ikke længe, før Elvis beslutter sig for at sætte Circle G. til salg. Farmen vil være lukket ned inden årets udgang, og hestene flyttet tilbage til Graceland.
I september er Elvis igen i RCA’s Studie B. Der skal indspilles nyt materiale. Et af numrene er ”Guitar Man”, skrevet af guitaristen Jerry Reed. Elvis er vild med nummeret, men i studiet kan ingen af guitaristerne kopiere den særlige spillestil, som Reed har på sin version af nummeret. Jerry Reed bliver derfor kaldt ind med kort varsel og ender med også at tage guitaren i nummeret ”Big Boss Man”. Det bliver sidstnævnte, der bliver septembers singleudspil (med b-siden ”You Don’t Know Me”). Igen er succesen begrænset. Selv om salget når næsten 350.000 eksemplarer, rækker det kun til en plads som nummer 38 på hitlisten.
Næste film ”Stay Away, Joe” skydes i oktober og november. Kort før optagelsernes afslutning, er der premiere på ”Clambake”. Hverken filmen eller soundtracket gør større væsen af sig på hitlisterne, og Elvis må konstatere, at drømmen om en stor filmkarriere for længst er strandet på et forræderisk rev af økonomiske spekulationer. Og præcis her har Elvis ingen grund til bekymring. Filmindtægterne er i 1967 svimlende $2,700,000, mens musikken indtjener flotte $870,000.
Alligevel er der ingen tvivl; hvis Elvis skal videre med karrieren, er der brug for nye og større kunstneriske udfordringer. 1968 skal bringe Elvis den tiltrængte udfordring – endda en af de helt store. Det skal bringe ham tilbage til rødderne og relancere karrieren og talentet for fuld udblæsning.
1968
Få dage efter Elvis’ 33-års fødselsdag kan tv-selskabet NBC annoncere, at de har lavet en aftale om et tv-show med Elvis. Det vil være stjernens første optræden på tv siden 1960. Colonel Parker har landet en aftale om et juleshow, en aftale, der indbringer lidt over $1,000,000 for dels tv-showet og en film (det skal ende med at blive Elvis’ sidste spillefilm, ”Change of Habit”)
Januar måned byder på hele to udgivelser. En single med Jerry Reeds ”Guitar Man” (med b-siden ”Hi-Heel Sneakers”) sælger 300.000 eksemplarer og når en højeste hitlisteplacering som nummer 43. LP’en ”Elvis Golden Records vol. 4” sælger 50.000 flere, men hitter heller ikke med en placering som nummer 33 på den tilsvarende liste for albums.
Den 1. februar føder Priscilla en datter på Babtist Hospital i Memphis. Datteren får navnet Lisa Marie. Elvis har hyret en særlig gruppe fra politiet i Memphis til at holde vagt på hospitalet, hvor mor og datter opholder sig i fire dage, inden de tager hjem til Graceland.
I Los Angeles har Elvis købt et hus på 1174 HiIlcrest Drive. Det er håbet, at der her vil være endnu mere privatliv, når Elvis er i byen for at indspille film. Det er da også her, den lille familie opholder sig, mens Elvis tager hul på ”Live a Little, Love a Little” i starten af marts. Måneden byder få – om ingen – karrieremæssige opmuntringer. Februar måneds singleudspil ”U.S. Male” (med b-siden ”Stay Away) – igen et Jerry Reed-nummer – sender godt nok Elvis ind i top-30 for første gang siden midten af 1966, og salget når næsten 500.000 eksemplarer, men næste single, Rodgers og Hammersteins musicalhit fra Carousel, ”You’ll Never Walk Alone” (med b-siden ”We Call on Him”, sælger blot 50.000 eksemplarer. Det er en lille trøst, at nummeret nomineres til en Grammy, en pris den ikke vinder.
Torsdag den 4. april bliver borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King myrdet på Lorraine Hotel i Memphis. Den farvede Kings berømte ”I have a dream”-tale er en af Elvis’ yndlingstaler, og det rammer Elvis hårdt, at mordet sker netop i hans hjemby.
Hos NBC tager tv-showet så småt form. Man har hyret den 34-årige Steve Binder som instruktør. Det skal vise sig at blive altafgørende for resultatet. Binder er en mand, der ikke indgår kompromiser. Han har netop lavet et tv-show med den populære sangerinde Petula Clark. I showet synger hun en duet med den farvede sanger Harry Belafonte. I duetten lægger Clark sin hånd på Bellafontes arm. I et USA, der især i syden, stadig er raceopdelt, vil det vække stort røre – især hos tv-showets sponsor, bilgiganten Plymouth. Binder er dog ligeglad. Han beordrer alle andre klip af duetten slettet, og således er der ikke andet at gøre end at bringe berøringen for åben skærm.
Planen for tv-showet er udtænkt af Colonel Parker. Det skal være et klassisk juleshow, som Parker allerede har fundet sange til. Binder er ikke imponeret over managerens plan. Han er ikke den store Elvis-fan, men han vil have showet i en anden retning. Det er dog svært at få Elvis i tale, men det lykkes endeligt på et tidspunkt. I stedet for et decideret juleshow, skal showet indeholde sange fra hele Elvis’ karriere. Musikken skal være den bærende del af showet, og den forholdsvis nye single ”Guitar Man” en slags selvbiografisk temasang. Det er første gang i karrieren, at Elvis går bag om ryggen på Colonel Parker, der til gengæld truer med at droppe hele projektet. Til sidst indgås der dog et kompromis om, at der skal spilles en enkelt julesang i løbet af tv-showet.
Snart er processen i gang. Elvis’ kostumer skal laves af designeren Bill Belew, der foreslår skjorter med høj krave, et lædersæt og en genfødsel af det berømte guldjakkesæt fra 1957. Jakkesættet bliver i stedet til en guldjakke med sorte smokingbukser, men ellers er Elvis begejstret.
Undervejs i optagelserne bliver Steve Binder inspireret af stemningen i Elvis’ omklædningsrum. Her slappes af med sang og musik i uformelle rammer. Det ender med, at Elvis’ tidligere musikere, guitaristen Scotty Moore og trommeslageren D.J. Fontana bliver fløjet ind, og der optages en akustisk koncert omkring en bokseringsscene. Det er travle dage, hvor det besluttes at erstatte den ellers planlagte finalesang ”I’ll Be Home for Christmas” med et andet nummer. Komponisten Walter Earl Brown skriver ”If I Can Dream” inspireret af det meningsløse mord på præsident John F. Kennedys bror Robert Kennedy. Sangen skal afslutte tv-showet med Elvis i hvidt sydstatsjakkesæt. Colonel Parker er med samme modstander af sangen. Det er ikke en Elvis-sang. Elvis er mere begejstret og beslutter sig for at give den en chance. Det virker som et klogt valg. Seernes modtagelse må Elvis og resten af holdet dog vente endnu nogle måneder på.
Efter en uges ferie i Palm Springs, Florida, er Elvis tilbage ved filmene. Den næste har titlen ”Charro!” og skal optages i Arizona. Elvis møder ubarberet op til endnu en cowboyrolle. Forhåbningerne er store. Manuskriptet rummer ikke en eneste sang, og rollen som Jesse Wade har fine skuespilmæssige udfordringer. Elvis har søgt inspiration hos Clint Eastwood, der faktisk har takket nej til rollen i ”Charro!”. Det bliver desværre endnu en skuffelse. Manuskriptet er endnu en tynd kop te, og produktionen halter gevaldigt. Senere indsynger Elvis en titelsang til filmen. Egentlig indspilles der endnu et nummer, ”Let’s Forget About the Stars”, men det bruges ikke i den færdige film.
Mens Elvis venter spændt på modtagelsen af NBC-showet, går indspilningen af næste film ”The Trouble With Girls” i gang. Det er spillefilm nummer 30 i rækken. Nu er singlen ”If I Can Dream” (med b-siden ”Edge of Realty”) samt LP’en ”Elvis” udsendt som opvarmning til Elvis’ første tv-optræden i uendelige tider. En optræden, der skal vise sig at blive genfødslen af Elvis.
Da Elvis torsdag den 3. december, sponsoreret af symaskinefirmaet Singer, toner frem på skærmen, ser 42 procent af de amerikanske tv-seere med. Det gør showet til årets mest sete program. Men vigtigst af alt er, at Elvis med sin optræden har gjort op med det image, han gennem 1960’erne har opbygget i Hollywood. De fleste er klar over, at han stadig er en fremragende sanger, men nu kan seerne konstatere, at han ikke har glemt sine rødder i rock ’n’ roll og gospel. Elvis er stadig ”The King”.
1969
Elvis’ tv-show på NBC har givet karrieren et tiltrængt spark, efter den op gennem 1960’erne nærmest har været på standby. Nye kunstnere har indtaget scenen og en ny generation af musikkøbende teenagere er kommet til. Samtidig har det kunstneriske dødvande i Hollywood dræbt Elvis’ motivation. Nu er han tilbage og motivationen synes at være stor. De mange seere er blevet mindet om Elvis’ kvaliteter, og samtidig har de fået en smagsprøve på det potentiale, han stadig har. Nu skal der følges op på succesen, og det skal være med indspilning af nye sange.
Det er vennerne George Klein og Marty Lacker, der anbefaler Elvis at indspille sine næste sessions hos American Sound Studio i det nordlige Memphis. Her har produceren Chips Moman, en af grundlæggerne bag Stax Records, gang i en sand stime af hitproduktioner. Også Red West har skrevet for og indspillet hos Moman. Elvis kan på alle måder se det belejlige i at indspille tæt på hjemmet, og da Felton Jarvis mener, at det vil tilføje Elvis’ indspilninger en ny og friskere sound, er beslutningen let at tage.
Allerede ved indspilningen af det første nummer, bliver musikerne klar over, at de er i studiet med andet end en afdanket legende. Elvis’ sang på Vern Stovall og Bobby Georges ”Long Black Limousine” vælter ganske enkelt de ellers godt vante studiemusikere bagover. Over de næste små to uger indspiller Elvis numre som ”Don’t Cry Daddy”, ”In The Ghetto” og ”Suspicious Minds”. Der bliver skabt magiske ting de aftener og nætter i American Sound Studio. Elvis er fokuseret og stiller sig ikke tilfreds, før sangene er præcis, som han vil have dem. ”In The Ghetto” tages om hele 23 gange, før Elvis mener, at den sidder lige i skabet.
Under en måned senere er Elvis tilbage for at indspille yderligere sange i American Sound Studio. Energien er fortsat fremragende, og der indspilles over seks dage. Til sidst løber alle tør for kræfter – og i sidste ende også sangmateriale. Jarvis og Moman kan efter de sidste sessions lægge numre som ”Power Of My Love”, ”Kentucky Rain” og ”Any Day Now” til stakken af over 30 numre. Nu er der materiale nok til de næste udgivelser, og Elvis er godt tilfreds.
Selv om NBC-showet har givet håb om mere karrieremæssig medvind, skuffer både februar og marts måneds udgivelser. Singlen ”Memories” (med b-siden ”Charro!”) virker ellers som et godt valg. ”Memories” har virkelig gjort indtryk i tv-showet, og ”Charro!” er titelsangen til filmen, der udkommer inden længe. Salgstallene lever ikke op til tanken bag. Med 300.000 solgte eksemplarer når singlen en skuffende 35. plads på hitlisten. Heller ikke marts-singlen ”His Hand in Mine” (med b-siden ”How Great Thou’ Art”) får større succes. Intentionerne er ellers gode. Gospelnumrene udgives i forbindelse med påsken. Det har fire år tidligere givet pote med ”Crying in the Chapel”. Denne gang udebliver påske-effekten. Singlen sælger kun 25.000 eksemplarer.
RCA forsøger i marts med en udgivelse på deres budgetmærke, Camden. ”Elvis Sings Flaming Star” bliver titlen på LP’en, der faktisk er udgivet et halvt års tid tidligere i et samarbejde med symaskinefirmaet Singer, der var sponsor på NBC-showet. Pladen sælger en halv million eksemplarer og opnår en højeste placering som nummer 95 på LP-hitlisten.
Imens er Elvis i gang med indspilningen af det, der skal blive hans 31. og sidste spillefilm; ”Change of Habit”. Filmen er en del af NBC-aftalen. Langt om længe kan Elvis vinke farvel til en skuespillerkarriere, som på ingen måde blev det, han havde håbet på, da det hele startede tretten år tidligere med ”Love Me Tender”.
Men det ser ud til, at der er bedre tider i sigte. Elvis skriver i april kontrakt med The International Hotel i Las Vegas. Her skal han inden længe endelig genoptage sine liveoptrædener. Aftalen rummer også en klausul, der tillader optagelsen af en filmdokumentar. Den klausul skal inde alt for længe blive bragt i spil.
I april kan nye og gamle fans lytte til anstrengelserne fra American Sound Studio. RCA’s første singleudspil ”In The Ghetto” (med b-siden ”Any Day Now”) stryger op ad hitlisterne. Med hele 1,2 millioner solgte eksemplarer, er der endelig grund til optimisme. Singlen når en tredjeplads på hitlisten, men har ikke momentum nok til at skubbe The Beatles og Billy Prestons version af ”Get Back”, samt Henry Mancinis og hans orkesters tema fra den dobbelt Oskar-vindende film ”Romeo og Julie” ad pinden. Efter bare en uge på tredjepladsen skubber Creedence Clearwater Rival og deres ”Bad Moon Rising” singlen endnu en plads ned.
Midt i juni udgives LP’en ”From Elvis in Memphis” med tolv numre fra januar og februar måneds anstrengelser under Felton Jarvis og Chips Moman. Anmelderne er begejstrede. Det anerkendte musikmagasin Rolling Stone kalder albummet for ”storartet”, mens Billboard mener, at ”Elvis aldrig har været bedre”. Det er derfor skuffende, at albummet bare sælger en halv million eksemplarer og kun opnår en 13. plads på hitlisten. Indspilningerne i Memphis har dog bekræftet, at Elvis stadig har evnerne til at begejstre – måske endda en ny generation.
Den 20. juli sætter Neil Armstrong som det første menneske foden på månen og indfrier tidligere præsident Kennedys spådom om en amerikansk månelanding inden årtiets udgang. Imens er forberedelserne til Elvis’ optrædener på The International Hotel i Las Vegas for længst i gang. Elvis beslutter sig for, at det skal være Shreveport-guitaristen, James Burton, der skal være orkesterleder. Han foreslår Larry Muhoberac til klaveret og trommeslageren Ronnie Tutt. Holdet lukkes med studiemusikerne Jerry Scheff og John Wilkinson på hhv. bas og rytmeguitar. Som kor vælges The Imperials samt den kvindelige vokalgruppe The Sweet Inspirations, der har sunget kor for Aretha Franklin.
Elvis er lige dele spændt og nervøs op til premiereaftenen d. 31. juli. Det er længe siden, at han har stået på scenen, og han har tidligere gæstet Las Vegas og dets ganske særlige publikum uden den store succes. Alle betænkeligheder bliver dog gjort til skamme. Elvis er i topform og scenetøjet, der som ved NBC-showet er designet af Bill Belew, løfter koncerterne til nye højder. Elvis får endda indarbejdet nogle af sine mange karatebevægelser. Frem til den 28. august, altså på en lille måned, giver Elvis hele 57 koncerter. Én koncert på åbningsaftenen, derefter to koncerter på hver af de resterende dage. Et “dinner show” og et “midnight show”. Det er et arrangement der skal komme til at gentage sig adskillige gange over de næste år, og desværre blive opslidende for kunstneren. RCA er også imponerede, og rykker deres mobile indspilningsvogn til Las Vegas, hvor Felton Jarvis optager hele 11 komplette koncerter.
Men lige nu er Colonel Parker klar over, at der åbner sig helt nye muligheder. Elvis skal på turné, og kan det kombineres med regelmæssige besøg i Las Vegas, er manageren godt tilfreds. Han er nemlig noget af en spillefugl.
Sidst i august udkommer endnu et singleudspil. Det er ”Suspicious Minds” (med b-siden ”You’ll Think of Me”). For første gang siden ”Good Luck Charm” i 1962 går Elvis helt til tops på hitlisten. Hele 1,2 millioner eksemplarer ryger over disken i de amerikanske pladeforretninger. Det er imponerende, for den amerikanske musikscene er i den grad i omvæltning. Ved august måneds tredages musikfestival i Woodstock har 400.000 gæster været sammen under mottoet ”Peace & Music”. En hel generation er i fuld gang med at vende sig mod det etablerede samfunds levevis og politiske beslutninger.
Elvis skænker ikke denne udvikling mange tanker. Han kan i stedet gøre status over sit engagement i Las Vegas. Mere end 100.000 gæster har oplevet den genfødte stjerne, og indtægterne runder $1,5 million. Som tak for indsatsen forærer vicedirektøren på The International Hotel, Alex Shoofey, Elvis en rejse for ham og otte venner. Turen går til Hawaii.
Efteråret står i afslapningens tegn, mens RCA udgiver dobbelt-LP’en ”From Memphis to Vegas/From Vegas to Memphis” med hhv. optagelser fra The International Hotel og yderligere materiale fra januar og februars sessions. Studieversionen af ”Suspicious Minds” er ikke med, men til gengæld kan de 300.000, som køber udgivelsen, nyde en uptempo liveversion af hittet. ”Don’t Cry Daddy” (med b-siden ”Rubberneckin’”) udgives som single midt i november og sælger lige så mange eksemplarer som ”Suspicious Minds”. Det rækker dog kun til en sjetteplads på hitlisten.
At de to sidste spillefilm, ”The Trouble With Girls (And How to Get Into it)” og “Change of Habit” udkommer uden større opmærksomhed, er godt det samme. Karrierekompassets nål peger nu i en helt anden retning. Det afspejler sig da også i årets regnskab, hvor filmindtægterne godt nok stadig udgør den største enkeltstående del med lidt over $1,000.000. Til gengæld er der næsten $800,000 fra musikken og $150,000 fra tv-optrædener. Og så kan der for første gang i umindelige tider posteres koncertindtægter i regnskabet. Her har Elvis tjent lidt over $400.000. Den sidste post på budgettet skal inden længe overtage positionen som firmaets primære indtægtskilde.
1970
Elvis fylder 35 år, og karrieren synes tilbage på rette kurs. Han har lagt de kedelige ture til Hollywoods filmindspilninger på hylden, koncertvirksomheden er genoptaget, og hans image er revitaliseret.
I slutningen af januar er Elvis tilbage på The International Hotel i Las Vegas. Der er lavet en aftale om en måneds koncerter. Bandets besætning er ændret en smule. Pianoet er overtaget af Glen D. Hardin, og på trommerne har Ronnie Tutt ikke været i stand til at lave en rentabel aftale og er erstattet af Bob Lanning. Tutt skal dog vende tilbage senere på året under en forbedret aftale. Designeren Bill Belew har udviklet på Elvis’ scenetøj. Han har designet heldragter – jumpsuits – som giver Elvis større bevægefrihed, især når han på scenen bruger bevægelser fra sin karatetræning. Det sker især til Tony Joe Whites hit ”Polk Salad Annie”, som hurtigt bliver en publikumsfavorit.
Mens Elvis begejstrer i Las Vegas med to koncerter hver aften, udkommer singlen ”Kentucky Rain” (med b-siden ”My Little Friend”). Den sælger 600.000 eksemplarer – halvt så mange som ”Suspicious Minds” og ”Don’t Cry Daddy”. Det giver en bedste placering som nummer 16 på hitlisten. Fra sidelinjen har Felton Jarvis meldt sin ankomst i spillebyen. Der skal nemlig igen optages lyd til et livealbum med Elvis. Titlen bliver ”Elvis on Stage”.
Da februar bliver til marts, lægger Elvis seks koncerter i Houston Astrodome oven i kalenderen, og da indtægterne for årets første koncertaktiviteter skal gøres op, har Elvis tjent mere end $650,000. Der er ingen tvivl om, at Colonel Parker har øjnet en helt ny guldgrube for sin protegé. At netop denne vej skal blive præcis den samme karrieremæssige blindgyde som Hollywood, står ikke i kortene – i hvert fald ikke endnu.
Men Colonel Parker har flere planer. Han brygger ganske kort på et pay-per-view koncept, hvor en Elvis-koncert skal sendes live i udvalgte biografer – et koncept, som ellers er forbeholdt større sportsbegivenheder. Idéen bliver dog skrinlagt. I stedet vælger Parker at gøre brug af klausulen i Las Vegas-kontrakten. Klausulen, der giver mulighed for optagelsen af en live-koncert og en deraf følgende dokumentarfilm. MGM køber ind på idéen og skriver en kontrakt på $500,000. Dokumentarfilmen kommer til at hedde ”That’s the Way It Is”.
April måneds udgivelse af singlen ”The Wonder of You” (med b-siden ”Mama Liked the Roses”) sælger næsten en million eksemplarer og har sin højeste placering som nummer 9 på hitlisten. Det giver yderligere blod på tanden. Der er allerede planlagt indspilning af nye numre under Felton Jarvis’ ledelse. Det løber af stablen i starten af juni – denne gang i RCA’s legendariske Studie B i Nashville. Det er ikke bare American Sound Studio, der er skiftet ud. Bandet bag Elvis har også gennemgået en større udskiftning. Chips Moman er heller ikke med i produktionen. Indspilningerne kører over fem dage. Resultatet spænder vidt, og det bliver blandt andet til en version af Paul Simons ”Bridge Over Troubled Water”, den smukke ”Mary In The Morning” samt countrystjernen Willie Nelsons ”Funny How Time Slips Away”. Hele 35 numre er i kassen, da indspilningerne er færdige. Materialet kommer til at danne basis for flere af de kommende udgivelser, men også for den kommende koncertrække i Las Vegas, hvor dokumentarfilmen ”That’s The Way it Is” skal optages.
I juni kommer live-LP’en ”On Stage” på gaden. Nu kan Elvis-fans i alle aldre høre, hvordan de mange gæster på The International Hotel i Las Vegas har taget imod Elvis. Selv om udgivelsen sælger over en halv million eksemplarer, er der i anmelderkredse enighed om, at den ikke når samme højder som ”From Elvis in Memphis” og ”From Memphis to Vegas/From Vegas to Memphis”.
Hen over juli og i starten af august gør Elvis klar til de Las Vegas-shows, hvor dokumentarfilmen skal optages. Optagelserne giver et unikt indblik i øvelokalet og til de forberedende øvelser, men også de første prøver på scenen, hvor et mindre symfoniorkester under ledelse af Joe Guercio skal akkompagnere Elvis.
Da showet endelig skal præsenteres for publikum, er Elvis i forrygende form. Der er musikalsk overskud og masser af glimt i øjet, mens han suverænt styrer sit orkester gennem sætlisten aften efter aften. Da MGM er færdige med at filme, fortsætter Elvis sit engagement. 58 shows bliver det til – to shows om dagen på hverdage og et enkelt om søndagen. Det fortæller selvsagt meget om Elvis popularitet, men der bliver også drevet rovdrift på hovedpersonen.
Undervejs er der ellers drama nok. MGM’s kameraer har netop optaget deres sidste levende billeder, da den 21-årige Patricia Ann Parker anlægger en faderskabssag mod Elvis. Den unge servitrice påstår, at Elvis har gjort hende gravid i forbindelse med koncertrækken i starten af året. Sagen ender efter flere års tovtrækkeri med en frifindelse af Elvis efter blodprøver har bevist, at han ikke kan være far til Patricia Ann Parkers søn.
Bare 14 dage senere må Elvis gå på scenen med mordtrusler hængende over hovedet. Telefonen ringer hos Joe Esposito og en stemme kræver $50,000 mod at afsløre de to personer, der angiveligt vil dræbe Elvis. Sikkerheden skærpes, og Elvis går endda på scenen med en pistol gemt i sin ene støvle. Heldigvis sker der ingenting.
Da Elvis afslutter sit engagement på The International Hotel har mere end 127.000 gæster overværet koncerterne. Som tak får Elvis et guldbælte med påskriften ”World’s Championship/Attendence Record/Las Vegas Nevada/International Hotel”. Succesen må dog nydes på et andet tidspunkt. Colonel Parker har nemlig arrangeret en seks-dages turné – seks byer i fire forskellige stater. Citronen bliver presset til det yderste. Næppe er Elvis hjemme fra turnéen, før han igen skal i studiet. Der er planer om udgivelsen af en plade med country-sange, og der mangler endnu to sange, som skal indspilles, før pladen kan færdiggøres. Elvis ankommer dog en dag for sent til indspilningerne, og da indspilningerne endelig kommer i gang, har hovedpersonen travlt. Han vil til Los Angeles hurtigst muligt og har ikke tid til at være i Nashville. Priscilla er også med i studiet den aften. En af musikerne tyder en bemærkning fra hende som ”noget med medicin”. Det lykkes dog at få to numre til countrypladen indspillet sammen med to andre numre.
Oktober byder på udsendelse af singlen ”You Don’t Have To Say You Love Me” (med b-siden ”Patch It Up”). A-siden har i 1966 været et pænt hit for Dusty Springfield og klarer sig ligeledes fint for Elvis. Den sælger 800.000 eksemplarer og når en 11. plads på hitlisten. Stort set samtidig udgives to LP’er, der egentlig bare er en opsplitning af dobbelt albummet fra året før ”From Memphis to Vegas/From Vegas to Memphis”. Materialet er jo klar, og når man kan sælge 100.000 eksemplarer, er det jo ingen grund til at holde en sådan idé tilbage.
Mens ”That’s The Way It Is” har premiere i de amerikanske biografer, tager Elvis i november på endnu en turné. Her kan vennerne i Memphis Mafiaen nu pryde sig med de TCB-guldhalskæder, som Elvis har fået designet og foræret dem. Bogstaverne TCB – Taking Care of Business – placeret med et lyn som baggrund – in a flash. Og det foregår også lynhurtigt for Elvis. Otte dage med ni koncerter, der spilles nemlig både eftermiddag og aften på dag fem i Los Angeles. LP’en med musikken fra ”That’s The Way It Is” bliver årets ottende udgivelse, hvis man tæller Camdens budgetudgivelser med. Måske er det en medvirkende årsag til, at LP’en kun sælger 50.000 eksemplarer og må nøjes med en 21. plads på hitlisten.
Årets indtægter afspejler i høj grad, at koncertaktiviteterne nu er blevet den bærende del af forretningen. Over $2,000,000 kan henføres til koncerter, men $1,325,000 stammer fra pladeudgivelser. Her har Camden-udgivelsen ”Elvis’ Christmas Album” fine aktier. Med hele seks millioner solgte albums over hele karrieren ender den med at blive Elvis’ bedst sælgende nogensinde. Filmene er stadig en væsentlig indtægtskilde med $730,000. Set gennem økonomiske briller har det været et flot år.
Måske har Elvis netop derfor den helt store pengepung fremme over det meste af efteråret. Guldhalskæder til vennerne, men også en tur i en jagtforretning, hvor fire ekspedienter må løbe rundt for at pakke alle de våben, Elvis køber til venner og bekendte – ja, endda til folk, som kommer ind fra gaden. Måneden før har Elvis for $339,000 købt hus på Monovale Drive i Beverly Hills. Og så er der vennerne, der holder bryllupper i december. Først George Klein. Elvis flyver alle vennerne til Las Vegas, og brylluppet bliver holdt i Elvis’ suite på The International Hotel. Elvis betaler det hele. Så Dick Grob. Brylluppet holdes i Palm Springs, og Elvis betaler igen alt – også gaven til Grob: En Cadillac. De tidlige julegaver inkluderer også et hus til Joe Esposito, en Mercedes til Jerry Schilling, og minsandten endnu en Mercedes til Barbara Leigh, der er gift med Jim Aubrey, direktøren for MGM, der producerede ”That’s The Way It Is”.
Kort før jul begynder regningerne at vælte ind på kontoret på Graceland. Vernon er mildest talt bekymret og deler sin frustration med Priscilla og Colonel Parker. På Graceland konfronterer de Elvis med de mange udgifter. Hvis det fortsætter sådan, er det den sikre vej mod fallit. Man kan ikke købe sig venner. Det bliver for meget for Elvis. Der er ingen, der skal fortælle ham, hvordan han skal bruge de penge, han selv har tjent. Han forlader hjemmet i vrede og kører direkte til lufthavnen. Priscilla er ikke nervøs. Elvis er flere gange før blevet rasende og er kørt sin vej, men er kommet tilbage noget tid efter. Denne gang skal der gå nogle dage, før Elvis er tilbage.
I lufthavnen hopper Elvis på et fly til Washington D.C. Efter et kort ophold i forbundshovedstaden flyver Elvis til Los Angeles. Her mødes han med vennen Jerry Schilling. Sammen flyver de tilbage til Washington D.C., hvor de har aftalt at mødes med Sonny West. Elvis har nemlig en plan. En af Elvis’ diller er at samle på politiskilte. Han har efterhånden skilte fra et hav af politidistrikter, men han mangler et i sin samling: Et BNDD-skilt (Bureau of Narcotics and Dangerous Drugs). Det er ikke let at få fingrene i, men Elvis vil have det, og når han har sat sig noget i hovedet, lader han sig ikke stoppe. Undervejs på flyet skriver han et brev til den siddende præsident, Richard Nixon. Her forklarer han, hvorfor lige præcis dette skilt skal tildeles en af landets populæreste sønner. Brevet bliver afleveret ved Det Hvide Hus, hvorpå Elvis forsøger sig i BNDD’s hovedsæde. Han har dog ikke held med sit forehavende. Midt i det hele er der telefon fra Det Hvide Hus. Nixons viceadvokat, Egil ”Bud” Krogh, har fundet et hul i kalenderen. Og således sættes et møde mellem Elvis og præsident Nixon op. Selv om det umiddelbart virker usandsynligt, lykkes det Elvis at få overbevist præsidenten, og Elvis kan rejse fra mødet med sit BNDD-skilt og med titel af ”Federal Agent-at-large”.
Da Elvis er tilbage i Memphis, kan julefreden sænke sig over Graceland. Julegaverne flyver stadig over disken i et voldsomt tempo. Sonny West får en Mercedes, et forskud på hans bryllupsgave – endnu et bryllup, som Elvis er sponsor for lige efter juledagene. Der er også Mercedesser til Dr. Nick og Bill Morris, en tidligere Memphis sherif, der har hjulpet Elvis med at få fingrene i et Shelby County-politiskilt. Morris har også indstillet Elvis til en pris som ”En af nationens ti mest enestående unge personer i året 1970”, en pris, som Elvis modtager i januar 1971. I England er the Beatles gået i opløsning, men omkring næste hjørne venter nye musikalske konkurrenter. Det har på alle måder været et begivenhedsrigt år!
1971
Dagen efter sin 36-års fødselsdag får Elvis nyheden om, at han er modtager af prisen ”En af nationens ti mest enestående unge personer i året 1970”, der uddeles af The Junior Chamber of Commerce. Det er en pris, som har været uddelt siden 1939, og blandt tidligere modtagere er prominente navne som komponisten Leonard Bernstein, filminstruktøren og skuespilleren Orson Welles og tennisstjernen Arthur Ashe. Prisen modtager han en uge senere. Her holder Elvis en tale, hvor han blandt andet fortæller, at han som barn var en drømmer, der læste tegneserier. Han så altid sig selv som helten i tegneserierne og de film, han også så. Alt, hvad han har drømt om, er gået i opfyldelse hundrede gange.
Januars pladeudgivelse bliver LP’en ”Elvis Country”, der bliver flot modtaget af anmelderne, men salgstallene forbliver til den lave side med under en halv million solgte eksemplarer. Det rækker til en plads som nummer 12 på en hitliste, hvor Elvis må slås med blandt andet Simon & Garfunkels ikoniske album ”Bridge Over Troubled Water”.
Og så er det ellers tilbage til The International Hotel i Las Vegas, hvor Colonel Parker har kopieret konceptet fra de forrige år. Det betyder 57 koncerter på lidt under en måned. Elvis har nu fået fremstillet det seneste skud på smykke-stammen; guldhalskæder med påskriften TLC – Tender Loving Care. Denne halskæde er en pendant til TCB-kæderne og skal gives til kvinderne omkring Elvis. Under koncerterne i Las Vegas udsendes årets første single ”Rags To Riches” (med b-siden ”Where Did They Go, Lord”). Crooneren Tony Bennett havde i 1953 otte uger på hitlistens førsteplads med sin version af nummeret, men så godt går det ikke denne gang. Elvis må kigge mod en skuffende 33. plads som bedste placering og små 400.000 solgte eksemplarer.
Snart kalder studieindspilningerne igen. Elvis varmer op med at se ”Århundredets boksekamp” mellem Muhammad Ali og Joe Frazier sendt live fra Madison Square Garden i New York til Ellis Auditorium i Memphis. Elvis møder stilsikkert op med guldbæltet, som han har fået året før for sine udsolgte optrædener i Las Vegas. Sammen med Priscilla og en del af vennerne holder Elvis med Ali, der dog lider sit første professionelle nederlag efter femten forrygende runders boksning.
Da Elvis midt i marts møder op i Studie B i Nashville, er han ikke frisk. Efter bare 3½ time bag mikrofonen må Elvis stoppe. Han har voldsomt ondt i det ene øje og tager tilbage til sit hotelværelse. Elvis har i de senere år haft problemer med øjnene, men denne gang er det virkelig skidt. Øjet bliver på ingen måde bedre, og Dr. Nick bliver fløjet ind fra Memphis sammen med øjenlægen David Meyer. De to læger er ikke i tvivl om, at det er alvorligt. Elvis bliver indlagt på Babtist Hospital i Nashville, hvor man stiller diagnosen grøn stær.
Ægteskabet med Priscilla knirker. Elvis ser andre kvinder. Blandt dem er Barbara Leigh, der er blevet skilt fra sin MGM-direktør, men også den 24-årige Joyce Bova. Priscilla er klar over, at ægteskabet med Elvis kun går en vej, og at det er umuligt at redde stumperne. Der er nemlig ingen, der skal belære ham om, hvad der er rigtigt og forkert. Mange år senere resonerer Priscilla det således: ”Elvis ville både blæse og have mel i munden”. Priscilla vælger i stedet at kaste sin kærlighed på karatetræning.
April måneds single-udgivelse ”Life” (med b-siden ”Only Believe”) er udsendt med henblik på det påske-salg, som Colonel Parker har sin vanlige strategi omkring. Singlen sælger 275.000 eksemplarer, og en højeste placering som nummer 53 på hitlisten vækker ingen begejstring.
I maj er Elvis tilbage i Studie B i Nashville. Her er der pyntet op til jul. Elvis skal nemlig indspille materiale til et julealbum, og alle sejl er sat til for at bringe ham i den rigtige stemning. Felton Jarvis har pyntet juletræ med pakker under, og Lamar Fike er klædt ud som julemand. Over den næste uge bliver der indspillet både julesange, men også andet materiale – blandt andet en del gospelsange, der senere skal danne grundlag for endnu en LP-udgivelse.
Sommeren kommer, og juni måneds udgivelser sender ikke optimistiske vibrationer. Singlen ”I’m Leavin’” (med b-siden ”Heart of Rome”) gør ikke større væsen af sig og må nøjes med en 36. plads som bedste placering på hitlisten. Singlens A-side er taget fra maj måneds studiesessions, og det virker nærmest underligt, at RCA, da de skal stykke materiale sammen til sommerens LP-udgivelse, helt ser bort fra maj måneds indspilninger og sammensætter en LP med numre fra 1970-indspilninger. LP’en får titlen ”Love Letters From Elvis”, og den gør heller ikke det store væsen af sig. Pladen sælger 300.000 eksemplarer, og onde tunger vil påstå, at det udelukkende er de mest trofaste Elvis-fans, der kaster sig over udgivelserne nu.
Elvis kan hente en smule trøst og anerkendelse sidst i juni, hvor byrådet i Memphis beslutter at omdøbe den sydlige del af Highway 51, hvor Graceland ligger, til Elvis Presley Boulevard. Med den fjer i hatten kan Elvis tage til Sahara Tahoe Hotel ved Lake Tahoes sydlige bred. Her venter et to ugers engagement. Det er i forbindelse med optrædener på Sahara Tahoe, at Elvis’ entré på scenen for alvor kommer i fokus. Joe Guercios orkester har tidligere leget lidt med ”Also Sprach Zarathustra” – et pompøst nummer af den tyske komponist Richard Strauss. Nu bliver nummeret, der er brugt til åbningsscenen i Stanley Kubricks 1968-film ”2001: A Space Odyssey”, fast inventar som åbningsnummer til Elvis’ koncerter.
Fra to uger ved Lake Tahoe går turen videre til Las Vegas, hvor The International Hotel har skiftet navn til Hilton Hotel. Anmeldelserne er generelt gode, men der er også kritiske røster. Showet kaldes ”sjusket” og ”fjollet”, og Elvis bliver omtalt som ”træt” og ”tydeligvis tykkere”. Det er publikum ligeglade med. De 57 shows bliver besøgt af mere en 125.000 glade gæster. De gæster, der er til stede ved det sidste show i denne omgang, kan for første gang opleve Elvis med en kappe til en af de mange jumpsuits, der efterhånden bliver mere og mere prangende. Under opholdet har Elvis i øvrigt fået endnu en fornem anerkendelse. National Academy of Recording Arts and Sciences (NARAS) har tildelt Elvis en pris for sit livsværk. Prisen er tidligere tildelt fem personer: Bing Crosby, Frank Sinatra, Duke Ellington, Ella Fitzgerald og Irving Berlin. Det er fornemt selskab.
Omkring Elvis ramler tingene mere og mere. Han keder sig under de lange ophold i Las Vegas, og hans sceneoptrædener vækker flere løftede øjenbryn. I første omgang kan Elvis undskyldes med, at han på Hilton har fået sig en slem forkølelse, men problemet stikker dybere og skal ikke bare forsvinde. Samtidig er Priscilla begyndt at træne karate sammen med instruktøren Mike Stone. Det skal vise sig, at der er tale om mere end træning. Colonel Parker formøbler formuer under sine ophold på Hilton. Ifølge Alex Shoofey $1,000,000 om året. Ydermere knirker Elvis’ affære med Joyce Bova. Hun er gravid, men er klar over, at det ikke vil føre noget godt med sig at fortælle det til Elvis. I stedet beslutter hun sig for at få en abort – uden at Elvis nogensinde får noget at vide.
September fortsætter i samme triste spor. Singlen ”It’s Only Love” (med b-siden ”The Sound of Your Cry”) – endnu en single fra maj måneds session – sælger mindre end 150.000 eksemplarer. Den når en plads som nummer 51 på hitlisten. Det er ikke en placering, man ellers forbinder med en Elvis-udgivelse. Men det fortæller med al tydelighed, hvor karrieren er på vej hen.
Da Elvis i november starter en tolv dage lang turné, er det med håbet om, at den kommende juleudgivelse, LP’en ”Elvis Sings the Wonderful World of Christmas”, vil bryde det salgsmæssige dødvande. Camden-udgivelsen fra 1970 endte med at blive en gedigen sællert. Nu skal der laves mere af samme skuffe. Det lykkes bare ikke. Faktisk når LP’en end ikke på hitlisten. På den lidt længere bane viser juleudgivelsen sig at være en rimelig satsning, og over de næste to julesæsoner sælger den 400.000 eksemplarer. Julens singleudspil ”Merry Christmas Baby” (med b-siden ”O Come All Ye Faithful”) skuffer også. Der sælges kun 30.000 af de 100.000 udsendte eksemplarer, og selv om den året efter sælger fine 50.000 eksemplarer, er skuffelsen til at tage og føle på. Undervejs på turnéen overtager Al Dvorin introduktion og afmelding efter koncerten. Det er her, Dvorin genintroducerer den berømte ”Elvis has left the building” ved koncerternes afslutning. Sætningen har i december 1956 været brugt af Louisiana Hayride-promotoren Horace Lee Logan.
Endnu et år er gået. Elvis har haft sin primære indtægt i koncerterne, hvor $2,700,000 ryger ind. Pladeudgivelserne tegner sig for flotte $1,200,000, mens filmpengene efterhånden er ved at ebbe ud. Indtægterne herfra er $114,000. På overfladen ser alt altså fint ud, og på Graceland ligner julen sig selv dette år. Elvis har en endda en joke i ærmet. Da julegaverne skal uddeles, får alle en kuvert. I kuverten ligger et gavekort til McDonald’s på 50 cent. Gavekortet bliver hurtigt erstattet med de rigtige gaver. Men under overfladen er der noget galt. Elvis og Priscilla er tydeligvis på vej fra hinanden. Da juledagene er gået, tager Priscilla og Lisa Marie et fly til Los Angeles, mens Elvis bliver i Memphis. Han fortæller til vennerne, at det er slut. Priscilla har fortalt ham, at hun ikke længere elsker ham.
1972
Der er alvor bag Priscillas ord. Mens hun er ved at flytte sine ting ud af huset på Monovale Drive i Beverly Hills, gør Elvis klar til endnu en tur til Las Vegas. Det virker nærmest som om, Elvis har tænkt sig at synge sig ud af situationen. Balladerne hober sig op i den mulige sætplan: ”It’s Over”, ”It’s Impossible”, ”Help Me Make It Through The Night”, “Until It’s Time For You To Go”, ”The Impossible Dream” ja selv “You Gave Me A Mountain”. Det er trist med trist på. Og netop et af disse numre, “Until It’s Time For You To Go” (med b-siden “We Can Make the Morning”) bliver januars singleudspil. Nogen større succes er det ikke med 275.000 solgte eksemplarer og en 40. plads på hitlisten. Heller ikke februars to udgivelser giver ro i sindet. Singlen ”He Touched Me” (med b-siden ”Bosom of Abraham”) – som forløber til et kommende gospelalbum – runder 50.000 solgte eksemplarer, mens LP’en ””Elvis Now” med lidt over 400.000 solgte eksemplarer kun når en 43. plads på LP-hitlisten.
Måske er endnu en liveudgivelse vejen frem. I hvert fald kører Felton Jarvis det store optageudstyr i stilling, da Elvis er lidt over halvvejs inde i Hilton-koncerterne. Det er hårdt for Jarvis, der har alvorlige nyreproblemer og må i jævnlig dialyse. Det viser sig dog snart, at koncerterne ikke leverer materiale nok til en udgivelse, og det bliver besluttet, at der skal optages igen i Knoxville i forbindelse med april måneds turné. Elvis er virkelig på en følelsesmæssig rutsjebanetur. På koncertrækkens sidste aften er Priscilla fløjet ind. Efter koncerten meddeler hun Elvis, at hun ses med karateinstruktøren Mike Stone.
I marts er Elvis endnu en gang i studiet. Denne gang er det i RCA’s Studie C i Hollywood, hvor Elvis ikke har indspillet siden soundtrackoptagelserne til G.I. Blues. For første gang er vokalgruppen bag ham J.D. Sumner & the Stamps, og over to dage indspiller Elvis blandt andet den triste og nærmest selvbiografiske ”Seperate Ways”, der er skrevet af Red West, men også ”For The Good Times”, ”Always On My Mind” og andre stille ballader. Felton Jarvis overtaler endelig Elvis til at prøve et hurtigere nummer, og sammen med bandet indspiller han ”Burning Love”. Jarvis er overbevist om, at den kan gå hen og blive et hit. Det skal meget snart vise sig, at producerens mavefornemmelse er rigtig.
Samtidig er endnu en dokumentarfilm kørt i stilling. Under arbejdstitlen ”Standing Room Only” går MGM i gang med optagelserne til det, der senere skal få titlen ”Elvis On Tour”. Ansvaret for filmen er lagt i hænderne på Robert Abel og Pierre Adidge, der netop har haft stor succes med en dokumentarfilm om Joe Cocker. Da de indledende optagelser fra Elvis’ øvesessions er i kassen, tager filmholdet med på en del af april måneds turné. Planerne om at supplere optagelserne fra februar måneds shows i Las Vegas med liveoptagelser fra denne turné kuldsejler, da en fejl i strømledningerne brænder optageudstyret af. Det bliver besluttet, at der i stedet skal optages et livealbum, når Elvis i juni skal optræde i Madison Square Garden i New York.
April måneds udgivelser står Elvis nær. Udgivelsen af singlen med en live version af ”An American Trilogy” (med b-siden ”The First Time Ever I Saw Your Face”) har en særlig plads i Elvis’ hjerte. I Las Vegas har publikums modtagelse af det nationalpatriotiske nummer været flot. Nummeret er en sammensmeltning af ”Dixie” (1859), ”Battle Hymn Of The Republic” (1861) og den traditionelle ”All My Trials” – det hele elegant sat sammen af Mickey Newbury. Men Elvis’ mavefornemmelse er ikke nok. Singlen sælger skuffende 100.000 eksemplarer og har en 66. plads på hitlisten som sin bedste placering. Meget bedre går det ikke med aprils LP ”He Tocuhed Me”. For tredje gang har Elvis en gospel-LP på markedet. Selv om anmelderne er positive, og selv om albummet vil indbringe Elvis en Grammy året efter, er salgstallene under 200.000. Det skal blive sidste gang, Elvis udgiver et gospelalbum.
Og så er der ellers sommerturné. En selvsikker Elvis holder pressekonference før første stop: Fire optrædener i Madison Square Garden i New York. Der er også nok at have selvtilliden i. Alle fire shows er udsolgt i den traditionsrige arena, der har plads til 20.000 publikummer. På scenen er Elvis også i topform. New York Times kvitterer med overskriften ”Like a Prince from Another Planet”. Det er på alle måder perfekt, at RCA optager netop disse dage. Det hele ender med LP’en ”Elvis As Recorded at Madison Square Garden”, der udsendes allerede før sommerens turné er ovre. På bare to måneder sælger albummet 500.000 eksemplarer og bliver dermed Elvis’ bedst sælgende album i mere end ni år. På den lange bane sælger albummet mere end tre millioner eksemplarer.
Skilsmissen mellem Priscilla og Elvis bliver officiel hen over sommeren, men Elvis har allerede travlt med nye kærlighedsemner. Han bliver introduceret til den 22-årige Linda Thompson, som er regerende Miss Tennessee, og selv om han også ses lidt med skuespillerinden og skønhedsdronningen Cybill Shepherd, skal det blive Linda Thompson, som Elvis kaster sin kærlighed på.
Imens arbejder Colonel Parker på endnu et spektakulært projekt. Han har planer om at transmittere en Elvis-koncert til fans over hele kloden. Planen er, at koncerten skal finde sted på Hawaii engang i løbet af efteråret. Tidsplanen ender med at skubbe sig en smule, men forude venter et af karrierens højdepunkter for Elvis.
August og starten af september byder på endnu en omgang Hilton i Las Vegas. Denne gang bliver det til hele 63 shows og over 138.000 gæster besøger koncerterne. Publikum undrer sig over en mere afdæmpet Elvis, der ikke pjatter så meget med folk i salen. Der er ingen tvivl om, at Elvis i stigende grad tager medicin, som han får på recept af varierende læger. Det er både sovemedicin og stærke smertestillende stoffer. Linda Thompson oplever det samme. Da hun senere husker tilbage på denne tid, fortæller hun, at Elvis kunne falde i søvn midt i et måltid, og at hun måtte vække ham, så han ikke blev kvalt i maden. På Hilton-koncerternes sidste dag arrangerer Colonel Parker et pressemøde mellem dagens to shows. Her annonceres det, at Elvis den 14. januar vil sende et show, ”Aloha from Hawaii”, live via satellit til hele verden. På overfladen virker alt, som det plejer: Elvis i hvidt jakkesæt, solbriller og guldringe på fingrene. Facaden lever umiddelbart op til myten, men under solbrillerne er Elvis’ øjne trætte. Måske er det ikke bare de opslidende dage på scenen i Las Vegas, der kan ses på Elvis.
I oktober er der gode nyheder på pladefronten. Singlen ”Burning Love” (med b-siden ”It’s a Matter of Time”) er udsendt i august, og medvinden fra de flotte optrædener i Madison Square Garden har stille og roligt skudt den op ad hitlisten. Sidst i oktober når den en andenplads, kun overgået af Chuck Berrys ”My Ding-A-Ling”, inden den stille og roligt daler ud af listen. Da har singlen dog solgt mere end en million eksemplarer.
Der er premiere på ”Elvis On Tour”-filmen i starten af november. Det bliver til to uger på Variety’s billetsalgsliste med en 13. plads som bedste placering. Året efter modtager ”On Tour” en Golden Globe i kategorien ”Bedste dokumentarfilm”, en pris filmen deler med ”Walls of Fire”, en dokumentarfilm om mexicanske vægmalerier.
Og så står den igen på turné. Årets tredje. Otte dage startende i Texas og sluttende i Californien. Da turnéen er slut, flyver Elvis og Linda Thompson sammen med de fleste af vennerne til Hawaii, hvor der – ud over almindelig afslapning – også bliver tid til tre koncerter, der oprindelig var tiltænkt livesendingen af ”Aloha From Hawaii”. Det bliver også til endnu en pressekonference, hvor det kan annonceres, at ”Aloha From Hawaii” nu er en velgørenhedskoncert til fordel for Kui Lee Cancer Fund. Kui Lee var komponisten bag ”I’ll Remember You”, som Elvis indspillede i 1966 og ofte sang under sine koncerter. Lee døde i 1966 af lymfekræft.
Julen holder Elvis på Graceland sammen med Linda Thompson, der får en minkpels i julegave. Det er der så rigeligt råd til. Årets indtægter fordeler sig således: Film $365,000, pladeudgivelser $1,100,000 og koncertoptrædener $4,300,000. På bundlinjen er alt godt. Spørgsmålet er, om hovedpersonen i foretagendet har det på helt samme måde.
Mere info om 1972
1973
Det er en trimmet Elvis, der møder op til showet på Hawaii. Sammen med Sonny West har han været på lyndiæt og har tabt over elleve kg. Designeren Bill Belew har kreeret en særlig jumpsuit til lejligheden; en hvid dragt med blå og røde sten, naturligvis med den amerikanske ørn på ryggen. Ørnen går igen på den tilhørende kappe. Det hele til en pris af $5,190, men så er der også syv dusin tørklæder med i prisen.
”Aloha From Hawaii” bliver som annonceret sendt til resten af verden via satellit natten til den 14. januar. De europæiske lande får deres tv-signal fra Eurovision, og showet sendes forskudt i Europa. I Danmark bliver showet sendt lørdag d. 20. januar kl. 20.00. Amerikanske seere skal først få showet at se i april. Med vanlig sans for drama har Colonel Parker annonceret, at ”Aloha From Hawaii” vil blive set af en milliard seere. At dette tal næppe bliver nået – jordens samlede befolkning overstiger endnu ikke fire milliarder – betyder mindre. Colonel Parkers effektive pr-maskine har begået endnu et mesterstykke. Soundtracket fra koncerten udgives efterfølgende i all hast som en dobbelt-LP. Man havde allerede fortrykt coveret til pladerne, allerede før koncerten havde fundet sted. Interessen er enorm, og på bare en måned sælger udgivelsen en halv million eksemplarer og ender som nummer et på LP-hitlisten. Kui Lee Cancer Fund kan også glæde sig. De får $75,000 fra showets indtægter.
Richard Nixon bliver i januar indsat til sin anden periode som præsident i USA. Nixons greb om magten skal snart blive udfordret. Det samme bliver Elvis, for det bliver hurtig hverdag. Allerede i slutningen af januar er Elvis tilbage på Hilton i Las Vegas. Sygedage undervejs gør, at Elvis må aflyse flere shows. Der er dog opmuntring. Elvis får besøg af sværvægtsbokseren Muhammad Ali, der er i Las Vegas i forbindelse med en titelkamp. Elvis forærer Ali en slåbrok med teksten ”The People’s Champion”. Ali kvitterer med et sæt boksehandsker. ”You’re the greatest” står der på den ene, ”To Elvis, my main man, from Muhammad Ali” pryder den anden.
Magasinet Variety kan samtidig berette, at Elvis er blevet tilbudt $500,000 for seks optrædener i London. Det er ikke det eneste udenlandske tilbud, der ligger på Colonel Parkers bord. Promotorer fra både Europa og Japan er klar til at betale store summer for at få superstjernens optrædener til deres koncertsale. Men Colonel Parker vil ikke høre tale om koncerter andre steder end i USA – uanset beløbets størrelse. Til gengæld laver Parker masser af penge andre steder. Et forslag fra RCA om at købe rettighederne til Elvis’ bagkatalog bliver endelig formaliseret i marts, hvor pladeselskabet betaler et engangsbeløb på $5,400,000 for alle Elvis-sange fra før 1973. Samtidig laves der aftaler de næste syv år, hvor Elvis forpligter sig til at lave to LP’er og fire singler om året. Da alle aftaler er på plads, er der tjent svimlende $10,500,000. Af dem har den snu manager sikret sig de $6,000,000. Marts måneds single-udspil ”Steamroller Blues” (med b-siden ”Fool”) bekræfter, at der stadig er salg i Elvis. 400.000 eksemplarer ryger over disken i pladebutikkerne, hvilket rækker til en 17. plads på hitlisten.
Sidst i april er det så tid til årets første turné. Tolv koncerter på bare ni dage. Herfra går det videre til sytten dage med koncerter på Sahara Hotel ved Lake Tahoe, hvor magasinet Variety just ikke er imponeret over Elvis. Deres udsendte kan fortælle læserne, at superstjernen er ”overvægtig”, ”bleg” og at den ellers så store stemme er ”svag og slap”. Mod slutningen af engagementet må Elvis da også give op. Han er syg og må efter en tur omkring hospitalet vende snuden hjem til Memphis. Her er venner og familie bekymrede over hans tilstand. Det er især Colonel Parker og Vernon, der er klar over, at der er alt for mange piller i omløb. De iværksætter en undersøgelse for at finde ud af, hvem Elvis får pillerne udskrevet fra. Det viser sig, at der er tale om læger i både Memphis, Las Vegas og Palm Springs, samt en tandlæge i Los Angeles. Selv om der forsøges at true lægerne til ikke at udskrive mere medicin, lykkes det alligevel Elvis at få de piller, han ønsker.
Alligevel går hverdagen videre. Juni måned sender igen Elvis på turné. Der er stadig bud efter Elvis, for alle koncerter er udsolgte. Tolv dage – sytten koncerter. Det er et hårdt program. På sidelinjen har Priscilla åbnet en sag for at få genforhandlet de økonomiske omstændigheder i forbindelse med skilsmissen, for selv om pillerne har taget i Elvis, er han mere end nogensinde big business.
Sommerens indspilninger bliver henlagt til Memphis. Elvis er ikke meget for at skulle forlade hjembyen, dels fordi Lisa Marie er på besøg, og samtidig er der begrundet bekymring for Elvis’ dagsform. Derfor bliver det Stax Studio, der ligger bare en kort køretur fra Graceland, som skal danne rammen om en lille uges optagelse af nyt materiale. Det er dog åbenlyst, at meget er anderledes. Elvis møder ikke op til den aftalte tid, og da han endelig møder op, bemærker alle, at der er noget galt. Bobby Wood, der er pianist på denne session, husker tydeligt, at Elvis virkede anderledes – både af udseende, men også i sin opførsel. Ud over at vægten igen er forøget, er både hud og øjne gullige. På den første aften i studiet ender man uden nogen optagelser overhovedet. Felton Jarvis, der har fået en nyretransplantation, er igen bag kontrolpulten. Han er også klar over, at Elvis ikke er sig selv. På anden dag er Elvis’ stemme sløret, og han har svært ved at holde sig vågen. Efter fem dage i studiet koger temperamenterne over. Elvis’ sædvanlige mikrofon er blevet stjålet, og den nye lyder ikke godt. En frustreret Elvis klager over, at hans stemme lyder underlig i hovedtelefonerne. Klagen er møntet på teknikeren Al Pachucki, der lige så frustreret kvitterer med beskeden om, at det ikke kun er i hovedtelefonerne, at Elvis’ stemme lyder underlig. Elvis rejser sig og går sin vej. Det skal blive sidste gang, Pachucki arbejder på en Elvis-indspilning. Tilbage står dog det sørgelige faktum, at der ikke engang er indspillet ti sange med Elvis’ vokal. Hvis det er den nye standard, bliver det svært at overholde RCA-aftalen om to albums og fire singleudgivelser om året.
I august er Elvis tilbage i Las Vegas til sensommerens koncertrække. En journalist fra Hollywood Reporter er på plads til premiereaftenen og er ikke imponeret og smider et lidet flatterende skudsmål efter Elvis. ”Ligeglad, uinteresseret og utiltrækkende”. Og det er kun begyndelsen på den nedsablende anmeldelse, der konkluderer: ”Den levende legende er tyk og gør grin ved at efterabe sig selv”. Oven i det hele bliver showet stemplet som ”uforberedt, vaklende og nedslående”.
Uden for scenen kører det heller ikke helt. En aften efter et af sine Vegasshows skal Elvis i sin suite demonstrere noget karate for en flok, der er mødt op bag scenen. Han ender med at brække anklen på en af de kvindelige gæster. Selv om Elvis betaler for både hospitalsregninger og rejseudgifter til kvinden, ender han med at måtte indgå et forlig med hende. Den uheldige hændelse kommer til at koste Elvis yderligere $5,000 i svie og smerte.
Sidste aften på scenen stikker det helt af. Ikke alene kommer Elvis ind på scenen ridende på ryggen af Lamar Fike og med en legetøjsabe om halsen, der bliver også delt verbale lussinger ud til Hilton Hotel, der efter Elvis’ mening har behandlet en af hans yndlingsansatte dårligt. Det bliver for meget for Colonel Parker, der efterfølgende konfronterer Elvis med den yderst uprofessionelle opførsel. Eventuel kritik må og skal holdes uden for offentlighedens søgelys. Det hele ender i et større skænderi, hvor Elvis fyrer sin manager. Colonel Parker påpeger, at Elvis i så fald kommer til at betale, hvad han skylder, hvorpå manageren går til sin suite for at skrive en regning. Denne bliver afleveret, og så fortsætter Parker ellers med sine daglige gøremål, som om ingenting er hændt. Hos Elvis er der alvorlige bekymringer. Først og fremmest på grund af den detaljerede regning, manageren har sendt, men også det faktum, at Parker er den eneste reelle manager, Elvis nogensinde har haft. Det løser sig dog små fjorten dage senere, hvor Elvis får Sonny West til at ringe til Parker. Det hele ender med en forsonende samtale mellem klienten hans manageren. Der er igen ro på bagsmækken.
RCA er også bekymrede. Den elendige Stax-session har ikke produceret materiale nok, så et mobilt studie med optageudstyr bliver sendt til Elvis’ hus i Palm Springs i Californien. Elvis har dog mere travlt med sit seneste projekt. Han har hyret vokalkvartetten Voice fra Nashville. Egentlig var Elvis’ plan at anbefale dem til Tom Jones, der havde problemer med sin backinggruppe. Da det ikke lykkes, ansætter Elvis dem i stedet selv. Lønnen er $100,000 om året. Det lykkes dog at få optaget tre sange, og der er dermed lige nøjagtig materiale nok til et album.
Retten er i oktober endelig kommet til en kendelse i sagen om økonomien ved Elvis og Priscillas skilsmisse. Elvis skal betale et engangsbeløb på $750,000, samt $4,200 om måneden i hustrubidrag det næste år. De efterfølgende ti år vil dette beløb være $6,000 om måneden, samt $4,000 om måneden i børnebidrag. Elvis’ nye udgivelseforlag skal hun have en fem procents andel i, samt halvdelen af det beløb, der er kommet ind for salget af et hus på Hillcrest Drive. Det hele tager tyve minutter, hvorpå Elvis og Priscilla forlader retten hånd i hånd.
Hverken september eller oktober måneds udgivelser hitter. Singlen ”Raised on Rock” (med b-siden “For Ol’ Times Sake”) er hentet fra de famøse dage i Stax, men den sælger kun 250.000 eksemplarer. LP’en med en titel, der kombinerer titlerne fra singlens to sider, flopper også på det amerikanske marked med mindre end 200.000 solgte eksemplarer.
Midt i oktober bliver Elvis igen indlagt. Han har svært ved at trække vejret. Det viser sig hurtigt, at årsagen er, at Elvis i længere tid har fået indsprøjtninger med det stærk smertestillende stof Demerol. Det er Dr. Nick, der har forestået indsprøjtningerne. En af de mange bivirkninger ved stoffet er en hæmning af åndedrætsrefleksen. Efter lidt over fjorten dage bliver Elvis udskrevet. Dr. Nick og Elvis har mere til fælles end læge/patient forholdet. Lægen er en dygtig racquetball-spiller, og han introducerer Elvis for sporten, som Elvis hurtigt bliver grebet af.
I december er Elvis tilbage i Stax Studios. Denne gang går det bedre. Sammen med Linda Thompson har Elvis efter indlæggelsen besluttet sig for at lave om på sin livsførelse. Det kan ses, og medfører syv dage med effektive studiesessions. Nu er der materiale til både kommende singleudspil og en LP eller to. Felton Jarvis er glad, og det samme er folkene hos RCA.
Der er flotte tal i årsregnskabet. $3,860,000 for koncertvirksomhed. Over $4,000,000 for musikudgivelser. Filmene tjener $143,000, der trods alt også er en slags penge. Det har på alle måder været et turbulent år. Elvis har spillet for hele verden, fyret sin manager, været helt ude i tovene og tilbage igen. Måske er Elvis tilbage på den rette vej.
1974
Elvis fylder 39 år og bliver fejret af hjembyen Memphis med en parade ned ad Elvis Presley Boulevard til Gracelands port. Indenfor er alt desværre tilbage ved det gamle. Efter en kort opblomstring er Elvis tilbage i et misbrug, der ikke bare lader sig stoppe. For kæresten Linda Thompson er det en større og større belastning. En aften er Elvis faldet i søvn med hovedet nede i en tallerken med hønsekødssuppe. Linda Thompson får hans hoved op af suppen, men Elvis er nærmest livløs. Dr. Nick bliver hurtigt kaldt til, og han giver Elvis et skud Ritalin. Det er ikke bare Demerol, som Elvis tager. Ifølge Lamar Fike er det også Dilaudid, endnu et smertestillende stof, der er i familie med morfin. At stofferne ret beset er udskrevet af læger og dermed ordinerede betyder intet på bundlinjen; Elvis er ikke i stand til at komme ud at sit misbrug – med eller uden hjælp udefra. Kombinationen af medicinen, der som bivirkning giver problemer med både kontrollen over blære- og tarmfunktionen og Elvis’ usunde spisevaner, gør ikke sagen bedre.
På Dr. Nicks anbefaling bliver januar og februars optrædener på Hilton Hotel i Las Vegas skåret ned fra fire til to uger. Om det er den kortere spilleperiode eller generel forbedring i helbredet vides ikke med sikkerhed, men anmelderne er enige om, at Elvis er ”i godt humør” og ”i topform”. Når Elvis ikke er på scenen, er han straks mere utilregnelig. Det er almindelig kendt, at Elvis er glad for skydevåben. Han går ingen steder uden at være bevæbnet. I suiten på Hilton Hotel bliver der skudt på både lysestager og fjernsyn, og en aften er det ved at gå helt galt. Ved et uheld går Elvis’ pistol af. Kuglen flyver gennem væggen og ind på badeværelset, hvor den borer sig ind i væggen lige ved siden af Linda Thompson. Kærestens tålmodighed er prøvet til bristepunktet. Elvis’ utilregnelighed er en ting, medicinen en anden, men samtidig må hun finde sig i, at Elvis har et noget mere afslappet forhold til monogami, end hun selv har. Der er nemlig andre piger: Playboy-modellen, 22-årige Sheila Ryan, og ligeledes den 23-årige model og skuespiller Ann Pennington.
Januars singleudspil ”I’ve Got a Thing About You Baby” (med b-siden “Take Good Care of Her”) sælger en halv million eksemplarer. Det er flotte tal, og den opnår da også en fin fjerdeplads – dog på countrylisten. RCA, der jo har købt rettighederne til Elvis’ bagkatalog, sender første LP-udspil i dette projekt på gaden med ”Elvis: A Legendary Performer, Vol. 1”. Som titlen antyder, er planen en hel serie, hvor fans i alle aldre kan opleve Elvis’ tidligere hits. Rettighederne har været dyre, men måske er det alligevel en fornuftig investering. I hvert fald sælger første album i rækken hele 750.000 eksemplarer.
I marts starter årets første turné. 24 shows på 20 dage. På anden dag i Houston er der over to omgange tæt på 44.000 tilskuere på plads på the Astrodome. De må dog nyde Elvis uden Joe Guercios orkester, da der ikke er plads nok på scenen. Da turnéen er slut, har mere end 350.000 publikummer været igennem tælleapparaterne, og Elvis kan indkassere næsten $800,000. Under turnéen spilles der denne gang også koncerter i Mid-South Coliseum i Memphis. Det er første gang siden 1961 at Elvis optræder i sin hjemby, og det bliver en så stor succes, at der planlægges en ekstra koncert i Memphis, som afslutning af turnéen, som Colonel Parker vil have optaget og udgivet på plade. Herved kan han den snu manager nemlig overholde kontrakten med RCA om 2 LP-udgivelser om året. Felton Jarvis og RCA har derfor rykket optageudstyret ind til koncerten, der foreviges og senere skal blive til live-albummet ”Elvis As Recorded Live On Stage In Memphis”. Før udgivelsen redigerer Felton Jarvis koncerten, så den kan være på en enkelt LP, og tilføjer desuden en masse ekstra publikumsstøj, der får det til at lyde som om at publikum går helt amok over Elvis’ optræden, som de gjorde i 1950’erne.
Og så kan der pustes lidt ud. Der slappes af i Los Angeles, Palm Springs og i Memphis, hvor Elvis tilbringer de fleste aftener i biografen med vennerne. Formen holdes mest ved lige på racquetball-banen sammen med Dr. Nick. Men inden længe kalder koncertaktiviteterne. Maj måned byder først på fire dage med fem koncerter i Californien, inden det går direkte videre til endnu et engagement på Sahara Tahoe. Elleve dage med to koncerter hver aften. To af koncerterne må aflyses. Den officielle forklaring er, at Elvis er forkølet. Anmelderen fra San Fransisco Examiner sår dog berettiget tvivl, da Elvis’ indsats på åbningsaftenen beskrives som ”ugidelig, uinspireret og direkte mat”.
Omkring Elvis går de af vennerne, der er ansat som bodyguards, hårdhændet til værks. En aften i Lake Tahoe dukker en fuld mand op foran Elvis’ suite. Han har bestukket sikkerhedspersonalet på hotellet til adgang og står nu og brokker sig højlydt, da han angiveligt har betalt for at komme til et afterparty, som åbenbart ikke findes. Red West, David Stanley og et par andre af vennerne tæver manden sønder og sammen, mens Elvis bare kigger på. Manden er efterfølgende ilde tilredt og indleder senere et søgsmål på mere end $6,000,000.
På hjemmefronten er der også uro. Vernon er blevet separeret fra Dee. Han har mødt sygeplejersken Sandy Miller, som han nu flytter sammen med i et hus tæt på Graceland. Sandy Miller har to børn, der flytter med ind. I november bliver Vernon endeligt skilt fra Dee.
Singleudspillet i maj hedder ”If You Talk in Your Sleep” (med b-siden “Help Me”). A-siden er skrevet af Red West, og RCA sætter alle sejl ind for at promovere den. Selv om den sælger 150.000 eksemplarer færre end januars singleudspil, ”I’ve Got a Thing About You Baby”, når den alligevel en fin 17. plads på hitlisten. Sammenhængen er dog, at hitlisteplaceringerne udregnes ved en kombination af solgte plader og antal afspilninger i radioen. Den sidste del af dette regnestykke har RCA gjort deres for at booste.
Årets tredje turné indledes midt i juni. Der er planlagt 18 dage med hele 25 koncerter. Undervejs kan Elvis og vennerne fejre Colonel Parker, der fylder 65. Manageren kan se frem til en betragtelig fødselsdagsgave. De 18 dage indbringer ham og hans klient $2,000,000 til deling. Selvom der er mange udgifter, der skal trækkes fra, giver sammenligningen med engagementerne på Hilton Hotel stof til eftertanke. Her vil fire ugers arbejde indbringe $600,000.
Og så skal der slappes lidt af. Elvis bruger ud over racquetball stadig en del tid på karate. Han har åbnet en karateskole, Tennessee Karate Institute. Måske skyldes den ekstra opmærksomhed, at Elvis har planer om at lave en film om netop karatesporten. Projektet kuldsejler dog senere på året, da Elvis mister interessen. I Memphis undergår Graceland en større ommøblering. Inspireret af polynesisk stil omarrangeres et helt rum bag husets køkken. Det skal senere blive kendt som ”Jungle Room”. Det er Linda Thompson, der står bag det meste af projektet. Det er også på dette tidspunkt at påfugle-glasdørene bliver installeret i huset.
Mens præsident Nixon i august må tage konsekvensen af Watergate-skandalen og overlade præsidentembedet til vicepræsident Gerald Ford, tager Elvis hul på den efterhånden sædvanlige koncertrække på Hilton Hotel. Modtagelsen er flot. Hollywood Reporter’s skriver om ”det bedste show i i hvert fald tre år” og en Elvis der ”ser bedre ud” og ”synger bedre”. Det påtales til showets ros, at der er masser af nye sange. Det holder ikke i længden. Allerede efter et par aftener er alt tilbage ved det gamle.
Fra tilskuerrækkerne kan Linda Thompson se med til premieren, men herefter er hendes plads i salen overtaget af Sheila Ryan. Sammen med det øvrige publikum kan hun konstatere, at Elvis på scenen forvilder sig ud i lange enetaler om hans og Priscillas skilsmisse. Faderskabssagen får også en over nakken. Der har længe svirret rygter om misbrug. Elvis adresserer også disse rygter fra scenen. Rygter om at han var ”Strung out” (red. høj). Elvis har ifølge ham selv aldrig været høj på andet end musik. Rygterne er, fortsætter Elvis, skadelige – ikke bare for karrieren, men også for Elvis’ datter, hans far, hans læge. I et regulært vredesudbrud fortæller Elvis, at han vil brække nakken på den, der har startet rygterne. Faktisk vil han ”rive vedkommendes tunge ud ved roden!”. Det hele varer i mere end fem minutter. Så er gassen gået af ballonen, og showet kan fortsætte med ”Hawaiian Wedding Song”.
Tilbage fra engagementet i Las Vegas tager Elvis en af sine efterhånden berygtede indkøbsture. Denne gang skal der købes biler. Det er både venner familie, de ansatte på Graceland og fremmede, der bliver betænkt. Billy Smith, Elvis’ fætter, får en Woodcrest double trailer med tre værelser, så han og familien kan flytte ind på området ved Graceland. Der bliver også købt en båd til Charlie Hodge og et hus til Gracelands kok. Oven i det hele er Linda Thompson igen tilbage. Hun sidder tilbage med en følelse af, at hun er nødt til at passe på Elvis, også selv om hun er klar over, at det betyder, at hun deler Elvis’ opmærksomhed med andre kvinder.
Og så er det ellers afsted på årets fjerde turné, der skal køre hen over slutningen af september indtil midten af oktober. Elvis er ikke på toppen. Ved den første koncert oplever Tony Brown, der spiller keyboards for Voice, at Elvis, da han træder ud af sin bil, simpelthen falder om på knæene. Under selve koncerten står Elvis nærmest som en saltstøtte. Red West fortæller senere, at et af problemerne var, at Elvis var blevet introduceret til kokain. Ifølge West forsøger man at få stoppet forsyningerne, men Elvis modsætter sig dette med ordene ”Jeg har brug for det”. Undervejs på turnéen undrer avisernes anmeldere sig. Elvis er på ingen måde sit gamle jeg. Der bliver også drevet rovdrift. Fra turnéens trettende og sidste dag går det direkte videre til et fire dages engagement med otte show på Sahara Tahoe. Aftalen er lavet som kompensation for maj måneds aflyste shows samme sted.
Midt i oktober går den ikke længere. Elvis bliver nok en gang indlagt på hospitalet. Det er Dr. Elis Ghanem, der tidligere har tilset stjernen, som tager konsekvensen. Med sig har Elvis Sheila Ryan. Efter omfattende undersøgelser af mave, tarm og indre organer kan Ghanem konstatere, at Elvis har et mindre sår i mave/tarm-regionen samt væskeansamlinger i slimhinderne i samme område. Kuren er en søvndiæt, som Ghanem anbefaler til flere af sine kunder, der som oftest er at finde i kendissegmentet. Efter godt og vel tre uger bliver Elvis udskrevet og tager hjem til Graceland.
Her kan han se frem mod sin 40-års fødselsdag, som avisen National Enquirer allerede tager forskud på med en artikel. Overskriften er ”Elvis 40 år – tykmavet, deprimeret og lever i frygt”. Artiklen er bygget over vidnesbyrd fra oktober-turnéen. Journalisterne bag har haft fat i alt fra anmeldere og fans til hotelansatte og politibetjente. Historien kan nærmest ikke komme på et dårligere tidspunkt. LP’en ”Having Fun With Elvis on Stage”, hvor Elvis pjatter og snakker sig gennem en række liveoptrædener, er netop udgivet. En anmelder skriver: ”At lytte til denne plade er som at være vidne til at uheld, hvor en bil pløjer sig gennem et ’carnival freak show’. Man er lige dele forfærdet, men samtidig for forbløffet til at kigge væk”. LP’en er udgivet på selskabet Boxcar Enterprises, et selskab ejet af Colonel Parker. Den snu manager forsøger hermed at omgå alle rettigheder og forpligtelser over for RCA, der ikke har andel i talte ord fra Elvis’ mund. Alligevel formår den snedige manager at få RCA til at distribuere albummet, ligesom han selv sælger det ved alle Elvis-koncerter.
I starten af december tager Elvis endnu et ophold hos Dr. Ghanem, mens rygterne svirrer. Avisen Nashville Banner skriver, at Elvis har fået mavesår, og at planlagte sessions i studiet er aflyst af samme årsag. Colonel Parker er efterhånden blevet klar over alvoren. Han kontakter Elvis, og kan efter en telefonsamtale konstatere, at hans klient på ingen måde vil være i stand til at gennemføre de planlagte optrædener på Hilton Hotel i starten af det nye år. Parker meddeler Hilton Hotel, at der desværre ikke bliver tale om det sædvanlige engagement og henviser til Dr. Ghanem, der kan assistere med den information hotellet har brug for, når der skal skrives en pressemeddelelse.
Det har været et underligt år i Elvis-universet. For første gang siden 1959 indspiller verdens mest berømte kunstner ikke en eneste sang i et studie. Den 8-cylindrede karriere kører på mindre end halv kraft. Men værst af alt: Det synes ikke muligt at stoppe det misbrug, der er Elvis’ værste fjende.
Mere info om 1974
1975
Der er stille omkring Elvis, selv om han fylder 40. Avisen Memphis Commercial Appeal kalder det ”Selvvalgt ensomhed”. Det ligger meget tæt op ad sandheden. Selv om alt på Graceland er klar til at fejre ham, bliver Elvis i sengen. Humøret er helt i bund. TV-værten Johnny Carson har kaldt Elvis ”Fyrre og fed”. Det er en bemærkning, der svider, for Elvis har altid været glad for netop Johnny Carson.
Linda Thompson er virkelig bekymret og forsøger at tale Elvis til fornuft. Hans nuværende livsførelse er et langsomt selvmord. Colonel Parker har en noget anden dagsorden. For ham gælder det om at få pengemaskinen tilbage på sporet. Dagen efter Elvis’ fødselsdag raserer en tornado byen McComb i Mississippi og slår ti mennesker ihjel. Hundredvis er blevet hjemløse. Det skal være Parkers løftestang. Han rejser til Memphis, hvor han fremlægger en plan for Elvis. Hvis der arrangeres en turné, kan indtægterne fra en velgørenhedskoncert gives til fordel for ofrene. Det kan Elvis ikke sige nej til. Parker har det hele klar. Hilton-aftalen er rykket til marts måned, og en efterfølgende turné kan derfor starte sidst i april – med velgørenhedskoncerten den 5. maj, hvor Elvis skal spille i Jackson, Mississippi.
Elvis har fået endnu en fiks idé. Han vil have sit eget fly. Måske er han inspireret af sangerne Charlie Rich og Jerry Lee Lewis, der begge for nylig er blevet flyejere. Der bliver lagt et depositum på $75,000 for en Boeing 707. I første omgang må Elvis dog vente, da aftalen bliver annulleret. Flyet har tilhørt en flygtet finansmand, og der er frygt for konsekvenserne, hvis Elvis køber flyet.
Sidst i januar må Elvis endnu en gang indlægges. Linda Thompson vågner ved siden af Elvis, der har svært ved at trække vejret. Dr. Nick får ham indlagt, mens omverdenen får to forskellige beskeder om årsagen til indlæggelsen. En unavngiven kilde fortæller, at Elvis er indlagt med ”leverproblemer, der ikke har relation til alkohol”, mens Vernon beroliger pressen med, at indlæggelsen er planlagt. Der var et gran af sandhed i det med leveren, for det er bare et af de organer, Dr. Nick frygter vil tage skade, hvis der ikke kommer styr på Elvis’ misbrug af medicin. Sammen med Linda Thompson tilbringer Elvis nogle dage på hospitalet. I hans værelse er vinduerne dækket med stanniol, og han og Linda tilbringer en del af tiden med at kigge på de nyfødte babyer over hospitalets lukkede tv-system. Bekymringerne for sønnens helbred tager hårdt på Vernon, der om morgenen den 5. februar blive indlagt på værelset ved siden af Elvis. Vernon har fået et hjertetilfælde.
Da Elvis bliver udskrevet midt i februar, har han tabt næsten fem kg. Hans mave er stadig oppustet, men det kan tilskrives de afføringsmidler, som Elvis gennem længere tid har forsøgt at få gang i tarmfunktionen med. Under indlæggelsen har Elvis afgivet urinprøver for at sikre, at han ikke ville få medicin bragt ind udefra. Alle tests har været negative – på nær den allersidste, der viser spor af barbiturater, en gruppe af medicin der blandt andet bruges i behandlingen af angst og søvnproblemer. Den positive urinprøve stopper dog ikke hjemsendelsen. Til gengæld bliver Elvis sat på antidepressiv medicin, og det bliver besluttet, at den daglige dosering af medicin skal foretages af enten Dr. Nick eller af sygeplejersken Tish Henley.
Efter et par uger, hvor Elvis forsøger at komme sig og tabe yderligere vægt, tager han til Californien, hvor der skal indspilles nyt materiale i RCA’s Studio C. Der er desperat brug for materiale til en ny LP, og da Elvis midt i marts skal optræde på Hilton Hotel, er kalenderen efterhånden stram. Over tre dage lykkes det at få numre nok i kassen til endnu en LP. Set igennem en økonomisk optik behøver Elvis dog ikke bekymre sig voldsomt omkring udgivelserne. Godt nok er der en kontrakt med RCA, men de primære indtægter er koncertvirksomheden.
Tilbage i Las Vegas imponerer Elvis på premiereaftenen. Han er afslappet og har endda overskud til at gøre grin med sin egen vægt, selv om han faktisk er i rimelig form. Der er skruet helt ned for karateopvisningerne på scenen, og repertoiret er nyt og frisk. Mod slutningen af engagementet får Elvis besøg i sin garderobe. Det er skuespillerinden Barbra Streisand og hendes kæreste, Jon Peters. Streisand vil have Elvis til at spille med i hendes næste film, en genindspilning af den Oskar-vindende ”A Star Is Born” fra 1937. Elvis er fyr og flamme. Han øjner muligheden for endelig at få en seriøs filmrolle. Alle forhåbninger bliver dog skudt i sænk af Colonel Parker, der udelukkende har øje for økonomien i projektet. Warner Brothers, der står bag filmen, tilbyder $500,000 plus 10 procent af overskuddet, men Parker sender et modtilbud. Han vil have $1,000,000, $100,000 til udgifter plus 50 procent af overskuddet. Rettighederne til de sange, som skal med i filmen, skal der laves en særskilt aftale omkring. Det modtilbud lægger reelt låg på forhandlingerne.
Midt i april materialiseres Elvis’ drøm om et fly endelig. For $250,000 køber han en Convair 800, som flyselskabet Delta har taget ud af drift. Flyet bygges om for $500,000 og omdøbes Lisa Marie – naturligvis med TCB-logo på halefinnen. Sidst på måneden løftes det, der i flere år har været et tungt åg, fra mange amerikanske skuldre. Præsident Gerald Ford erklærer officielt Vietnam-krigen for slut. Imens begynder Elvis på den tidligere på året aftalte turné. I løbet af de næste 14 dage spiller han 18 koncerter – heraf velgørenhedskoncerten i Jackson. Den indbringer $100,000, som en stolt Elvis kan overrække til Mississippis guvernør, Bill Waller. Måske har Elvis brug for endnu en pause, men det er der ikke tid til. Der skal nemlig penge i kassen. For Elvis bruger sine indtægter i voldsomt tempo, og Colonel Parker er ikke meget bedre, når de indtjente dollars formøbles ved spillebordene. Derfor virker årets anden turné som en logisk konsekvens – også selv om den kommer bare 23 dage efter den første.
På pladefronten bakker turnéen fint op om sidste singleudspil ”T-R-O-U-B-L-E” (med b-siden ”Mr. Songman”). Selv om Elvis har nummeret med hver eneste aften på sin anden 1975-turné, sælger den skuffende 200.000 eksemplarer og gør ikke nævneværdigt væsen af sig på hitlisten. Det gør maj måneds LP-udgivelse ”Today” heller ikke. Materialet er hentet fra marts måneds indspilninger i Hollywood og gør sig rimeligt på country-hitlisten.
Allerede i juli er Elvis på turné igen. Årets tredje. 17 dage med 21 koncerter. Sheila Ryan vil ikke med på turnéen. Hendes forhold til Elvis er slut. Hun bliver året efter gift med skuespilleren James Caan. På turnéen er der skærmydsler på scenen. Flere aftener stikker Elvis til korpigen Kathy Westmoreland. De to har tidligere været kærester, men nu giver Elvis hende den kolde skulder. ”Hun vil kaste sig selv over hvem som helst, hvor som helst, når som helst”, siger han ved flere lejligheder på turnéen. Westmoreland forlader sammen med to af pigerne fra Sweet Inspirations selskabet. Dagen efter forsøger Elvis at gøre tingene gode igen. Det er egentlig helt klassisk. Elvis forærer pigerne nogle smykker som undskyldning. Sweet Inspirations-pigerne tager straks imod. Aftenen efter er også Westmoreland tilbage på scenen, mens Elvis forsøger at købe sig yderligere tilgivelse med smykker fra juveleren Lowell Hays. På bare en uge køber Elvis varer for $85,680.
I det hele taget har Elvis spenderbukserne på. Da han kommer hjem fra turnéen, forærer han Colonel Parker et fly. Manageren afviser dog gaven. Han har hverken brug for et fly eller råd til det. Der indkøbes også fjorten Cadillacs, som foræres væk. En af dem giver Elvis til den farvede bankassistent Mennie Person, der tilfældigvis står og kigger ind ad bilforretningens vinduer. Og da den store pengepung er fremme, låner Elvis $200,000 til Dr. Nick, der er ved at bygge nyt hus. Endnu et fly, en Aero Jet Commander, bliver købt for $508,000. Senere i august sælger Elvis dog dette fly, samt det han købte til Colonel Parker. I stedet bruger han knap $900,000 på et Lockheed JetStar-fly. Det kræver sin mand at styre regnskabsafdelingen hos Elvis.
Midt i august er Elvis tilbage i Las Vegas. På Hilton Hotel oplever publikum en træt, overvægtig Elvis, der ofte sidder ned under sine optrædener. Allerede på tredje dag er den gal. Elvis ønsker at aflyse sine to aftenshows i sidste øjeblik. Det vil Colonel Parker ikke høre tale om. Elvis må og skal på scenen. Morgenen efter er det slut. Sammen med Dr. Nick er Elvis fløjet tilbage til Memphis, hvor han lader sig indlægge på hospitalet. Resten af engagementet aflyses. På hospitalet kan Dr. Nick konstatere, at det er mange ting, som tynger Elvis. Han er fortsat deprimeret, men de fysiske problemer tæller nu kroniske problemer med tarme og indvolde, fedtlever (en ophobning af fedtceller i leveren) og højt kolesteroltal.
I slutningen af november har Elvis genvundet kræfterne. Han må dog indse, at de mange udgifter efterhånden har tæret på kassebeholdningen. Han låner derfor $350,000 i banken og stiller Graceland som sikkerhed. Med sin personlige pilot, Milo High, ved roret, flyver Elvis herpå til december måneds engagement på Hilton Hotel i Las Vegas. Her har Dr. Nick insisteret på, at de 14 dages engagement kun rummer én daglig koncert med undtagelse af lørdage, hvor der skal være to. Hotellet er fuldt belagt, alle shows meldes udsolgt, og Elvis er i god form.
Julen fejres på Graceland, hvor Elvis inviterer alle med på en flyvetur i Lisa Marie, og så rundes året af med en koncert på Silverdome i Pontiac, Michigan, nytårsaftensdag. Colonel Parker og Elvis kan efterfølgende dele et overskud på $300,000. Efter koncerten flyver Elvis hjem til Graceland, hvor han fejrer nytår i sit soveværelse, mens han ser videobånd med en af sine absolutte yndlingsudsendelser: Monty Pythons Flying Circus.
Mere info om 1975
1976
Elvis starter året med en skiferie i skiområdet Vail, Colorado. Linda Thompson er med – og naturligvis også en del af vennerne. Mens vennerne står på ski om dagen, tilbringer Elvis nætterne på skisportsstedets pister på en snescooter. Under opholdet er stemningen anspændt. Nye venner er kommet til, og Elvis lider af voldsomme humørsvingninger. Det sætter selvsagt sit præg på resten af selskabet. For Jerry Schilling bliver det til sidst for meget. Han rejser hjem, og er herefter ikke en del af Memphis Mafiaen. Efter 14 dage i kulden vender selskabet snuden hjemad. På Graceland har Elvis bestilt en racquetballbane, der nu er færdigbygget. I forvejen fosser pengene ud af kassen. Elvis har netop brugt $70,000 på biler til nogle af de nye venner, og da Colonel Parkers 50/50-aftale nu også omfatter Elvis’ koncertvirksomhed, skal der arbejdes hårdt, hvis regningerne skal betales.
RCA er efterhånden utålmodige. Elvis har ikke været i studiet siden marts året før, og selv om RCA i januar har udgivet ”Elvis: A Legendary Performer Vol. 2”, så må og skal der nyt materiale på gaden. Det er umuligt at overtale Elvis til endnu et studiebesøg, så Felton Jarvis får nok engang et mobilt optagestudie kørt stilling. Udstyret bliver kørt til Graceland, hvor Elvis i starten af februar kan gå i studiet i sin egen stue, Jungle Room. Felton Jarvis er af den klare overbevisning, at der kan optages materiale til to nye albums. Hans budget for seks afteners optagelse er tæt på $75,000. Det viser sig dog hurtigt, at Jarvis har været lige lovlig optimistisk. Tidsplanen er allerede skredet, før optagelserne kommer i gang. Pianisten Glen D. Hardin og guitaristen James Burton har begge en forestående Europa-turné med Emmylou Harris, og bassisten Jerry Scheff har også aftaler i kalenderen. Det giver Jarvis fem dage til at få noget brugbart på bånd med det faste hold, mens der indkaldes erstatninger til yderligere optagelser. Det skal vise sig at blive noget af en opgave. Årsagerne er mange. Først og fremmest kommer sangene ikke i kassen så hurtigt, som forventet. Elvis er ufokuseret og uden energi. Og så er Elvis ikke typen, der lader sig hundse med – og slet ikke på hjemmebane. Ofte forlader Elvis Jungle Room og tager han en af musikerne med sig for at vise politiskilte frem eller for at lytte til gospelmusik på førstesalen. På sidste optageaften, hvor der ellers er hentet erstatningsmusikere ind, dukker Elvis slet ikke op. Tolv numre ender med at være indspillet. De ti ender på albummet ”From Elvis Presley Boulevard, Memphis, Tennessee” – heriblandt den vokalmæssige kraftpræstation ”Hurt”, der også skal blive et af to singleudspil fra optagelserne i Jungle Room. Det andet nummer, der finder vej til en single, er ”Moody Blue”. Det skal også blive titlen på det sidste album, der bliver udgivet, mens Elvis er i live. Selv om Elvis synes langt fra tidligere tiders form, er der dog næppe nogen af de tilstedeværende, der ville kunne forudse, at optagelsernes midtpunkt vil være død bare 1½ år senere.
I midten af marts kalder endnu en turné. Det er også nødvendigt. Lånet på $350,000 fra året før skal betales af i to rater i dette og næste år, og Elvis har på ingen måde indstillet sine indkøb. Der er samtidig gang i endnu et projekt. Sammen med Joe Esposito, Dr. Nick og en ejendomsmægler er Elvis i gang med at etablere en kæde af racquetball-centre. Planen er at opføre centre i Memphis og Nashville. Elvis går ind i projektet i den overbevisning, at han har en fjerdedel af projektet. Som Elvis ser det, er hans eneste bidrag, at han skal lægge navn til kæden Presley Center Courts. Det skal snart vise sig, at der forventes mere end det. Op til turnéen er der uro i det ellers faste backingband. Glen D. Hardin har forladt tangenterne og er erstattet af Shane Keister. Guitaristen James Burton og trommeslageren Ronnie Tutt vil også videre. Tutt bliver erstattet af Larrie Londin, mens det i sidste øjeblik lykkes at overtale James Burton, der er fungerende kapelmester, med en højere løncheck, så han bliver. De seks dage med koncerter skal afsløre, at Elvis på ingen måde er over sine problemer. Der er ikke øvet forud for turnéen, da Elvis ikke er dukket op til den aftalte øvning. Energien er væk. Elvis står bare med tommelfingeren i bæltet og deler lejlighedsvis tørklæder ud. Han virker ind imellem forvirret og glemmer teksterne til flere af de sange, han ellers har sunget et utal af gange. Selv om aftalen med Colonel Parker nu er en 50/50-deling af koncertindtægterne, er manageren klar over, at der er brug for kontanter hos Elvis. Han fortsætter derfor med den gamle ordning, hvor han modtager 1/3 af indtægterne – naturligvis under den aftale, at Elvis skal betale det resterende beløb, når der igen er højvande i kassen.
Mens Elvis drager på endnu en turné i april, kan fans fornøje sig med marts måneds to udspil. Singlen ”Hurt” (med b-siden ”For the Heart”) har egentlig alle kvaliteter, men salget når kun 250,000 eksemplarer, og den opnår en 28. plads på hitlisten som sin højeste placering. RCA fortsætter pakkeudgivelsen af gammelt materiale. Anden udgivelse, LP’en ”The Sun Sessions”, sælger faktisk 50.000 eksemplarer flere end ”Hurt”.
April-turnéen er stablet på benene i al hast. Ronnie Tutt har også fået lønforhøjelse og er tilbage bag trommerne. Elvis er ikke frisk. Han kæmper med forstoppelse, og har fortsat problemer med teksterne i nogle af sangene. Tutt oplever en Elvis, der er træt og nedtrykt. Faktisk føler trommeslageren, at han er nødt til at give den ekstra gas for at holde gang i sin forsanger. Anmelderne har også bange anelser. På turnéens femte dag spiller Elvis i Long Beach, Californien. Long Beach Press-Telegram skriver, at der under Frank Sinatra-nummeret ”My Way” er ”en uhyggelig tavshed blandt publikum”, da Elvis synger de første linjer ”And now the end is near”. Anmelderen noterer, at det er som at være vidne til ”en skræmmende profeti”.
Efter en uge på turné drager Elvis videre til et elleve dages engagement på Sahara Hotel. John O’Grady, der tidligere var en del af undersøgelserne af Elvis’ læger og deres udskrivning af medicin, oplever ved selvsyn, hvor udviklingen er på vej hen. Han er så bekymret, at han kontakter Priscilla. O’Grady vil have Elvis indlagt til afvænning. Priscilla lover, at hun vil forelægge Elvis hans bekymringer, men der sker ikke mere i den sag.
April måneds udsendelse af LP’en ”From Elvis Presley Boulevard, Memphis, Tennessee” med optagelserne fra Jungle Room tager en enkelt uge på country-hitlistens førsteplads, men på den ordinære hitliste rækker det ikke længere end en 41. plads. Det er på alle måder klart, at indtægterne skal findes ved koncerterne. Derfor er det helt passende, at Elvis sidst i maj må afsted igen. Elleve dage for fulde huse. Anmelderne noterer sig, at Elvis ind imellem taler sløret og snubler rundt på scenen. Andre aftener er han nærmest ”den gamle Elvis”.
Hjemvendt fra turnéen isolerer Elvis sig i sit soveværelse på Graceland. Hos vennerne, der under turnéerne nærmest slår en ring omkring Elvis, er der en betændt atmosfære mellem de få gamle venner og de nye. Joe Esposito er flyttet til Californien. Jerry Schilling er helt ude af billedet og arbejder som tourmanager for sangeren Billy Joel. Lamar Fike bor og arbejder i Nashville. Charlie Hodge er presset af hele situationen. Dr. Nick står heller ikke øverst på vennelisten. Deres fælles racquetball-eventyr har nemlig vist sig at være en dårlig investering. Elvis hæfter for 25%, og det er ikke gratis, for nu er der gæld, der hober sig op. Vernon påpeger, at økonomien er stram, og at det er nødvendigt at skære i antallet af folk omkring Elvis. Det er dog især fætrene Red og Sonny West, som Vernon har set sig gal på. Det bliver ikke bedre af, at det som regel er dem, der tager hårdhændet fat, når fans eller publikum bliver for nærgående. Det skal snart vise sig, at Vernon har tænkt sig at gøre alvor af sine overvejelser.
Inden da er det dog tid til endnu en turné. Her eksploderer tingene mellem Elvis og Sonny West. Vernon har annulleret flybilletter til Sonny Wests kone og søn. Det får Sonny West helt op i det røde felt. Det ender med, at Elvis får arrangeret, at der købes billetter, men efterfølgende er han ikke tilfreds med vennens opførsel. Ikke en gang en uge efter turnéens afslutning bliver Sonny og Red West fyret. Det er Vernon, der ringer til dem. Dave Hebler, en karateekspert, der – præcis som West-fætrene – har arbejdet som bodyguard for Elvis, ryger også i svinget. De tre får en uges løn, og så er det ellers slut. Det er en bitter pille at sluge. Ikke alene bliver de smidt på porten med kort varsel. Det gør ondt, at et langt venskab end ikke afsluttes af hovedpersonen selv. Der skal ikke gå længe, før Elvis hører fra de tre tidligere venner.
Imens har Elvis trukket sig tilbage til Las Vegas sammen med Linda Thompson. Han har igen ladet sig indlægge hos Dr. Ghanem. Måske er det en flugt fra fyringerne. Måske er det opladning, for allerede midt i juli venter årets femte turné. To uger, der skal indbringe tæt på $1,000,000. En journalist er imponeret over publikums reaktioner under en af koncerterne, men konstaterer samtidig, at de nok nærmere skriger efter Elvis for ”det han var, og det han symboliserer, end det han er”. Selv Colonel Parker er rystet over Elvis’ manglende energi på scenen. Hvis energien mangler, kan en af årsagerne være det stramme program. Allerede tre uger efter årets femte turné, må Elvis afsted igen. Elvis synes at være i bedre humør. Linda Thompsons bror, Sam, har sammen med eksbetjenten Dick Grob overtaget ansvaret for sikkerheden, og Larry Geller er for første gang siden 1967 igen en del af vennekredsen. Glæden er dog kortvarig. Allerede dagen efter er Elvis skidt kørende. I Houston, Texas, får hans optræden en journalist fra Houston Post til at kalde showet for ”nedslående usammenhængende”, ”et amatøragtigt rod” det hele ”serveret af en oppustet, vaklende og mumlende skikkelse, der slet ikke agerede som kongen af noget som helst – slet ikke rock ’n’ roll”. Colonel Parker er rystet. Selv de lokale politifolk, der er til stede som vagter ved koncerten, taler om Elvis’ forandring.
Da Elvis kommer hjem fra turnéen, går der rygter om, at West-fætrene er ved at skrive en bog sammen med Dave Hebler. Rygterne vil vide, at det er en bog, der vil fortælle ”sandheden om deres tid med Elvis”. Det sender Elvis på en følelsesmæssig rutsjebanetur. Det ene øjeblik er han ked af det, det næste er han rasende på sine tidligere venner. Elvis forsøger gennem privatdetektiven John O’Grady at stoppe vennernes projekt. De tre bliver tilbudt hver $50,000 plus penge til at tage en uddannelse, men de takker nej til tilbuddet. Selv om Elvis taler i telefon med Red West, og der fra dem begge er fortrydelse over, at tingene er gået, som de er, fortsætter projektet med bogen.
Midt i oktober starter året syvende turné. Fjorten dage, der igen skal indbringe $1,000,000. Der er på alle måder pres på. Hjemme på Graceland venter RCA nemlig med optageudstyr – klar til endnu en Jungle Room-session. Det bliver dog kun til to dage med optagelser. Første aften bringer tre numre i kassen, mens anden aften og nat kun bringer et nummer på bånd.
For Linda Thompson er det hele blevet for meget. Hun har været der i tykt og tyndt igennem fire år. Nu kan hun ikke mere. Der går ikke længe, før en nye pige melder sin ankomst. Den bare 19-årige skønhedsdronning Ginger Alden bliver introduceret til Elvis af George Klein, der egentlig har tænkt sig, at det var Gingers storesøster, Terry, som Elvis skulle møde. Ginger og en anden storesøster, Rosemary, var egentlig bare med. Det er dog omgående lillesøster Ginger, som Elvis fatter interesse for.
Det er som om turnévirksomheden ingen ende vil tage. Sidst i november er der endnu otte dage efterfulgt af et december-engagement på Hilton Hotel i Las Vegas, hvor han ved den første koncert er virkelig oplagt. Måske er det, fordi Ginger Alden er i salen. Det bliver dog hurtigt en pose med blandede bolsjer. Elvis kommer undervejs til skade med sin ankel. Det kommer til at præge flere af hans shows. Samtidig sætter trætheden ind. Det er ganske logisk. Det har været et år med alt for mange koncerter. Efter det, der skal blive Elvis’ sidste optræden i Las Vegas nogensinde, skriver en journalist fra Memphis Press-Scimitar: ”Mens man forlader showet, undrer man sig; hvor lang tid går der, før enden kommer?”
Året lukker symptomatisk med en turné på fem dage, hvor den sidste koncert finder sted nytårsaften i Pittsburgh, Pennsylvania. Det bringer årets total op på 129 koncerter.
Mere info om 1976
1977
Elvis fylder 42, og omkring ham er bekymringerne store. Hans helbred skranter, humøret er svingende, og kvaliteten af hans optrædener er mildest talt ikke på højde med tidligere tider.
Felton Jarvis er blandt dem, der bekymrer sig. Elvis er kontraktligt forpligtet til at indspille nyt materiale, men RCA har allerede udgivet de fleste af de sange, som er indspillet året før. Jarvis har booket studietid i januar måned, men Elvis dukker aldrig op. Igen og igen forsøger produceren at få Elvis i studiet, men der kommer aldrig svar på de mange henvendelser. Samtidig er kalenderen proppet med nye turnédatoer. Jarvis øjner en sidste mulighed. Måske kan der indspilles nogle sange til en af de mange koncerter.
På hjemmefronten er det gået stærkt med forholdet til den Ginger Alden. Elvis har været på knæ og har friet til sin unge kæreste. Det er til gengæld også noget nær det eneste, Elvis kan tage sig sammen til. En avisartikel i Nashville Banner citerer ”venner” og ”hjælpere” omkring Elvis. Ifølge dem er stjernen ”paranoid” og ydermere ”bange for at indspille”. Det er også lykkedes journalisten at opsnuse en bemærkning fra Colonel Parker. Manageren skulle have sagt til Elvis, at han skulle ”lette bagenden og komme i gang med at opfylde sine forpligtelser – i modsat fald ville der ikke blive flere turnéer”.
Intet kunne være længere fra sandheden. Allerede midt i februar er Elvis igen på turné. Han betinger sig dog, at Ginger Alden skal med. For pianisten David Briggs bliver turnéen den sidste med Elvis. Briggs er blevet kærester med Linda Thompson. Begge er usikre på, hvordan Elvis vil tage det, når han får det at vide. Det finder Briggs snart ud af. En af aftenerne på den ti dage lange turné starter Elvis med at gå hen foran Briggs’ keyboards. Her river han alle ledninger ud og går derpå til scenens midt og starter showet. Briggs beslutter sig for, at det nok er bedst at stoppe.
Marts byder på en velfortjent ferie på Hawaii. Elvis må dog vende snuden hjem mod Memphis, da han efter sigende har fået sand i øjet. Dr. Nick er bekymret for, om sandet har ridset Elvis’ hornhinde. Elvis betror sig til Larry Geller. Hvad er det hele værd, hvis man ikke kan dele sin lykke med sine venner? Og det gør Elvis. Turen til Hawaii koster $100,000. Der har også været 30 gæster med. Det understreger endnu engang, at Elvis ikke kerer sig meget om firmaets økonomiske situation.
Årets anden turné kommer sidst i marts. Aftenen før er der afgang med fly, men Elvis er ikke til at få liv i. Dr. Nick bliver tilkaldt. Der er ingen tvivl om, at der skal udrettes mirakler, hvis Elvis skal gennemføre de næste dages turnévirksomhed. Lægen får dog lagt Elvis i drop, og på vej i flyet kommer Elvis sig. Aftenen efter kigger han på sin fætter, Billy Smith, der dagen før var en af dem, der ikke kunne få liv i ham. ”Du troede nok ikke, at jeg ville klare den?” hvisker Elvis – og går på scenen og fyrer et flot show af. Felton Jarvis er også med. Han har lejet et ottespors optageudstyr og håber nu, at der kommer brugbart materiale, der kan bruges til en udgivelse. Efter otte aftener må Elvis give op. I Baton Rouge er han ganske enkelt for skidt til at gå på scenen. Showet og resten af turnéen må aflyses.
Elvis bliver fløjet hjem til Memphis, hvor han bliver indlagt på Baptist Hospital. Indlæggelsen varer kun fire dage. Elvis kæmper på alle fronter. Der er jævnligt problemer med vejrtrækningen, kampvægten gør, at han kun kan passe to af sine mange jumpsuits. Oven I det hele er der knas I forholdet med Ginger Alden. Faktisk så meget, at Elvis overvejer at slutte forholdet. Han tager endda på date med den 20-årige bankassistent Alicia Kerwin. Det er dog Ginger Alden, der er med, da Elvis i april tager på årets tredje turné
Imens har RCA udgivet LP’en ”Welcome to My World”. Der er tale om tidligere udgivne sange med country-feeling. Umiddelbart synes pladesalget ikke at berettige denne udgivelse, men snart skal der vendes op og ned på interessen for Elvis’ musik – desværre på den sørgeligst tænkelige baggrund.
Felton Jarvis er også med på turné nummer tre. Endelig lykkes det at få optaget brugbart materiale. Tre numre, der inden længe skal finde vej til Elvis’ næste LP; ”Moody Blue”. Under turnéen skriver avisen Nashville Banner, at Colonel Parker er i færd med at afhænde sit management af Elvis. Årsagen, vil avisen vide, er Parkers spillegæld. Den snedige manager svarer dog omgående, at han fortsat at manager for Elvis, at helbredet har det godt, og at der ikke er mere gæld, end han kan betale. Elvis har også gæld. Han skylder stadig Priscilla næsten $500,000. Gælden bliver godtgjort med sikkerhed i skødet på Graceland.
Elvis tager en pause inden næste turné. Ifølge vennen Larry Geller er Elvis bekymret for sit helbred generelt, men også tilsyneladende ubetydelige ting, som at hans hår er begyndt at blive tyndere i toppen. Den kommende bog af West-fætrene og Dave Hebler er selvsagt også en kilde til bekymring. Venner og familie er også bekymrede. En aften skyder Elvis uden varsel ud ad sit soveværelsesvindue. Alle sidder som på nåle.
Seksten dage senere er det igen af sted på turné. Elvis er, ifølge en læge, der tilser ham bag scenen, ”bleg, hævet og mangler udholdenhed”. I samtlige shows bærer Elvis sin Aztec-kalender jumpsuit. Kampvægten er på sit foreløbige højeste. Elvis kæmper stadig med tarmfunktionen. På turnéens tredje dag må han to gange forlade scenen for at gå på toilet. Ondt bliver værre, da Ginger Alden halvvejs inde i turnéen forlader selskabet. Da turnéen lakker mod enden, forlader Elvis en aften scenen i hele 30 minutter, mens bandet forsøger at holde gang i løjerne uden ham. Selv de faste koncertgængere undrer sig. Det virker på den baggrund nærmet underligt, at Colonel Parker har lavet en aftale med tv-selskabet CBS om produktion af en tv-special. Et tv-hold skal filme Elvis på sommerens turné. Forklaringen skal nok findes i honoraret. Aftalen indbringer $750,000.
At Elvis’ realitetssans balancerer på grænsen af det fornuftige, fremstår mere og mere tydeligt. Vennen George Klein har problemer med en retssag. Elvis ringer til den nyudnævnte præsident Jimmy Carter for at bede om hjælp. Præsidenten opgiver dog samtalen efter ti minutter, da han ikke kan finde hverken hoved eller hale i den usammenhængende samtale, Elvis forsøger at føre.
Årets femte turné kommer i skyggen af West-fætrenes og Dave Heblers bog. Under titlen ”Elvis: What Happened?” udrulles deres version af Elvis’ nedtur. Indtil videre er bogen ikke udkommet, men aviser i England og Australien bringer bogen som føljeton. Det er voldsom læsning, der i den grad deler vandene. På den ene side er der dem, der kan se sammenhængen mellem bogens indhold og den Elvis, de netop nu ser på scenen. På den anden side er der dem, som kan se tre tidligere venner, der nu er ude på hævn. Udgivelsen er i USA planlagt til først i august.
På turnéens tredje aften optager CBS med danske Annett Wolf i en rolle som second unit director. Elvis er ikke på toppen. Da koncerten er færdig, vurderes det, at der kun er tre numre, der er egnede til den færdige film. To aftener efter filmes der igen. Her går det bedre. Men det er ikke den Elvis, folk husker fra koncertdokumentarene fra årtiets start. Momentvis er stemmen der, men Elvis fremstår uskarp. Øjnene er trætte, den ekstra vægt ses tydeligt, og det er undervejs hjerteskærende at se med, når Elvis kæmper sig igennem talestykket af ”Are You Lonesome Tonight?”.
På Colonel Parkers 68-års fødselsdag; søndag den 26. juni i Market Square Arena i Indianapolis, Indiana giver Elvis turnéens sidste koncert. Elvis giver sin bedste koncert længe. Han forbliver på scenen i hele 80 minutter, og publikum er vidne til flotte versioner af ”Hurt” og ”Bridge Over Troubled Water”. Ingen i salen kan ane, at de er vidner til den sidste Elvis-koncert nogensinde.
RCA har i mellemtiden udsendt singlen ”Way Down” (med B-siden ”Pledging My Love”) som forløber til juli måneds LP-udgivelse, ”Moody Blue”. Albummet er stykket sammen af Jungle Room-optagelser, samt koncertmateriale. Salgstallene ville sandsynligvis have ligget på det sædvanlige niveau, men tragiske omstændigheder skal snart booste pladesalget.
Tirsdag den 16. august omkring kl. 02.15 kontakter Elvis Dr. Nick. Elvis har været ved tandlægen dagen før, og fyldningerne værker, så der er brug for noget smertestillende medicin. Elvis’ stedbror Rick Stanley bliver sendt på apoteket efter seks Dilaudid-tabletter. Efter en kort racquetball-kamp med Billy Smith sætter Elvis sig ved et klaver og spiller lidt. Den sidste sang han synger, er Willie Nelsons ”Blue Eyes Crying in the Rain”. Herpå trækker Elvis sig sammen med Ginger Alden tilbage til soveværelset. Han får sin sædvanlige medicin, der efterhånden doseres således, at Elvis bliver vækket efter nogle timers søvn for at få endnu en dosis. Hen på morgenen får Elvis endnu en vanlig dosis. Omkring kl. 13.30 vågner Ginger Alden. Elvis ligger ikke i sengen ved siden af hende. Hun finder ham livløs på badeværelset. Der bliver forsøgt livgivende førstehjælp, og en ambulance bliver hurtigt tilkaldt. Alle indsatser er forgæves. Elvis bliver erklæret død kl. 15.30.
Der bliver iværksat en obduktion for at klarlægge dødsårsagen, men allerede inden denne obduktion er fuldendt, annonceres det, at Elvis er død af ”uregelmæssig hjertefunktion”. Senere skal obduktionen vise, at Elvis’ krop indeholder 14 forskellige medikamenter – heraf de 10 i ”betydelige mængder”. Konklusionen er, at Elvis er død som et resultat af den megen medicin. Resultaterne af obduktionen bliver dog hemmeligholdt, og der skal i lang tid herske stor diskussion om den reelle dødsårsag.
Dagen efter Elvis’ død siger titusindvis af fans farvel, mens deres idol lægger lit de parade på Graceland. Elvis bliver i første omgang stedt til hvile i en krypt i et mausoleum på kirkegården Forest Hill, hvor Elvis’ mor, Gladys ligger begravet. Opmærksomheden omkring Elvis’ sidste hvilested er dog så stor, at man under opsyn af Sam Thompson i starten af oktober flytter både mor og søns legemer til gravsteder i meditationshaven bag Graceland.
Elvis Aron Presley blev 42 år.
Kilder:
Bjøl, Erik: “USA’s historie”
Gray, Michael og Osborn, Roger: ”The Elvis Atlas”
Guralnick, Peter: ”Last Train to Memphis”
Guralnick, Peter: ”Careless Love”
Guralnick, Peter og Jørgensen, Ernst : ”Elvis Day by Day”
Jørgensen, Karsten: “Heartbreak Hotel – Elvis Presley A-Z”
Jørgensen, Ernst: “Elvis Presley: A Life in Music. The Complete Recording Sessions”
Lichter, Paul: “E.P. in Concert”
Nash, Alanna: Baby, Let’s Play House – Elvis Presley and the Women Who Loved Him”
Neibaur, James L.: “The Elvis Movies”
TIL FORSIDEN
Diskografi, galleri, scrapbøger med gamle udklip fra blade og aviser, alt om Elvis' film, små anekdoter og store omfattende temaer, er blot nogle af de andre ting de kan nørde ned i her på siden.